På eventyr i Andalusien

Vi har besøgt det indre Andalusien.

Tekst og foto: Uffe C. Forsberg

Clint Eastwood.

Og 280 millioner oliventræer.

Svedende skinker og Pablo Picasso.

Andrés Segovia. Varme helsebringende bade.

Klassisk arabisk arkitektur og eventyrlige Indiana Jones.

Brigitte Bardot og slidsomme æsler i rene hvide bjerglandsbyer.

Umiddelbart umage symbioser, men de har mindst én ting til fælles:

Andalusien.

Spaniens sydligste provins, der er omtrent dobbelt så stor som Danmark, har andet - og meget mere - at byde på end de myldrende turisttuer i Malaga og Torremolinos, overbefolkede hvide sandstrande og de dansker-kolonier, som C.V. Jørgensen i 1980 så ironisk besang i "Costa del Sol":

På Costa del Sol hvor solen den danser/ en inciterende flamenco i min swimmingpool

»Masseturismen langs kysten er stagnerende, men til gengæld har vi i de senere år oplevet en stigende interesse for at holde ferie inde i landet, der har meget at tilbyde turisten, der ikke føler sig tiltrukket af de hvide sandstrande«, siger Juan Joyanes Gonzales, der er direktør for AHRA - en kæde af hoteller, der ligger i det indre Andalusien.

Mini-Hollywood

Fem rå ryttere rider langsomt - meget langsomt - ind i byen.

Showtime, pueblos!:

Indledningen til det, der i brochuren beskrives som et forbløffende show udført af top-professionelle stuntmænd.

Mens de medvirkende bevæger sig rundt i noget nær slowmotion og skyder med knaldhætte-revolvere, griber man sig i at savne den hæsblæsende action, der præger et fem timer og 14 minutter langt skakpartis sneglefart mod prædestineret remis.

Sådan har det ikke altid været.

Dér i kulissebyen, der ligger i Desierto de Taberna nogle kilometer nord for Almeria.

Mini Hollywod, som lokaliteten kaldes i dag, er den ene af fem kulisse-byer, der for år tilbage var legeplads for blandt andre den italienske instruktør Sergio Leone, hvis cowboyfilm lidt nedladende udløste fællesbetegnelsen spaghetti-westerns. Et par af de mest kendte, der i bogstaveligste forstand blev skudt on location i Andalusiens ørken, var "Den Gode, Den Onde og Den Grusomme" samt "En Nævefuld Dollars". Udenfor western-genren har området lagt natur til blandt andre "Ben Hur" og "Indiana Jones - Det Sidste Korstog".

De gyldne år

Mini Hollywood er i dag degenereret til en park for forlystelsessyge familier. I nærheden findes yderligere to kulissebyer, mens andre to trætte er segnet sammen og siden forstøvet under tidens tunge åg.

Mens de siesta-sløve stuntmænd dasker rundt og tilsyneladende overvejer om de overhovedet orker at udfolde deres metier for øjnene af de relativt få mennesker, der har taget opstilling omkring byens torv, kan man - hvis man på bedste Clint Eastwood-manér kniber øjnene lidt sammen og bider i cigarillos-stumpen - snildt forestille sig den hektiske aktivitet, der herskede i de gyldne år, da folk som Lee Van Cleef, Sean Connery, Burt Lancaster, Brigitte Bardot, Claudia Cardinale og Rachel Welsh scorede "En Nævefuld Dollars" - eller 100 - i Andalusiens Sierra Nevada, der blandt andet blev valgt som location fremfor Nevada og Arizona i USA på grund af over 300 solskinsdage om året. Og så var der heller ikke mange mil til hoteller, restauranter og den slags.

