I Blighs kølvand

En tidlig morgen tog vi ankeret og lagde Fijis hovedø Viti Levu bag os i en kølvandsstribe.

Vi ville over Bligh Havet for at sejle til øen Yadua, hvis blæksprutteagtige facon tiltrak mig med dens mange laguner og forskellige revtyper.

Men først måtte vi som sædvanligt igennem labyrinter af uafmærkede sejlløb mellem koralrevene, og jeg tænkte i mit stille sind, at hvis jeg nogen sinde skulle møde Mister F.R. Maharay, der underskriver sig som chefhydrograf under Fijis Søkort, så vil jeg fortælle ham, at han leder et kontor, der fremstiller verdens dårligste søkort. Sømærkerne, som man på søkortene bryster sig af findes, mangler fuldstændigt - også dybdekurverne en katastrofe.

Ja, mange af de få sømærker, der endelig kan ses, står slet ikke, hvor de er afmærket i søkortet, og ville sætte skibet på grund med det samme, hvis man lod sig lede af dem.

Mange er tillige pileafmærkede i hvilken retning løbet ligger, men pilen er drejet i en storm. Hvor sømanden tror, at han kan sejle med vand nok under kølen, vil han i stedet gå på grund med et brag. Det ville være bedre at fjerne sømærkerne helt.

Så fik vi en halv vind, og sejlene kom i top. En pragtfuld sejldag i et mælkeblåt inderhav begyndte, men samtidig også en dag, da alle blev forfærdeligt forbrændte, selv om vi havde beskyttet os på næsten alle måder. Solreflektionerne fra det tropiske hav er enorm her med solen 90 grader over hovedet.

Det er sommertid i det sydlige Stillehavet, og solen er ubarmhjertig.

Det er kun i turistbrochurer, man ser folk komme gående eller direkte lægge sig på en brændende hed strand i troperne. Nogle smører sig endda ind i olie, så de kan blive stegt som sild på en varm pande. Fornuftige mennesker kunne aldrig drømme om at gøre sligt, men går selvfølgelig altid i skyggen.

Det er imidlertid svært at beskytte sig på et sejlskib, fordi man ikke kan sætte et solsejl, når sejlene samtidig skal stå ordentligt. Især læberne bliver udsat for skoldning og hæver.

"Bounty"s kaptajn

Det er en stor oplevelse for mig at besejle det hav, som er opkaldt efter William Bligh, "Bounty"s navnkundige og sagnomspundne kaptajn, der levede og sejlede Royal Navys skibe i en af de allermest spændende perioder af opdagelsernes historie.

Bligh var i øvrigt særdeles godt kendt med de danske kyster, de farlige Kattegat-rev og Læsø-grunde for et par hundrede år siden.

Han deltog med Parker og Nelson i slaget på Reden 2. april 1801 og endte som "Vice Admiral of the Blue, the Celebrated Navigator" samt "Beloved, Respected and Lamented", som der står på hans gravsten på Lambeth-kirkegården i London. Det er samtidig titlen på en af de fineste biografier, der er skrevet om ham; en lille bog, jeg for nogle år siden fik af en gammel ven, der havde været korrespondent i London for et dansk dagblad og dér fandt den til mig i et antikvariat.

Fantastisk sørejse

Men i dette farvand, jeg i dag besejler og hvor jeg krydser hans gamle kølvandsstribe, havde Bligh andet end Willemoes at holde øje med, og situationen var langt mere alvorlig end på Københavns red.

Det var nogle få uger efter mytteriet på Bounty 28. april 1789, og han var i en robåd - en såkaldt barkasse eller langbåd - på vej vestover for at nå Timor og dermed den yderste grænse for, hvad man dengang forstod ved civilisation.

En rejse, der er gået over i søfartshistorien som en af de mest fantastiske, der nogensinde er foretaget i åben båd.

18 mand valgte at følge deres kaptajn i en robåd midt i Stillehavet. På det tidspunkt må det have været som at blive sat af på månen.

Styrmanden, Fletcher Christian, sejlede sin egen sø med "Bounty". Han syntes, det var for farligt at blive på Tahiti, og tænkte på at bosætte sig på Tubai, men var uønsket af befolkningen og oprettede så en koloni på den menneskeøde og utilgængelige ø Pitcairn, hvor han sandsynligvis senere blev myrdet.

