»Det er underholdende tv, men som deltager er man under konstant mentalt pres«

Rand Jamal og Mohammed Osman havde ikke rejst meget mere end til deres familiers respektive hjemlande, da de blev udvalgt som deltagere i TV 2-programmet ”Først til verdens ende”. Uden telefoner eller kreditkort stod de pludselig og kiggede ud over Grand Canyon, hvor deres livs rejse skulle begynde.

Barndomsvennerne fra Roskilde havde aldrig set rejseprogrammet, da en af deres venner tippede dem om, at TV 2 søgte deltagere. Alligevel sendte de straks en video til programmet, der hvert år modtager flere tusind af slagsen fra eventyrlystne danskere.

»Personlig udvikling er vigtig for os begge, så det kunne være en perfekt udfordring. Men vi ved også, at vi med vores baggrund ofte skal gøre langt mere end andre for at opnå noget. Derfor gjorde vi os umage med en video, der kombinerede vores personlighed, hverdag, dynamik og humor. Og det kunne TV 2 åbenbart godt lide,« siger Mohammed Osman.

For selv om de begge er født og opvokset i Danmark, har de mellemøstlige rødder - Mohammed Osman i Palæstina og Libanon, og Rand Jamal i Kurdistan, hvilket har betydet, at vennerne hidtil ikke havde set meget af verden.

»Sommerferierne gik altid med at besøge vores familier, som vi selvfølgelig prioriterer højt, og ellers har vi kun været på en charterferie eller to. Derfor havde vi begge en trang til at drage ud i verden på andet end en badeferie,« fortæller 28-årige Rand Jamal, der er selvstændig frisør i Taastrup.

Panikshopping på Temu

Det skulle vise sig at blive alt andet end en badeferie, da startskuddet lød i Arizona. Her ventede 16.000 km rejse over land gennem USA og Canada, og vennerne havde ingen idé om, hvor målet lå. På bussen mod Las Vegas udpegede en venlig medpassager Key West i Florida på landkortet.

»Vi blev kastet hovedkulds ud på rejsen, men vi har hele tiden haft et mindset, der hed: ”Hvor slemt kan det være?” Sådan klarede vi os igennem mange udfordringer, som for det meste er komplet ude af ens hænder,« fortæller Mohammed Osman, der er 27 år og arbejder som salgs- og marketingkoordinator.

Tre uger inden afrejse gik det op for vennerne, at de hverken havde rygsække eller vandrestøvler. Derfor bestilte de en sen aften to af hver ting på en tvivlsom kinesisk hjemmeside, og da de modtog rygsækkene, var de langt mindre end de 75 L, som var angivet online.

»Det var rimelig kaotisk, men der var ikke så meget at gøre – da vi mødte de andre deltagere i lufthavnen, tænkte vi, at de godt nok havde mange ting med, og omvendt tænkte de, at vi var strategiske med vores mindre oppakning, så vi kunne bevæge os hurtigere,« griner Rand Jamal.

I Københavns Lufthavn fik de i alt 10 deltagere inddraget deres telefoner, til gengæld fik de tildelt en tilrettelægger og en kameramand, der skulle følge dem hele vejen. Og den første åbenbaring ramte hurtigt: Man er helt og aldeles hjælpeløs uden sin telefon.

»Det er vildt at tænke på, hvor meget vi bruger vores telefoner. Vi bøjer os i støvet for dem, der rejste før mobiltelefoner og internet! Hjemmefra havde jeg tænkt, at det ville være mig og Muddi mod verden, men pludselig var vi totalt afhængige af hjælp fra fremmede,« siger Rand Jamal, og Mohammed Osman supplerer:

»Det er jo ren refleks at kigge på sin telefon, så snart man keder sig det mindste. Uden den var vi tvunget til at være sociale, og vi blev ret hurtigt enige om, at vi faktisk slet ikke glædede os til at få telefonen tilbage.«

»At tage telefonen ud af ligningen gjorde, at vi fik mange flere indtryk og talte med alle typer mennesker. Man kunne få enormt gode samtaler ud af at købe en busbillet, og det var noget af det, jeg elskede mest ved rejsen,« siger Rand Jamal.

Kindkys ad libitum

I USA, der som bekendt er et af verdens mest multietniske lande, mødte rejsemakkerne på gult hold dog enkelte gange skepsis, hvis de f.eks. spurgte om hjælp til at finde vej.

»Selvom de fleste amerikanere var søde og hjælpsomme, kunne vi hurtigt konstatere, at der stadig findes fordomme. Men bare fordi din vej ikke er lige så nem som andres, er det ikke ensbetydende med, at du ikke når i mål.«

»Det kunne jeg seriøst ikke have sagt bedre, bror. Det citat må jeg have skrevet ned,« udbryder Mohammed Osman.

Vennerne vænnede sig hurtigt til at blive fulgt af et kamera og have mikrofoner i tøjet. Kameraet var ikke tændt hele tiden, men mikrofonerne blev kun slukket ved sengetid, så tilrettelæggeren kunne fange de vigtige øjeblikke.

