Bidt af Berlin

BERLIN - Kører man i dag ad Wilhelmstrasse i Berlin, ænser man næppe, når man krydser fra Vestberlin til Østberlin. Jo, ser man godt efter, kører man et sted over to striber brosten. De markerer, hvor Berlin-muren gik indtil for 10 år siden, og kigger man her til venstre ned ad den beskedne Niederkirchnerstrasse, opdager man et par hundrede meter af den originale Berlin-mur, bevaret i en ynkelig tilstand og beskyttet mod videre indhug af det standardhegn, som DDR-regimet selv beskyttede sig bag, så længe det varede.

Kører man ad Friedrichstrasse, skal man være vågen for at se, hvor det berømte overgangssted Checkpoint Charlie lå. Vel, man ser et forfaldent, men dog bevaret vagttårn og store billeder midt på gaden af en amerikansk og en sovjetisk soldat. Skilte for Berlin-murens museum ved Checkpoint Charlie, hvor der fortælles et væld af dramatiske og underholdende flugthistorier, er også tydelige, men ellers hersker her nu hverdag som så mange andre steder. Checkpoint Charlie er end ikke markeret på de nye bykort.

Tager man S-toget over Friedrichstrasse Station, kører det i dag durk igennem som den største selvfølge, hvilket det netop ikke er. Her var tidligere et skarpt bevogtet overgangssted, hvor gamle Reichsbahn-tog kun bragte folk fra Vesten til og fra. Her i stationskomplekset, hvor DDR grænsevagter i skumle, mørke rum kiggede besøgende dybt i øjnene og - af princip - mentalt terroriserede vesterlændinge, er netop åbnet et nyt, moderne indkøbscenter.

Ved Bornholmer Strasse, hvor oberstløjtnant Harald Jäger sent aften den 9. november for ti år siden blev berømt som den, der hævede bommen, anes intet til minde om dette verdenspolitiske og verdenshistoriske øjeblik. Det var her, en grænsevagt, i årtier symbolet på underkuende terror, denne glade aften den 9. november 1989 gav sin kasket til en ung pige og som tak fik et kys på kinden. I dag hersker også her almindelig travl hverdag.

Ét sted fornemmer man dog stadig historiens vingesus - det er, når man kører igennem den statelige Brandenburger Tor, der i 28 år var hermetisk lukket.

Den nye rolle

Ellers er Berlin mest optaget af sig selv og er netop i bymidtens kvarterer omkring Brandenburger Tor, Tiergarten og Unter den Linden i fuld gang med at normalisere sig, dvs. at indrette sig på sin nye, krævende rolle som hovedstad og regeringssæde for den demokratiske tyske forbundsrepublik.

Store forandringer har fundet sted, flere følger, og der står nu skrevet metropol in spe for Berlin.

Hovedstad har Berlin været i ni år, regeringsby kun siden august i år. Flytningen af den politiske magt fra Bonn til Berlin skete temmelig diskret og uden store paradenumre, som om den store, logistiske operation også var en hverdagsforestilling.

Nu forsøger regering, ministre og de folkevalgte at klare overgangstiden, indtil alle faciliteter er bygget færdige. Thi går man en tur i dag i "regeringskvarteret", afspejles Berlin fortsat som verdens p.t. største byggeplads. Meget lidt er færdigt endnu, jo Forbundsdagen, i den gamle Rigsdagsbygning, men ikke meget mere.

Kansler Gerhard Schröder må foreløbig tage til takke med at have domicil i DDR statsrådsbygning, hvor gamle spøgelser fra generalsekretær Erich Honeckers tid måske stadig rumsterer, indtil kanslerpaladset ved Spree-floden vis-a-vis Rigsdagsbygningen bliver færdigt.

Centralbanegården, som Lehrter Bahnhof skal være, er stadig et kæmpehul med betonstøbning og jerndrager.

Friedrichstrasse danner en undtagelse. Gaden, der op til krigen var en af Berlins vigtigste og mest pulserende strøggader og i DDR-tiden på det nærmeste lå øde hen, står i dag i al sin glas- og stålglinsende herlighed og byder sig til med luksusbutikker.

Selvfølgelig er der også ved Brandenburger Tor det genopbyggede Hotel Adlon, hvor Hitlers statsgæster i sin tid boede.

At samle gemytterne

Berlin var i fire årtier delt og delte dermed i lige så lang tid Tyskland, Europa og verden i vest og øst, i kapitalisme og kommunisme, i rige og fattige, i gode og onde.

Nu er opgaven den stik modsatte: At samle gemytterne. At tjene som bro. At blive det symbol for en ny tid i Europa, som mange gerne ser Berlin som.