Hver gang jeg har krydset "Bounty"s kølvandsstribe, har jeg tænkt på, hvorfor Fletcher Christian ikke sejlede til Amerika efter mytteriet. Det var jo lige blevet en nation, og mytteriet fandt sted samme år som den franske revolution. Han var selv et barn af senrenæssancen, et menneske der rejste sig i oplysningstidens strålelys og ikke mere ville finde sig i en brutal undertrykkelse.

Der stod frihed, lighed og broderskab tegnet på den europæiske verdenshimmel, og han kunne sagtens være sejlet til Californien eller Mexico med "Bounty" og være forsvundet i den nye verden.

Ingen mad eller vand

Hverken udrustning, mad eller vand havde Bligh med sig i den robåd, han blev efterladt i midt i verdenshavet og som han sejlede næsten 4000 sømil i over åbent hav. Båden var kun syv meter lang og havde kun nogle få tommer mellem ræling og vandlinie.

Bligh reddede livet med halvdelen af sin besætning efter at have nået Timor langt på den anden side af Torres-strædet og Australien.

Lige nøjagtigt i dette farvand havde Bligh travlt og sejlede for livet for lidt mere end 200 år siden. Han var gået igennem hele øgruppen i løbet af en uges tid og havde omhyggeligt kortlagt øerne, så godt han kunne med de få navigationsinstrumenter, han havde fået med sig, deriblandt en kvadrant til at måle solens højde med.

Hans stedangivelser og skitser viste sig senere at være meget nøjagtige. Bligh pejlede øerne senere i livet, da han igen var i sydhavet og udnævnt som den første guvernør i Australien. Det skete på et tidspunkt, da England tømte sine fængsler for at lade fangerne bosætte sig i de nyopdagede verdener på den anden side af kloden.

I Australien gjorde de også oprør mod ham, så han har jo været noget af en hidsigprop. Han var berømt for sin uforskammethed, sit svingende temperament samt et saftigt, uartikuleret sprog, der kunne gøre selv den fredeligste mand til mytterist.

En fremragende sømand og navigatør har han været på trods af sit ubøjelige sind og fanatiske autoritetstro over for flaget, the Royal Navy og kongen.

Kannibalerne

I dette farvand, som nu er opkaldt efter ham, blev han forfulgt af et par dobbeltkanoer fra Yasawa-øgruppen. De var ganske tæt på at indhente ham og hans besætning, kun et vindpust reddede dem i sidste sekund og holdt kannibalerne en halv kabellængde agterude og dermed fra livet.

Man ved præcist, hvornår de sidste mennesker blev ædt på Yasawa. Missionæren Thomas Baker blev slået ihjel og spist så sent som i 1867, men han var heldig. Man spiste også folk, medens de endnu levede, fordi det blev anset for at være en særlig nedværdigelse, også for den besejredes familie.

Det skete næsten et århundrede efter, at Bligh og hans besætning gik gennem det farvand, der nu bærer hans navn. Vinden holdt sig og satte dem igennem resten af øriget, hvilket berigede verden med en historie, der vil blive fortalt, så længe sejlskibe bryder bølgen for en sydøstpassat i Stillehavet.

En af de mest berømte og bedste beskrivelser, der er givet af mytteriet, er fortalt af Nordhoff og J.N. Hall - to unge englændere, der slog sig ned på Tahiti sidst i 1920'erne og som i øvrigt dedikerede deres berømte bog til en dansk sydhavskaptajn; Viggo Rasmussen. Det skete med en af de flotteste dedikationer, man kan forestille sig:

Tilegnet Kaptajn Viggo Rasmussen, skonnerten "Tiaré Taporo", Rarotonga, og Kaptajn Andy Thomson, skonnerten "Tagua", Rarotonga, gamle venner, der sejler på de have, som "Bounty" engang befor.

Den historie kommer "Nordkaperen" tættest på i 1947, da Carl Nielsen lå langskibs med "Tiaré Taporo" med "Nordkaperen" - og hvor det ankerspil, vi har den dag i dag, reddede skonnerten fra at blive knust ind på stensætningen, da der blæste en snert af en hurricane ind over Tahitis havn Papeete.

I slutningen af 1980'erne besejlede vi helt tilfældigt "Tiaré Taporos" hjemmehavn, Tongareva, for at ligge underdrejet for de tropiske cykloner, der i sommermånederne hærger området. Vi opholdt os i to måneder på den atol, som Viggo Rasmussen i en menneskealder var chef på i det nordlige Cooks Island.