»Muddi var lidt presset over kameraerne til at starte med. Jeg har drillet ham meget med, at han kysser mig på kinden flere gange i det første afsnit – det gør han altså ikke til hverdag,« griner Rand Jamal.

»Det var simpelthen ren glæde over at komme i gang med eventyret. I går spillede vi padel med en af vores venner, som også er fra Libanon, og han var enig i, at det var en helt normal måde at udtrykke sig på,« siger Mohammed Osman.

Det er tydeligt at høre på vennernes pingpong, at de har kendt hinanden i over halvdelen af deres liv. Som teenagere i Roskilde spillede de fodbold sammen, senere begyndte de at gå i byen, og for nogle år siden flyttede de begge til Albertslund og boede et par minutter fra hinanden.

»Vi er faktisk ret forskellige, og det blev tydeligt på rejsen, hvor Rand f.eks. har mere gåpåmod, og jeg er lidt mere tilbageholdende. Da vi missede færgen til Canada og mødte en amerikaner på havnen, som tilbød os at overnatte hjemme hos ham, takkede Rand straks ja, og det blev en rigtig god oplevelse,« fortæller Mohammed Osman.

»Jeremy og hans kone åbnede deres hjem for os uden at blinke, og det er en gæstfrihed, man ikke er vant til hjemmefra, hvor alle lever i deres egen boble. Hver eneste dag mødte vi hjælpsomhed, og især canadierne var de sødeste mennesker,« tilføjer Rand Jamal.

Verdens vigtigste fjerdeplads

På den første etape mod Seattle i Washington går det lidt skævt for vennerne, der kommer langt bagud i tidsplanen og beder inderligt til, at de vil nå i mål som nummer fire og dermed lige nøjagtigt blive i konkurrencen og etapen mod den canadiske by Golden.

»Det er underholdende tv, men som deltager er man under konstant mentalt pres. Det er svært at vide, om man træffer den rigtige beslutning, for der er mange tilfældigheder på spil. Det er udelukkende skæbnen og vores sammenhold, der skal få os videre i konkurrencen,« siger Mohammed Osman og fortsætter:

»Vi er begge lidt nogle kontrolfreaks, men det var jo ude af vores hænder, hvordan bustiderne hang sammen, eller om der sejlede en færge om aftenen. Herhjemme er vi så vant til at organisere alting, så det var nok i virkeligheden ret sundt at prøve.«

Da vennerne langt om længe løb ind i lobbyen på hotellet i downtown Seattle, turde de næsten ikke åbne den læderindbundne bog, hvor deltagerne skriver sig ind med dato og tidspunkt. De har en stærk fornemmelse af at ligge bagest i feltet, og det viser sig, at de ligger nummer fire og dermed er videre.

»Der blev altså fældet et par tårer, da vi åbnede den bog,« siger Mohammed Osman, og begge ler højt.

»Vi var virkelig glade for den fjerdeplads. Vi havde taget alt for mange forkerte beslutninger, men vi lærte meget af vores fejl og begyndte at tage tingene lidt mere roligt i stedet for at løbe i hver vores retning.«

»Det var måske det vigtigste øjeblik på rejsen, at vi fik en ekstra chance for at gøre tingene anderledes,« tilføjer Rand Jamal.

En konkurrence om at slippe kontrollen

Efter hjemkomsten på et ubestemt tidspunkt i slutningen af sidste år har der ikke været tid til mange rejser, men vennerne er enige om, at det ikke var deres sidste længere tur.

»Når man har bumlet rundt i et tog 18 timer i streg, er der altså ikke længere nogen distancer, som er til at brokke sig over. Jeg tror, vi begge er blevet bedre til at kaste os ud i ting,« siger Mohammed Osman.

»Ikke for noget, Muddi, men forleden kørte jeg til Stuttgart og tænkte ”hvor slemt kan det være?” Det var altså verdens længste tur, over 10 timer i bil,« udbryder Rand Jamal.

»Ja okay, jeg har jo også fundet ud af, at du har det stramt med at sidde ned så længe, du får hurtigt ondt i røven,« griner Mohammed Osman.

At dømme efter antallet af ansøgninger til ”Først til verdens ende” – i tidligere sæsoner er tallet over 3.000 – drømmer mange danskere om at gøre netop det, Mohammed Osman og Rand Jamal var heldige at blive udvalgt til. Men man skal være gjort af et særligt stof, er de enige i.

»Denne type rejse er ikke for alle, for man skal have ben i næsen og være villig til at slippe kontrollen. Det er en tålmodighedstest, for du kommer frem i det tempo, du nu engang gør, uanset hvor god, dygtig eller klog du ellers er,« lyder det fra Rand Jamal.

»Jeg vil hellere fortryde noget, jeg sprang ud i, end fortryde noget, jeg aldrig nogensinde fik gjort,« afslutter Mohammed Osman.

Hvorvidt gult hold når hele vejen til sydspidsen af Florida og vinder pengepræmien, må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at venskabet kun er blevet stærkere.