»Jeg kan lide at gøre livet mere besværligt, end det behøver at være«
Den norske forfatter Erling Kagges seneste bog handler om Nordpolen og eventyrlyst. Her fortæller han om taknemmelighed og irrationelle drømme.
Erling Kagge er kun iklædt en tynd fleecejakke og ser ikke ud til at fryse det mindste, selvom det er hundekoldt. Han er en høj, slank mand på 62 år med et blik, der både er stålsat og intenst nysgerrigt. Hans smil er diskret, hans latter smittende. Et par bøger stikker ud af lommen på fleecejakken.
Intet indikerer umiddelbart, at der er tale om en mangemillionær, som har været på vildere eventyr og ekspeditioner end næsten alle andre.