Fortsæt til indhold
Rejser

Europas højeste tinder og gletsjere skrumper med utrolig hast

Det er ikke længere en selvfølge, at de højeste bjerge i Frankrig og Schweiz er dækket af hvidt det meste af året.

Mont Blanc er fortsat Europas højeste bjerg udenfor Kaukasus. Men det går i den forkerte retning. I september 2021 målte bjerget 4807,81 meter i højden, men to år senere har tyve franske forskere foretaget en ny måling, og denne gang er der kun 4805,59 meter til toppen.

Dermed er Mont Blanc skrumpet med 2,22 meter i løbet af de seneste år. Det er samtidig den laveste højde, der er blevet registreret, siden man i 2001 besluttede at lave målinger hvert andet år. Det har man gjort for at analysere, hvilken indflydelse klimaforandringerne har på bjerget.