Let er opgaven ikke. Først skal byen forene sig selv.

Berlin er en forholdsvis ung by, men er alligevel lutter minder og med historie på ethvert gadehjørne. Byen er ukomplet politisk, socialt og kulturelt. Byen forbliver at være anderledes end resten af landet.

Bonn ved Rhinen husede regeringsmagten i 50 år, længere end det wilhelminske rige varede, for slet ikke at tale om Weimar-republikkens turbulente 15 år og Hitlers skrækindjagende 12 år.

DDR med Østberlin var og forblev at være et kunstprodukt, men nok mere end en parentes i historien, hvis man skal tage bestik af den aktuelle politiske udvikling.

Der, hvor "muren" trak sin dødsstribe tværs igennem Berlin, går stadig en økonomisk og mental skillelinie samt - for en måned siden markant demonstreret ved Berlins delstatsvalg - en politisk skillelinie.

I Vestberlin vandt de kristelige demokrater suverænt, men næsten lige så sikkert sejrede PDS i Østberlin, arvtagerne af det gamle kommunistiske SED og i mange tilfælde de gamle pampere fra DDR-tiden. PDS udbyggede endog sin position på bekostning af socialdemokraterne, hvilket kun gjorde skillelinien mellem øst og vest endnu mere lysende.

Tyskerne selv er enormt optaget af det fortsatte skel og bevæger sig ofte nærmest masochistisk ind i søgen for at finde svar og årsager, for at give vurderinger og konklusioner.

PDS har formået med slagfærdighed at fremstille sig som østberlinernes sande forkæmpere. Så glemmer selv nye og kommende pensionister, at de samme folk i DDR-tiden løste pensionsproblemerne ved at sende de gamle over på den anden side af "muren".

Ti år er gået, og egentlig er det et spørgsmål om temperament, hvorvidt man synes, det tegner godt eller dårligt. En utrolig modernisering er sat i gang østpå. Det er synligt for enhver. Øget konkurrence og større krav om personligt ansvar, i kølvandet herpå stor arbejdsløshed og mange individuelle tabere rejser imidlertid mentale problemer, som kan være vanskelige at håndtere.

Den 62-årige sanger og forfatter Wolf Biermann, der stammer fra Østtyskland, men i 1976 blev udvist af DDR på grund af kritiske, ironiske sangtekster og siden har boet i Hamburg, priser sig lykkelig for, at Vesten vandt Den Kolde Krig.

»Og jeg finder det heldigt, at alle gode og dermed så også alle dårlige sider af det borgerlige demokrati triumferede og kom til at gælde for hele Tyskland,« skriver Biermann i ugemagasinet Fokus. »Genforeningen var til al held reelt en Anschluss. (...) Men der "grasserer" den opfattelse, at Østen blev kolonialiseret af Vesten. Så ville der være tale om en "idiotkolonialisering", eftersom kolonien udsuger moderlandet.«

Arbejdspladserne

Et resultat af den føderale opbygning har været, at Frankfurt, München, Stuttgart, Köln, Düsseldorf, Hamburg og andre byer hver har taget deres del af industrien, bank- og finansvæsenet samt medieverdenen og ladt meget lidt tilbage til Berlin.

Kun en lille division af DaimlerChrysler-koncernen får hovedkvarter ved den genopførte Potsdammer Platz, hvor Berlin-muren indtil for ti år siden skar igennem. Fondsbørsen og bankernes hovedkvarterer vil ikke blive flyttet væk fra Frankfurt. Ingen af Tysklands førende magasiner eller aviser (med undtagelse af Springer-pressens Die Welt) har hovedredaktion i Berlin. Heller ingen af TV-stationerne.

Imod alle prognoser er indbyggertallet i Berlin faldet siden 1989. Mange arbejdspladser er gået tabt. Arbejdsløsheden er forholdsvis høj. Antallet af erhvervsaktive er faldet fra 1,8 mio. i 1989 til 1,4 mio. i dag. Industrien skrumper fortsat ind.

Tilbagegangen i indbyggertallet skyldes bl.a., at mange flytter uden for Berlin-området til omliggende kommuner for at bygge eget hus. For både vest- og østberlinere var det tidligere ikke muligt - i vest af fysiske, i øst af økonomiske grunde.

Livet i City af Berlin - i knejper, caféer, restauranter, teatre, operaer m.v. - har selvfølgelig fået et nyt socialt input, i og med at Berlin er blevet regeringsby. Udover politikerne især af et lag yngre, internationalt orienterede, kulturbevidste jurister, økonomer, finansfolk, konsulenter, reklamefolk, dataloger, ingeniører - og vel også journalister.