Vejen tilbage

Der er noget særligt ved at bo på motel.

Ordet er en fiks kombination af motor og hotel, på én gang noget flygtigt og noget trygt. Man betaler i receptionen, får en nøgle, parkerer bilen foran døren, tager sin kuffet, låser op , tænder for fjernsynet og smider sig på sengen.

Herefter kan man leve, dø, elske, sove, spise eller hvad man nu føler for, ingen bekymrer sig, ingen blander sig. Så praktisk anonymt kan livet være.

På moteller træder jeg pr. automatik ind på rollelisten i én af de 10.000 amerikanske film, der åbenbart nonstop vises på underbevidsthedens store lærred. Jeg kigger mig om efter en flaske Four Roses og lytter efter det obligatoriske ægteskabelige skænderi i naboværelset, som ifølge drejebogen altid bør tone ud i et støjende forsonings-knald akkompagneret af Hank Williams i radioen.

Men hører jeg ikke stilethæle på flisegangen? Er det mon Sharon Stone, Debra Winger eller Sigourney Wever, som jeg i aften skal elske til døde, mens farve-fjernsynet gentager de amerikanske bombninger af Bagdad? Og vil deres jaloux ægtemænd mon udspionere motellet fra en Ford Thunderbird, en Chevrolet Bel Air eller en Buick Skylark?

Jeg kigger ud under gardinet.

På parkeringspladsen holder kun min 32 år gamle Volvo.

Og så er det begyndt at småregne. Trafikken ude på hovedvej A1 er aftaget, kan jeg høre. Filmen er knækket, og jeg kan lige så godt vænne mig til, at jeg befinder mig i Albertslund, midtvejs mellem København og Roskilde, i værelse 22 på Wittrup Motel, hvor naboerne til begge sider tydeligvis er svenske montører fra Øresundsforbindelsen, der forsøger at dulme savnet af deres hjemlands birkeskove og myggesværme med Guld Tuborg og blondine-vitser.

Her er dejligt at være.

Wittrup Motel er nemlig ét af de få overnatningssteder i Danmark, hvor man kan ligge i sengen og samtidig have øjenkontakt med sin bil. Jeg stabler en pude mere i ryggen og blinker til min gamle P 1800 S. Den kvitterer med sit berømte ulvesmil. Jeg tror, at den kan mærke, at vi endelig sover et sted, hvor biler er velkomne.

Ved åbningen i 1955 var Wittrup Motel en sensation. Det havde drive-in-reception, amerikanske hejse-vinduer, snackbar, icecream-shop, jukebox og servicestation. Og som noget helt afsindigt moderne var hvert værelse udstyret med et elektrisk vækkeur.

Servicestation! Tidligere sagde danskere blot benzintank, og det er lidt sjovt at tænke på, at udtrykket servicestation først for alvor slog igennem i 1960erne, da enhver form for service forsvandt, og bilisterne pludselig selv skulle tanke op, vaske forruden og kontrollere lufttrykket. Men sådan var det også med bagerne, der først begyndte at kalde sig håndværksbagere, da de gik over til færdigblandet melmix.

En asfalteret rygrad

Der er ved at blive stille ude på Roskildevej. På moderne vejkort hedder den sekundærrute 156, og det er efter min mening en fornærmelse mod en legendarisk vejstrækning, der ikke blot har givet navn til et stykke smørrebrød, men i over 200 år har været en vigtig del af Danmarks asfalterede rygrad, hovedvej A1.

Det navn har strækningen mellem Esbjerg og København båret siden midten af 30erne, og vejens 276 kilometer asfalt var for mange danskere indbegrebet af bilrejse mellem landsdelene . Hovedvej A1 var danskernes Highway 66. Det var den, man sagde farvel på. Det var den, man flyttede hjemmefra ad. Det var den, man kom tilbage ad.