Uendelige oliven

Fantasi er der ikke brug for, når man kører igennem, hvad der opleves som endeløse oliventræ-plantager, der er koncentreret i Jaén-provinsen. De snorlige træ-geledder danner militærisk det ene fascinerende mønster efter det andet op ad de betagende bjergskråninger, der ligger der og svulmer. Skulle man få den pedantisk muntre idé at tælle træerne i dette enorme spisekammer, så er der kun et skridt at tage: Emigrér til Andalusien, for delstaten - af hvilken den iberiske halvø rummer 17 - lægger jord, klima og vand til omkring 280 millioner oliventræer.

Sådan mere eller mindre.

Mausoleet

»Jeg elsker mit job, Ubeda og alt det, der omgiver byen.«

En overflødig bemærkning fra den lille vævre italiener, Andrea Pezzini, som skæbnen har ført til Andalusien.

Begejstringen og entusiasmen lyser ud ad hans mørke levende øjne, da han skubber den tunge dør op til Sacre Capilla del Salvador, hvis gennemgribende restaurering han - og hans firma ArtificiS - er initiativtager til og primus motor i.

Blot et enkelt af Pezzinis utallige gøremål, men tydeligvis hans hjertebarn.

Den imponerende renaissance-bygning, der i sit indre har måttet finde sig i lidt rokokko-overdrivelse - er et privat kapel, og det har indtil for nogle måneder siden været lukket for offentligheden. I støvets og forfaldets villige vold.

Det smukke kapel - lad os hellere kalde det mausoleum - blev bygget i årene 1536-59 - og i den - indtil videre tilmurede - krypt hviler de jordiske rester af bygmesteren Fransisco de los Cobos Molina, der var sekretær for Kejser Charles den 5.

Ikke just den type sekretær, der sidder bag et skrivebord, filer lidt negle og modvilligt tager et referat i ny og næ{hellip} Molina var en af datidens rigeste og mest indflydelsesrige personer, og dette spejles i hans "stor-skrydende" mausoleum, der også huser resterne af hustruen Maria de Mendoza Sarmiento.

»Ejeren af bygningen er stadig Hertugen af Medinaceli, men familien har i århundreder ladet det hele forfalde. Mange ting må derfor renses og rekonstrueres. Bygningen blev således under Den Spanske Borgerkrig brugt som lastbilgarage af Franco's tropper,« fortæller Pezzini, der trækker vejret i et splitsekund og begejstret kaster sig over verbal afkodning af en ny detalje i arbejdet på at restaurere det enestående mausoleum.

Så levende, at det - med mobilisering af lidt fantasi - er muligt at se resultatet foran sig.

Passende ledsaget af Andrés Segovia's klassiske guitartoner, der har naturligt udspring i Linares - Segovia's fødeby - som ligger få kilometer fra Ubeda.

Forskinkelse

Let er det at blive "forskinket" i Trevélez, der er den højst beliggende spanske landsby.

Den lille landsby, som ligger og småfryser et par kilometer oppe i Sierra Nevada, hvor det i øvrigt i bil er muligt at køre op i omkring 3400 meters højde - kun 80 meter fra toppen af bjergkædens højeste punkt: Mulhacén. Men vover man sig derop er det på de smalle snoede veje tilrådeligt at mobilisere ligeså meget is i maven, som der året rundt findes på toppen af Mulhacén{hellip}

Treveléz ligger i den ideelle højde, når det drejer sig om specialiteten: Tørrede skinker. I rummelige kølige rum hænger de ned fra loftet i mange måneder, før de er serveringsklare. Og skinke-plejen er hovederhvervet i landsbyen.

Som de posthume griselår hænger der og dasker, mens fedtet drypper af dem og opsamles i en lille skål, kunne de minde lidt om en af Pablo Picassos abstrakte kvinde-kroppe.

Men vil man se den ægte artistiske vare gjort i olie på lærred, må man drage op til Barcelona.

I hvert fald indtil videre.

Faktisk er Pablo Picassos fødehjem i Malaga indrettet til museum. I øjeblikket er det dog lukket, men genåbnes - sammen med et større museum, der kommer til at rumme et pænt udvalg af Picasso's værker - i foråret 2000.