Vraget ved Pitcairn

Anden gang vi er tæt på historien om mytteriet på "Bounty" (bortset fra alt den tid, vi gennem tre jordomsejlinger har ligget ved Tahiti), var, da vi lå i vindstille vejr ud for Tafua i det nordlige Tonga. Vi befandt os præcist på den position, hvor mytteriet foregik. For bare et par år siden sejlede jeg tæt på Pitcairn, dog uden at gøre landgang, fordi vi havde motorproblemer. Men gennem australske marinearkæologer vidste jeg nøjagtigt, hvor vraget af "Bounty" ligger på 28 favne vand.

Det var et af de dyk, man aldrig fik gjort, men var tæt på.

Pitcairn ligger i et af verdens mest øde havområder i det sydlige Stillehavet.

Tværs over Bligh Havet var der bid på fiskesnøren tre gange - både med en Rainbow Runner, en Mahi-Mahi (dorado-fisk) eller mai-mai på Fijiansk og en Great Trevally, som er vores foretrukne fisk, når vi harpunerer. To af fiskene var næsten på dækket, før de sprang af krogen.

Tre bid uden at få aftensmaden indenbords får skipperen til at tænke på, at der måtte ofres et eller andet, for noget var der galt, når fiskeheldet var så dårligt.

Der er nogle ord herude i oceanet, som er gået over i dansk sprogbrug: Katamaran er et polynesisk ord. Tatovering stammer ligeledes fra Oceanien. Det gør også ordet tabu, som staves med "b" på Tahiti, men med "p" på Tonga og Fiji.

Og netop tabu får mig til at tænke på, at vi er opdraget med, at der skal være gevinst ved alt. Sådan er verden ikke. Det vidste de gamle, også derhjemme. Alt har sin pris, og den skal på en eller anden måde betales. Der skal gives eller ofres et eller andet for at få noget, man gerne vil eje, spise eller i øvrigt begærer. Verden er ikke en forretning, selv om kloden tilsyneladende ser sådan ud.

Blomster og kokospalmer

Jeg stod ved rattet, da vi nærmede os Yadua Island. Mikkel navigerede mig forsigtigt igennem de mange koralrev, indtil vi til sidst smed ankeret på 18 meter vand i Cakuvou-bugten. Stedet er ubeboet - der findes kun to strande bevokset med kokospalmer, der læner sig ud over koralsandet og blander sig med den tropiske blomsterpragt, der netop nu her i regntidens begyndelse blomstrer vildt.

Næste morgen blev jeg vækket ved, at Mikkel havde taget sig et morgendyk tæt på revkanten og kom hjem med to langustere, der senere blev hoveddelikatessen i en bouillabaisse.

Så fik vi besøg af en fisker, der præsenterede sig som Alfred - samme navn som Mikkels yngste søn og mit barnebarn, yngste mand ombord. Vi kunne med det samme se, at Alfred var lysere i huden end de fleste andre fijianere, der tilhører den melanesiske race og som bærer det store krusede hår. Det viste sig også, at Alfred var fra øen Rotuma, der ligger meget nordligere end selve Fiji-øgruppen, som er beboet af polynesiere, indvandret fra Tonga, men som alligevel hører under Fiji, fordi den ligger så øde i verdenshavet.

Øboerne har til gengæld deres egen repræsentation i parlamentet.

Alfred ville have os med over på den anden side til en sevu-sevu, som er den traditionelle velkomstceremoni, når man ankommer til en ø på Fiji.

Frem med det pæne tøj

Det tog en time i hans fiskebåd at komme over til øens landsby, beboet af et par hundrede mennesker. Vi havde alle taget pænt tøj på, og jeg havde ude i agterrummet fundet en stor pakke kavarødder, en slags rod af en peberplante, som er den traditionelle velkomstgave, når man besøger en landsby på Fiji.

Det første menneske, man møder på stranden, beder man om at føre én til høvdingen - og så gik turen gennem landsbyen, hvor alle ville hilse på os og hvor mødrene igen erobrede vores unger, som de slet ikke kunne holde fingrene fra.

Store flotte kvinder kom og gav kindkys, hvilket undrede mig, fordi jeg vidste, at lige så almindeligt det er i Polynesien, lige så usædvanligt er det i Melanesien, fordi der er bestemte, komplicerede regler for, hvornår man må få fysisk kontakt med et andet menneske.

