Anderledes ferie i Albanien

De fleste turister jagter paradiset med de lækre sandstrande, de lave priser og alle former for moderne komfort - men uden alle de andre turister.

Normalt en uopnåelig drøm.

Men lige nu kan drømmen faktisk realiseres i Europas måske mest ukendte land, Albanien. Indtil for få år siden et hermetisk lukket kommunistisk diktatur, hvor udlændinge var alt andet end velkomne, men i dag et åbent land med nogenlunde ordnede forhold og ekstremt lave priser.

Jyllands-Postens udsendte medarbejder har besøgt Albanien i egen bil og kan berette om et spændende land fyldt med glade mennesker, masser af børn, hullede veje, æselkærrer og en rivende udvikling.

Denne sommer har bl.a. Kroatien været det helt store hit blandt de danske turister. Tusindvis er valfartet til landet ved det smukke Adriaterhav. Men mange er løbet ind i lange køer for at komme ind og se flotte, gamle bygninger, mens strandene har været overfyldte og i øvrigt mange steder kun består af klipper og sten.

Hvis man i stedet rejser bare lidt længere mod syd, kommer man til det forjættede land, som ingen andre vesterlændinge endnu har fået øjnene op for.

Vi har bl.a. besøgt Albaniens svar på Cote d'Azur - badebyen Dürres knap 40 kilometer fra hovedstaden Tirana.

Her fandt vi det dejligste hotel helt nede i strandkanten, hvor vi lejede et stort dobbeltværelse med udsigt over Adriaterhavet og den brede sandstrand lige uden for vinduerne. Pris: 185 kr. inklusiv lækker morgenmad.

Allerede når man kører over grænsen til Albanien, får man fornemmelsen af et land, der i årtier har været glemt, mens resten af Europa har udviklet sig. Overalt i grænseområderne er der oversået med bunkers indrettet til skarpskytter, der skulle forhindre de frygtede udlændinge i at trænge ind i den kommunistiske mønsterstat. Et stærkt minde om Den Kolde Krig og den mistro og frygt, der prægede hele Europa indtil for blot 15 år siden.

I dag foregår grænsepassagen ganske ukompliceret.

Men så kan man ellers godt spænde sikkerhedsselen og tænde for digitalkameraet. Første interessante oplevelse er de albanske landeveje. Vejene i dette land, der er på størrelse med to tredjedele af Danmark, er ekstremt hullede. Ja, ofte fylder hullerne mere end de få stykker med regulær asfalt. Det hindrer imidlertid ikke albanerne i at køre særdeles frisk til. Nogen vil nok betegne kørslen som på grænsen til det vanvittige.

Turen fra grænsen mod Makedonien til hovedstaden Tirana er en helt særlig oplevelse. Her er vejarbejde på en vej, der nærmest ikke eksisterer. Vi kørte alt hvad bil og passagerer kunne holde til - og skød vel omkring 10 km/t - men blev overhalet af alt og alle. Store lastbiler, busser, varevogne og albanernes foretrukne køretøj, store nye Mercedesbiler, overhalede uafbrudt i anden eller tredje position.

Efter et par timers kørsel og støv, røg og møg, kom vi til en større by, og endelig blev vejen lidt bedre. I byen Elbasan blev vi mødt af et gigantisk fabriksanlæg. Fabrikken, der fylder det meste af byen, står nu grimt og forfaldent som et billede på en tid, der ikke er mere.

Vejen videre mod Tirana var en totalt anderledes oplevelse. Fra Elbasan gik turen op gennem de smukkeste og vildeste bjerge, man kan forestille sig. Udsigten var helt unik. Vejen fortsatte bare op og op. Vi kørte nærmest på en knivsæg med flere hundrede meters næsten lodret fald til begge sider, naturligvis uden nogen form for autoværn. Den dramatiske køretur fik dog ikke albanerne til at sætte farten ned, snarere tværtimod, for her var ikke ret mange huller i vejen.

To timer senere - og en udfordrende bjergkøretur rigere - ankom vi til Tirana.

Tirana

Albaniens hovedstad Tirana minder mest om en forvokset landsby fyldt med alt for mange biler, hullede veje og masser af støv. Et sted var elledningerne faldet ned over vejen, så trafikken var gået helt i stå. Et andet sted var hullerne i vejen så enorme, at bilerne måtte køre siksak ud og ind mellem fodgængerne ude i vejkanten.

Da skiltningen i Albanien heller ikke ligefrem er oppe på vestligt niveau, kørte vi forkert inde midt i Tirana. I et lyskryds spurgte vi to fyre i en varevogn om vej. De råbte til os, at de skulle samme vej og bad os blot følge efter. Det gjorde vi så, og blev på den måde ledt nogenlunde let og smertefrit gennem den kogende heksekedel. Efter knap 40 kilometer var vi fremme ved badebyen Dürres og sagde pænt tak til vores vejvisere.

Generelt er albanerne søde og venlige, men desværre er det meget få, der kan tale andet end albansk, så man er ofte nødt til at begå sig med fingersprog og enkelte tillærte gloser.

Dürres er en hektisk badeby, som masser af albanere rejser til for at holde ferie. Da vi ankom, gik vi blot ind på et hotel nede i strandkanten for at spørge efter et værelse. I tredje forsøg fandt vi det, vi søgte: Et lækkert hotel i strandkanten til meget få penge.