For københavnere var hovedvej A1 porten til det, som de samlende kaldte provinsen, og dermed synonym for den tilbagestående, landlige idyl, deres forældre engang havde forladt. I dag er der stadig ældre københavnere, der ikke kan køre mod vest forbi Damhussøen uden at fornemme lugten af kolort.

Omvendt var A1 for jyder og fynboer vejen, der i østlig retning krævede pænt tøj og en nyvasket bil. For hovedvejen endte jo i København, gjorde den, og lige meget om man var medlem af Rotary i Ringkøbing eller formand for Bogense Litteraturkreds, så voksede mindreværdsfølelsen proportionalt med kilometertælleren.

Hovedvej A1 lod ingen uberørte.

Og sådan er det stadig. Bilister med hang til nostalgi skal i dag være udstyret med usædvanlig gode kort for at følge A1. Og det vil sige gamle kort, for eksempel Geodætisk Instituts lille, smarte blå kortbog 1:200.000 fra 1958, hvor vejen er markeret med store, røde ét-taller.

Men tro alligevel ikke, at en sentimental journey ad A1 er den rene promenadekørsel. Da jeg i morges kastede los fra Englands-kajen i Esbjerg og satte kursen mod øst, gik der faktisk ikke mere end fem minutter, før Volvo'en og jeg var havnet i et farthelvede blandt sælgere og marketingkonsulenter i Mazda og Toyota på den nyåbnede motorvej E20. Navnet lyder som et giftigt tilsætningsmiddel, så ved Korskrobanen lykkedes det os heldigvis at dreje af og finde den gamle hovedvej, der nu hedder sekundærrute 191.

Stilheden på A1 er ren zen. For ikke ret mange måneder siden var det én af Danmarks mest trafikerede veje. Denne formiddag er der langt mellem bilerne. Jeg ruller vinduet ned, nyder solskinnet, motorens brummen og det smukt svungne landskab med blomstrende syrener og guldregn. Er det virkelig den gamle A1? Hvor er alle de mindesmærker for faldne i 1. verdenskrig pludselig kommet fra? Og alle genforenings-monumenterne? Lidt øst for Holsted bliver jeg nødt til at holde ind og se på kortet. Jo, den er god nok. Jeg har kørt her mange hundrede gange før, men det har altid været med blikket låst fast til den foran kørendes kofanger.

På den gamle A1 findes ingen skilte, der guider bilisten ind på områdets kraftige FM-frekvenser. Under den famlende søgen på bilradioens skala ender A1-bilisten uundgåeligt på én af de lokalradioer, som Danmark gudskelov er så rig på. Så mens jeg stille cruiser mod Vejen efter en Opel Kadett med en afsyret kommode på traileren, lytter jeg til en advarsel om tre bortløbne kvier ved Bramminge afvekslende med et interessant telefonprogram, hvori en sønderjysk kvinde efterlyser en dejkrog til en ældre Ballerup-husholdningsmaskine.

Livet er stort, tænker jeg og aktiverer overgearet.

Fransk hjælp

Æren for Hovedvej A1 og alt, hvad den førte med sig, tilskrives normalt den enevældige Frederik V (1723-1766), men da kongen var temmelig drikfældig og normalt fandt nøgne kvindekroppe langt mere interessante end jyske og sjællandske vejkurver, er det nok mere fair at udnævne overhofmarskal A.G. Moltke til de danske hovedvejes fader.

Inden Frederik V's tid sorterede landets vejnet under lensmændene, der med større eller mindre ildhu udkommanderede vrangvillige bønder til vedligholdelsen. Resultatet var selvfølgelig derefter: nogle veje endte blindt, andre løb i sløjfer, og selv de større veje var så hullede, at en rejse i dagvogn fra Vestjylland til København mageligt kunne strække sig over en uge eller mere.

