Fortsæt til indhold
Rejser

Kår Europas bedste skisteder

Selv om den danske sommer fortsat lyder på højtryk, sol og varme, er mange danskere allerede begyndt at se frem til den næste store ferie - skiferien.

De første skikataloger er på vej ud til skifolket. Og i løbet af kort tid skal danskerne til at vælge, hvor skiferien - der for mange er årets højdepunkt - skal gå hen.

Kunsten er at vælge et skisportssted der passer til ens behov.

Hvis familien skal afsted for første gang, har man måske mere brug for et børnevenligt område med flade bakker og pædagogiske skilærere end for snesevis af røde og sorte pister, hvor man kan konkurrere i disciplinerne styrtløb og speedskiing.

Er man ung og erfaren med brædder under fødderne, er det måske kombinationen af godt skiløb og vildt natteliv, man er på jagt efter.

I Jyllands-Postens store skiguide, der udkommer sammen med avisen lørdag den 4. september vil vi - med læsernes hjælp - bringe en guide til de bedste skisportssteder i Europa indenfor fire katagorier:

Hvor finder man det bedste og mest varierede skiløb?

Hvor rejser man hen, hvis man foretrækker et charmerende sted med flot natur og hyggelige byer?

Hvilke skiområder tilbyder de bedste muligheder for børnefamilierne?

Og hvor er der mest gang i afterski og natteliv?

Det er fire spørgsmål, vi gerne vil have Deres hjælp til at besvare.

I skemaet herunder bringer vi en liste over 50 af de mest populære skisportssteder i Norden og i Alperne.

Vi beder Dem ganske enkelt give karakter til de steder, De har besøgt indenfor de seneste par år.

Karakterskalaen går fra 1 til 5, hvor 1 er dårligt og 5 er meget godt.

Sæt venligst kryds i den rubrik, der bedst udtrykker Deres bedømmelse af det pågældende sted.

Vi er også interesseret i at høre Deres vurdering, selv om de kun har besøgt et enkelt sted. JP