Stranden

Det er sjældent man finder en mere lækker sandstrand end den 50-100 meter brede sandstrand, der bugter sig syd for Dürres. Kilometer efter kilometer bliver man mødt af den flotteste sandstrand med gode badeforhold og sandbund langt ud fra kysten. Der ligger ganske vist et gammelt skibsvrag hist og her, men de virker mere som en del af en eksotiske kulisse end som de bunker af gammelt, rustent affald, de reelt er.

Det er tydeligt, at albanerne ikke er vant til vestlige turister. Her er ingen forsøg på at sælge os souvenirs og lignende - kun venlige mennesker.

Næste morgen gik vi en tre timers tur hen ad stranden og beundrede det pulserende liv. Her var ikke en eneste vestlig turist, men derimod masser af glade albanere og tonsvis af børn. Albanien er sammen med USA det eneste såkaldt vestlige land, hvor kvinderne føder så mange børn, at befolkningen kan reproducere sig selv. Og man skal ikke være lang tid i landet, før man finder ud af, at albanerne ikke bare får mange børn, de holder også meget af dem. Man bliver i helt godt humør af at se, hvordan de tager sig af deres unger, leger med dem, spiller bold, bader, svømmer o.s.v.

En tur hen ad stranden giver også et kig ind i en helt anden verden.

Midt på stranden mødte vi en fyr med en stor brun bjørn i snor, en af de berygtede dansebjørne, som dyreværnsorganisationerne forsøger at få forbudt i hele verden. Bjørnen så dog ikke ud til at lide stor overlast, den trippede blot bagefter sin herre.

Normalt er vi vant til, at man skal ud og vade flere kilometer, når man er på strandtur og får lyst til en is eller kold sodavand. Sådan er det ikke i Albanien. Her kommer ismanden rundt på stranden på sin cykel og serverer is, kolde sodavand eller andre lækkerier til stort set ingen penge.

Et sted var der sat et fodboldspil op i strandkanten, hvor en stor flok drenge morede sig højlydt.

Dürres by

Badebyen Dürres' historie går langt tilbage. Dels har byen i århundreder været Albaniens livline udadtil i form af landets største og vigtigste havn, dels har byen i årevis været befolkningens åndehul i form af et badeparadis for de 3,5 millioner indbyggere i det lille hårdt plagede land, der i så mange år har været isoleret fra resten af verden.

I dag er især den gamle bydel interessant. Her finder man den byzantinske bymur fra det 6. Århundrede, ligesom der midt inde i byen ligger et gammel romersk amfiteater bygget mellem det 1. og 2. århundrede.

Især bymuren er imponerende. I dag kører bilerne ind gennem muren, og et sted går der sågar en hullet vej ovenpå muren.

Byens strandpromenade er også berømt. Egentlig består den bare af nogle hundrede meter betonvej, men når solen går ned, myldrer albanerne frem og promenerer langs med havnefronten, ligesom der kommer liv i det lille tivoli med radiobiler og karrusel. Dürres er også fyldt med masser af små hyggelige restauranter og cafeer, hvor man blot kan undre sig over, hvor de får kunderne fra.

Landet

Albanien er fortsat et af Europas fattigste lande - om ikke det fattigste. Man træffer stadig hestevogne og æselkærrer ude på vejene. Men det er også et land i en rivende udvikling. I dag skyder nye hoteller, huse, restauranter og forretninger op overalt med samme fart som diktatoren Hoxhas bunkers poppede frem under årene med kommunistisk styre.

Alle albanere vil i dag have deres eget hus og deres egen lille vingård - og er i fuld gang med at få det.

Til gengæld er der problemer med alt det, det offentlige skal tage sig af - veje, byplanlægning, affald og lignende. Vejene i Albanien er et stort kaos, mens byplanlægning synes at være ikke eksisterende. I hvert fald opføres der mange steder alt for mange hoteller, så man bl.a. er i færd med at ødelægge én af Europas måske bedste sandstrande ved at overplastre den med store hoteller. Og affald er, ligesom i mange andre underudviklede lande, et voksende problem. Affaldet bliver nok fjernet, men ofte går der lidt for lang tid, så man nogle gange møder den ubehagelige lugt af gammelt affald, ligesom albanerne indimellem blot sætter en tændstik til affaldet i vejkanten eller omme bag ved hotellet.

En biltur op gennem det nordlige Albanien er utrolig spændende. De få rejsebøger, der er skrevet om Albanien, fortæller, at det nordligste Albanien er det eneste område, man bør holde sig fra som turist.

Vi havde dog ingen dårlige oplevelser.

Men turen fra Tirana og nordpå er en rejse gennem et mystisk landskab. Turen går adskillige kilometer gennem et område, hvor det er helt tydeligt, at banditter og slyngler har haft temmelig stor indflydelse. Flere huse ligger øde og forladte - fyldt med skudhuller - og det er næppe sådan et sted, man ønsker at køre i stykker med sin bil.

Måske derfor bliver man en smule lettet, når man passerer grænsen mod Serbien , der trods alt er et land med noget mere styr på tingene.

lars.from@jp.dk