I 1763 blev geheimeråd C.F. Rosenkrantz ansat som direktør for det nye vejanlæg, og allerede året efter indforskrev han franske ingeniører, der blev regnet for Europas bedste vejbyggere. Først blev der bygget en vej fra København til Fredensborg - kongen skulle jo gerne ubesværet havde adgang til sit lystslot - men i perioden 1770 til 1773 byggede man for 134.000 Rigsdaler den langt mere savnede vej mellem Roskilde og Damhuskroen.

A1 havde set sin begyndelse. Da franskmændene i 1775 rejste hjem, blev det danske vejbyggeri et militært anliggende, og i 1834 endte hovedvejene officielt hos Ingeniørkorpset. Ved krigsudbrudet i 1864 var de 18 hovedveje nogenlunde på plads, som vi har kendt dem op igennem vort århundrede, men først med åbningen af Lillebæltsbroen i 1935 kom der gang i en gryende privatbilisme.

At se på trafikken

Sekundærrute 160 er den vestlige opkørsel til Lillebæltsbroen ved Snoghøj, og den er min private Boulevard Of Broken Dreams. Derinde til venstre lå engang en hvid Esso-benzintank, og på græsarealet ud mod A1 parkerede min familie på lune sommeraftener ofte den blå Ford Zephyr Six for at spise ved et lille sammenklappeligt campingbord. Det var selvfølgelig af kuffert-typen, der kunne rumme fire stribede stole. Og smørrebrødet blev selvfølgelig opbevaret i en lille aflang madkasse med læderhank og fire plasticbakker.

Sammen med mange andre familier sad vi og så på trafikken - en fritidsbeskæftigelse, der af uforklarlige grunde gik af mode i slutningen af 60erne. Alle sad tæt op ad deres biler. Dels for at høre Pressens Radioavis fra højttaleren i bagagerummet, dels for at forbipasserende ikke skulle tro, at man var på cykel.

På plænen stod en flagstang med et grønt flag. Hvis der var sket en dødsulykke et sted på A1, blev det hejst et sort flag. Så kunne stemningen godt være lidt trykket på rastepladsen.

Jeg skrev bilnumre op. Det gjorde alle raske drenge dengang. SA-bilister var fra Thy og kørte med blød hat, AA var nogle Københavner-snuder, mens OH kom fra Svendborg, og dem skulle man passe på i trafikken, sagde min far.

En aften kom der en amerikansk indregistreret mintgrøn Studebaker Commander Sedan med en neger ved rattet. Jeg blev så overrasket, at jeg glemte at se på nummerpladen. I al hemmelighed håbede jeg selvfølgelig en aften at være heldig at notere bilnummeret på en flygtende dobbeltmorder og dermed give politiet det afgørende spor, så jeg kunne få mit billede i avisen og blive populær i klassen. Skal jeg være ærlig, har jeg ikke helt opgivet håbet.

Esso-stationen var ikke noget kedeligt sted at vokse op. Lillebæltsbroen var hovedvejs A1's flaskehals, der i 60erne blev passeret af op mod 20.000 biler i døgnet - det er dobbelt så mange, som efter prognoserne vil køre over den nye Storebæltsbro.

Min første bil

Med besvær river jeg mig løs fra dette minderige sted og kører over Broen, som den blev omtalt indtil 1979, da den nye hængebro skabte forvirring. I Kineserlandsbyen modstår jeg fristelsen til at dreje ind til grillbaren, der er ét af de få steder i landet, hvor man kan få rødkål på sin hotdog. Det er på en måde en festdag, så i stedet svinger jeg til venstre, hvor jeg husker Karoline-cafeteriats Stjerneskud som fastfood på højt kulinarisk niveau.

Sådan er det heldigvis stadig.

På vej over Fyn hedder A1 selvfølgelig Store Landevej, og halvvejs i Odense kan jeg pludselig genkende nogle bygninger. Jeg er i Gribsvad, og det var præcis her på hovedvej A1, at jeg fik min første bil. Der var tale om en håndbygget cabriolet årgang 1952 med to pedaler, direkte tandhjulsstyring og et traktorsæde. Bilen var fremstillet af gamle stålplader og fladjern af den foretagsomme smedemester i Gribsvad.