I den bure (hytte), der stod mest centralt i byen blev jeg taget indenfor af Alfred, der præsenterede mig for en 101 år gammel dame.

Man skal bukke sig lidt, når man går ind i et fijiansk hus, hvilket man meget naturligt gør, fordi indgangen er så lav. Dér sad jeg så med et helt fijiansk liv foran mig. Den gamle dame havde været lærerinde i et par menneskealdre og talte det fineste engelsk. Hun bød mig som øens alderspræsident velkommen og sagde, at det var sjældent, at der kom besøg udefra. Børnene måtte frem på en række, så hun rigtigt kunne beundre dem.

Så videre til høvdingens hus, hvor man tager skoene af, inden man træder ind på de flettede måtter. Kvinderne viste os på plads, så vi kom til at sidde i en rundkreds. Derefter kom landsbyens spokes person ind i huset og satte sig på venstre side af høvdingen - og ritualet kunne gå i gang. Vi overrakte kavarødderne og spurgte om lov til at ligge i en af øens laguner, fiske i deres farvande samt bruge deres strande og koralrev.

Jeg spurgte også om tilladelse til at måtte besøge den halvø på øen, hvor der findes en stor, irgrøn leguan. Et sjældent dyr, der på hele kloden kun findes her.

Da jeg havde overrakt kavarødderne, så høvdingen ned i gulvet og gik lige som ind i sig selv og sine egne tanker, men han fremsagde nogle lange bønner, der i deres tonefald lød meget ritualiserede.

Da han var færdig, klappede han tre gange i hænderne, og hans spokes person sagde til os på engelsk, at vi nu var under høvdingens og landsbyens beskyttelse - at intet ville ske os.

De havde ansvaret for os, så lang tid vi besøgte dem, vi var deres gæster.

Senere var det så en kunst for os at snige forskellige forbrugsgoder ind i den hverdag, vi skulle have sammen den næste uge. Vi huskede at komme med en dunk benzin til påhængsmotoren, når vi var ude at fiske sammen, og da de opdagede, at jeg havde dykkerkompressor ombord, fyldte jeg deres trykflasker.

Oksekød på dåse

Officielt lever menneskene i Stillehavet jo af kokosnødder og fisk, hvilket også er rigtigt et langt stykke hen ad vejen, men de elsker corned beef, og det har jeg endnu aldrig kunnet vænne nogen som helst ombord til at spise. Men alle i sydhavet elsker det og spiser det gerne direkte fra dåsen.

Når vi dykkede eller tog på ture langs revene i gummibåden, mødte vi tit de fijianske dykkere, som går efter kostbare søpølser, der sælges som en stor delikatesse i Japan. Bådene er simple, og der dykkes direkte fra båden med en kompressor på dækket og en haveslange efter dykkeren. Tit ligger de for anker, når vi møder dem. De sover eller hviler sig efter de krævende timer på bunden.

Dykkerne er gerne meget unge, mellem 20 og 25 år.

Nu skal jeg jo ikke begynde at opdrage på mennesker på den anden side af Jorden, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortælle dem, at de skal huske at dekompressere for ikke at få ledsygdomme senere i livet. Det gør indtryk på dem, når jeg fortæller om, hvordan jeg i 60'erne så svampedykkerne på Kalymnos i Grækenland sidde i rullestole langs kajen, fordi de som unge svampedykkere - for det meste langs Libyens kyst - ikke overholdt dekompressionen efter dybdedyk.

Koralrev, koralrev

Efter en dejlig uge med en gæstfrihed, som man skal helt ud på en ensom, fijiansk ø for at opleve, sejlede vi igen tværs over Bligh Water, nu langs en revkant, hvor der bagved ligger tusinder af koralrev, der ikke er opmålt. "Unsurveyed" står der igen på de fijianske søkort.

Jeg har svært ved at vænne mig til at sejle i farvande, der er så lidt og så dårligt opmålt.

Hver gang jeg ser en lys eller en mørk plet i havet, løfter jeg mig selv ved håret af skræk for, at det er et af Fijis mange, uopdagede koralrev.

Navigatører med dårlige nerver anbefales at holde sig fra dette sted på kloden. Denne artikel er den tredje af fi-

re, som Troels Kløvedal skriver

fra Fiji. De første artikler blev

bragt 7. og 14. januar. Sidste ar-

tikel i serien bringes 28. januar.