Helsevarme bade

Efter et glas øl og (måske) en luns skinke i byens bar, hvor kødklumperne ganske dekorativt hænger ned fra loftet, kan man snildt forestille sig et varmt bad - og det kan man passede tage hos hr. og fru Perez i Belnario de Sierra Alhamilla, der ligger nord for Almeria.

Isidro Perez købte den gamle forfalde badeanstalt for 14 år siden og brugte 8 lange år på at restaurere den, inden han åbnede de udskårne døre for gæster, der søger helbredelse i de varme kilder, som holder en konstant temperatur på 58 grader.

Listen over de lidelser, det kildeklare vand siges at kunne helbrede, er næsten ligeså lang som listen over de lækre egnsspecialiteter, som Isidro Perez og hans hustru i hotellets restaurant disker op med. Efter det måltid virker løftet om, at det varme kildevand også skulle virke slankende - alene ved udvortes brug - umiddelbart tillokkende. Men på den anden side: Der er andre måder at spolere det naturlige fedtlag på.

De smukke gamle bygninger har hvilet tungt på klippegrunden i flere hundrede år, men udnyttelsen af det varme vand går omkring et par tusinde år tilbage i tiden.

Mænd og kvinder

Nævnte lokaliteter er kun et lille udpluk af de mange seværdigheder, der venter den nysgerrige turist i Andalusien, men mættet af indtryk kunne man også vælge at slå sig ned ved et rundt bord på en tidløs torve-café i Granada og betragte fortravlede spanske kvinder og børn, hvoraf to af slagsen måske forsigtigt fremdrager et lille marsvin fra en rektangulær papkasse.

Noget lettere er det af fastholde blikket på mændene, der på de kanter tilsyneladende har ekstrem god tid, som de sidder der og - for hvem ved hvilken gang - lige får styr på verdenssituationen og detaljerne i årets sidste tyrefægtning.

Eller dump ind på en af de små rustikke cafeer, der findes overalt, hvor der i Andalusien er defineret by. Oplev den alvor hvormed en flok mænd staver sig igennem et spil scrabble, backgammon eller skak.

Med slukket tørst og mættet mave kan man siden vælge at slentre en tur:

På må og få.

F.eks. i de berømte hvide landsbyer, der ligger klistret op ad mangen en svimlende stejl bjergside. Byer i hvilke man - hvis man ikke flytter sig betids - i de smalle pittoreske gader snildt kan blive trådt over tå af en kødscooter mærket æsel.

Mulighederne for at suge indtryk til sig er mangfoldige, og bedst som man tror, at sådan er Spanien, så kommer man i hu, at blot 10 kilometer udenfor byen, der er mangt og meget anderledes.

Voldsom historie

Andalusien har i årtusinder spillet en væsentlig rolle i Spaniens lange og mildt sagt brogede og voldsomme historie: Det er her, der er fundet rester af Europas ældste indvånere og i vores tidsregning har regionen været underlagt skiftende herre- og damedømmer.

Det mest sejlivede var det arabiske, der strakte sig over henved 800 år. Maurerne. Noget, der stadig præger Andalusien, hvor man overalt støder på fascinerende maurisk arkitektur og ligeså mauriske stednavne.

Det mest imposante levn fra maurer-tiden er Alhambra i Granada. En stor arabisk by, der på grund af dens imponerende arkitektur ikke ufortjent betegnes som verdens 8. vidunder.

Maurerne holdt stædig stand her indtil 1492. Selvsamme år som en tilgivelig konfus Christoffer Columbus - der i øvrigt var ligeså vaskeægte italiener som Andrea Pezzini i Ubeda - på vej til Indien - takket været et uvidende navigerings-kiks - gik hen og opdagede det Amerika, der langt, langt senere fostrede{hellip} ja, nemlig:

Den gode, der fik bugt med både den onde og den grusomme:

Clint Eastwood.