Som andre bilforhandlere af det bredslipsede format anbragte smeden sine pedalbiler i en iøjnefaldende parade ud mod A1, og utallige var de søndagsture, hvor jeg desperat strakte hals for at nyde synet af disse fantastiske køretøjer.

En dag standsede min far overraskende vores gamle højrestyrede Morris og sagde, at nu måtte jeg selv vælge, hvilken farve jeg ville have. Det skulle være den blå, afgjorde jeg. Bilen blev spændt på Morris'ens tagbagagebærer, og mine forældre havde svært ved at overbevise mig om, at jeg nok ikke skulle sidde oppe i min nyerhvervelse under hjemturen.

Gamle i vejkanten

Der er så meget, man kan interessere sig for på A1.

For eksempel benzintank-arkitektur. Der blev bygget flot og dristigt i 50erne, og netop benzintankene fik ofte et futuristisk anstrøg for at antyde det fremskridt, som de var et resultat af. Over Shell benzin-standere var der ofte et halvtag udformet som en muslingeskal. Andre steder var halvtaget et bølgende, hvidt hav, mens Esso-stationer nogle steder fremstod som små funkis-mesterværker.

I dag kan man stadig spotte næsten udviskede spor af privatbilismens første monumenter. Ikke som servicestationer, dertil er trafikken alt for sparsom, men som brugtvognsforretninger, havecentre, solarier og dynelande.

Men man kan også sidde helt stille i sin bil og glæde sig over alle plejehjemmene, der har fået lov til at blive liggende helt ud til A1 , hvor der stadig er meget at se på for mænd. I Osted sydvest for Roskilde standser jeg således og beundrer De gamles hjem. Ikke blot har man turdet beholde det traditionsrige navn og dermed undgå alt det puttenuttede med Solskrænten, Bakkely og Bøgeskjul, næh, en venlig plejer har oven i købet kunnet afse tid til at skubbe to mandlige beboere ud til den gamle hovedvej, hvor de med plaiderne godt trukket op om de sammenfaldne brystkasser sidder og betragter trafikken.

Måske sidder de og småskændes om, hvorvidt en Opel Kaptajn 1959 virkelig havde cigartænder på bagsædet? Eller måske har én af dem for 117. gang fremsat den påstand, at der i 60erne kun krævedes motorcykelkørekort til en Heinkel-kabinescooter?

Sådan vil jeg også blive en gammel mand, beslutter jeg mig for og sætter Volvo'en i gear. Og hvis plejehjemmene så kunne udskifte nogle af keramik-drejeskiverne og skaftevævene med velfungerende fadølsanlæg og billardborde af internationale mål, vil der måske alligevel blive noget ved det hele. Og er en enkelt smøregrav nede i terapien for meget forlangt?

Motel-døden

På Wittrup Motel i Albertslund er de svenske montører tilsyneladende faldet i søvn udmattet af hjemvé. Ude fra A1 høres kun en japansk motorcykels hysteriske diskant.

Sharon Stone, Debra Winger og Sigourney Weaver kunne åbenbart ikke komme til værelse 22 i aften. Det var måske også det bedste. I USA er motel- døden synonym for mindaldrende mænds hjerteinfarkt under samleje med yngre kvinder, der ikke er deres hustruer. Men endnu værre: filmstjernernes ægtemænd kunne få mistanke og i desperation begynde at slå løs på min bil med baseballkøller.

Og egentlig er det helt trygt at døse hen på A1 i bevidstheden om, at jeg fra mandag morgen vil kunne stå op, pakke min kuffert, gå ud ad døren og med moderat hjulspin i perlegruset begynde det tilbagelænede cruise ad E20 over Storebæltsbroen.

Men A1 ligger der stadig. Den er besværet værd. Og drengene i Osted vil være på plads.