Rejsetips
PARIS:
Fotografiet er for alvor ved at trænge sig ind på gallerier og udstillingssteder i Marais-kvarteret i den franske hovedstad. I samme område finder man det ny-indrettede Maison Européenne de la Photographie i rue de Fourcy og det gamle, smukke palads Hotel de Sully, som er blevet centrum for fotoudstillinger. Til og med januar vises her en Raymond Voinquel-serie af meget specielle billeder af berømte filmfolk og skuespillere.
Fotokunsten er også repræsenteret på en af efterårets mere pikante pariser-udstillinger, Amour, på Foundation Cartier i Blvd Raspail. Her er kærligheden og erotikken skildret i malerier, tegninger, fotografier, skulpturer og moderne videokunst.
MADRID: Efter ni års ombygning og restaurering til en samlet pris af knap 1 mia. danske kroner er Madrids berømte operahus, Teatro Real, netop genåbnet. Den svulstige udsmykning fra 1850 er sat i stand og suppleret med en moderne akustik og en del avanceret scene-teknologi.
De kommende måneders åbningsprogram byder blandt andet på klassikere som Turandot, Porgy og Bess og Figaros Bryllup med Placido Domingo, José Carreras og andre af operaens topnavne.
Madrid har også fået en af Europas største computercaféer med tilhørende restaurant, der har specialiseret sig i det traditionelle spanske køkken.
ASIEN: Sydøstasiatiske lande som Thailand, Malaysia og Indonesien har oplevet et kraftigt boom i besøgstallet fra Danmark gennem de senere år, og når ellers røgen har lagt sig efter de store skovbrande, kommer der måske yderligere fart i turiststrømmen.
Det er i hvert fald blevet en hel del billigere at bo, spise og rejse i de tre lande gennem det seneste par måneder. Uroen på valutamarkedet har fået kursen på en thailandsk bhat til at falde fra 26 til 17 øre. En indonesisk rupia er i samme periode faldet fra 27 til 18 øre, mens en malaysisk ringit nu koster 2,09 kr. mod 2,60 kr. i begyndelsen af juni.
BRUXELLES: Besøg til timepris er den store nyhed på museet Album, der har Bruxelles' og Belgiens historie som tema. I stedet for at købe en billet ved indgangen betaler man nu ved udgangen, og prisen afhænger af, hvor lang tid man har brugt på besøget. Et kvarter bliver takseret til 50 francs, mens max-prisen er 200 francs for et besøg af ubegrænset varighed.
Ganske listigt udstyres alle besøgende med en stol, så de fristes til at bruge rigtig lang tid foran hver enkelt genstand.
En anden belgisk by, Brugge, gør sig klar til den store årlige kunst-og antikvitetsmesse, der finder sted fra 1. til 11. november. Her kommer samlere og opkøbere fra hele Europa for at se på malerier, møbler, smykker og gobeliner mv.
LÜBECK: Det traditionsrige julemarked i den historiske bykerne i Lübeck tiltrækker normalt en del bus-turister fra Danmark. Også i år bliver kunsthåndværkernes marked med 180 deltagere i det middelalderlige Heiligen-Geist-Hospital en af hovedattraktionerne. I gaderne omkring Rådhuset og på Rådhuspladsen kan man købe alt fra legetøj og julepynt til Glühwein og Bratwürste. Og på pladsen bag Marienkirche er der eventyrmarked for børnene.
Lübecks julemarked har været holdt hvert år siden 1648. I år åbner de første aktiviteter den 24. november.
LONDON: Det er i bogstaveligste forstand blevet in at spise ude i London, der bryster sig af at have lunere vejr i en længere periode end Danmark. Langs Themsen på begge sider af vartegnet Tower Bridge er der i den senere tid åbnet en række restauranter med speciale i god mad og udendørs servering.
Check dog for en sikkerheds skyld vejrudsigten hvis De i den kommende tid har planer om at følge trenden og tage plads på den overdækkede terrasse på Le Pont de la Tour, på den middelhavs-inspirerede Cantina del Ponte eller på Butler's Wharf Chop House med det moderne britiske køkken.