En fotografisk hukommelse

Nogle mennesker har en særlig evne til at erindre et synsindtryk så klart, at det står næsten lige så tydeligt for det "indre øje", som hvis de så et lysbillede. Psykologer taler om en eidetisk hukommelse. En person med eidetisk hukommelse kan "affotografere" et synsindtryk inde i hovedet og så senere se på det næsten som et fotografi, der er ligeså klart og skarpt som det oprindelige synsindtryk.

Forskerne har diskuteret meget, om eidetisk hukommelse er en helt speciel evne, som man enten har eller ikke har - eller om der blot er tale om en særlig god evne til at se noget for sit indre øje, en evne vi jo alle har mere eller mindre. Men for de af os, der ikke har en eidetisk hukommelse, er det, vi kan se for vort indre øje, som regel en temmelig svag og uklar gengivelse, der slet ikke opleves som at se på et lysbillede.

Derfor hælder de fleste forskere til den antagelse, at de sjældne mennesker, der har eidetisk hukommelse, har en hukommelse, der er anderledes og ikke blot bedre end de fleste menneskers.

Specielle prøver

Men hvordan kan man nu bevise, at nogen har en eidetisk hukommelse. Vi kan jo ikke sådan se hinandens hukommelsesbilleder. Det kan jo være, at nogen bare hævder at have særlige tydelige hukommelsesbilleder, uden at de i virkeligheden er bedre end de fleste andres.

For at undersøge dette spørgsmål - eller med andre ord: for at afgøre, hvem der virkelig har eidetisk eller fotografisk hukommelse - har psykologer tilrettelagt specielle prøver.

Den simpleste prøve er selvfølgelig at lade nogle forsøgspersoner iagttage et stort og indholdsrigt billede i f.eks. 5 minutter. Senere beder man så forsøgspersonerne om at genkalde sig dette billede i erindringen. Og hvis nu en af forsøgspersonerne har eidetisk hukommelse, så skulle han jo kunne beskrive billedet lige så nøje, som hvis han så det i virkeligheden. Og det er netop det, en person med eidetisk hukommelse kan.

En forsker bad nogle børn på 10-12 år om at se på et billede, hvor der bl.a. var ti fjerprydede indianere. Da man senere bad børnene om at genkalde sig billedet, viste det sig, at de børn, der havde eidetisk hukommelse, kunne tælle fjerene på hovedet af hver eneste af de ti indianere. Så når disse børn med eidetisk hukommelse hævder, at de kunne se deres hukommelsesbilleder næsten lige så klart som et lysbillede, så er der altså noget, der tyder på, at det virkelig passer.

Snedigt eksperiment

Et endnu mere sikkert bevis for eidetisk hukommelse er et nyt og ganske snedigt eksperiment.

I dette eksperiment tog man først et stort, lidt utydeligt, fotografi af et ansigt. Derefter klippede man fotografiet i mange stumper og delte disse stumper i to bunker, der blev lagt på plads på hver sin plade lige som et puslespil, hvor der altså på hver plade manglede halvdelen af brikkerne. Det oprindelige billede var så tilpas uskarpt, at ingen kunne se på halvdelen af brikkerne, hvad hele billedet havde forestillet. Derefter lod man nogle forsøgspersoner, hvoraf halvdelen havde eidetisk hukommelse, se på den ene plade i nogle minutter. Og en halv time senere bad man forsøgspersonerne om et fremkalde et hukommelsesbillede af den første plade, samtidig med at de betragtede den anden plade med den anden halvdel af fotografi-stumperne.

De, der ikke havde eidetisk hukommelse, fik ikke nogen mening ud af disse stumper, men de, der havde eidetisk hukommelse, så nu helt tydeligt det samlede billede og kunne give en nøjagtig beskrivelse af det ansigt, det forestillede.

Især hos børn

Eidetisk hukommelse findes især hos børn i 8-12 års alderen og forsvinder ofte omkring 14-års alderen, men nogle få bevarer evnen til eidetisk hukommelse ind i den voksne alder.

En tysk forsker hævdede for nogle år siden, at de børn, der gik i skoler, som lagde særlig megen vægt på boglig viden, hurtigt mistede evnen til eidetisk hukommelse. Denne iagttagelse svarer godt til resultatet af et nyere eksperiment med kun én eidetisk forsøgsperson. Denne forsøgsperson skulle huske en række billeder, man tidligere havde vist ham. Halvdelen af disse billeder skulle han under iagttagelsen beskrive og forklare ved hjælp af ord, og den anden halvdel skulle han bare se på.

Det viste sig, at han ikke kunne fremkalde et eidetisk hukommelsesbillede af de billeder, han havde beskrevet med ord. Det var, som om den sproglige behandling af billedet havde svækket det umiddelbare synsindtryk og åbenbart gjort det sværere at huske selve billedet. Til gengæld kunne han udmærket huske sin egen beskrivelse af billedet, hvilket tyder på, at de billeder, der blev beskrevet med ord, blev husket i en anden slags hukommelse - en hukommelse der ikke virker som en fotografisk gengivelse, men som benytter en sproglig gengivelse.

Led i udviklingen

Det er den slags erfaringer, der har givet anledning til den mest udbredte teori om eidetisk hukommelse. Teorien går ud på, at eidetisk hukommelse er en hukommelsesform, der er opstået tidligere i arternes udvikling, og som vi formodentlig deler med de højerestående dyr. Denne fotografiske hukommelse er særlig egnet til at finde rundt i forskellige landskaber, hvor det er vigtigt at kunne genkende bestemte steder, man har været. Men med udviklingen af det menneskelige sprog opstod der, ifølge teorien, en ny slags hukommelse, hvor vi oplagrer det, vi har sat ord på. Dette skulle ifølge teorien tjene til at at gøre det lettere for os at tænke over vore erfaringer ved hjælp af sproglige processer.

Ud fra denne teori kunne man så måske vente, at folk med en eidetisk hukommelse ligefrem var mindre intelligente - i hvert fald på det sproglige område - end andre, siden de bruger en formodentlig mere simpel form for hukommelse. Men undersøgelser har vist, at eidetikere ikke gennemsnitligt har lavere - eller højere - intelligens end andre mennesker, så eidetikere har simpelthen fået den gave, at de ud over deres normale sproglige hukommelse har fået mulighed for i særlig grad at bruge en ældre fotografisk hukommelse i højere grad end andre mennesker.