Fortsæt til indhold
Rejser

Canadas hovedstad er en stemningsfuld vinterdestination

Selv om den hårde canadiske vinter har et fast greb om landets hovedstad, Ottawa, så er der masser at opleve i byen både udendørs og indendørs.

Betty Frank Simonsen

Ottawa har altid haft lidt af et imageproblem. I 1857 udkonkurrerede byen rivalerne Toronto og Montréal om at blive Canadas hovedstad, selv om mange mente, at parlamentet dermed flyttede i eksil midt ude i ødemarken. Siden da er byen ofte, ikke mindst af Canadas andre større byer, blevet afskrevet som en kedelig og tilknappet regeringsby. Som besøgende er det dog ikke den side af byen, der møder en. I stedet ser man en levende by med så mange grønne områder, landskendte museer, fantastiske spisesteder og smukke vandveje igennem byen, at der er nok til at fornøje sig med i mange dage.

Ottawa er den mest dobbeltsprogede by i Canada. Alt står på både fransk og engelsk, byen ligger i delstaten Ontario, men tager man en slentretur over broen til den anden side af Ottawa River, er man i Gatineau i Québec. Gatineau hed Hull indtil 2001, da den skiftede navn og blev lagt sammen med Ottawa.

Her i den iskolde vinter byder byen på verdens længste skøjtebane. Rideau Canal, kanalen, der skærer sig gennem byen, er tre måneder om året en 8 km lang skøjtebane, og til den årlige vinterfestival, Winterlude, i februar, er den centrum for isskulptører og iglobyggere, der dekorerer byen med funklende mesterværker, som den besøgende kan gå rundt og beundre.

Indtil da kan man tage en tur rundt til andre og mere permanente attraktioner i storbyen.

Parliament Hill

Den snedækkede plæne er fuld af mennesker, for en fredelig demonstration er, som så mange andre dage, i gang foran Canadas ekstravagante parlamentsbygning. Tættere oppe ved indgangen kommer en bereden politimand, en mountie, i fuld uniform forbi, og folk stimler sammen om manden i ridestøvler og postkasserød jakke for at få et billede.

Selve den kæmpemæssige granitbygning med de mange gotiske spir og det fornemme kobbertag er overraskende tilgængelig. Man kan få en guidet tur rundt i parlamentsbygningen, hvis man henvender sig i Visitor’s Center. Eller man kan droppe det formelle og hoppe direkte i en elevator op til det ikoniske Peace Tower, der som byens højeste tårn giver et overblik over hele byen og Québecs bølgende marker på den anden side af floden.

Byward-markedet

Mad smager allerbedst, når det spises udenfor. Også om vinteren. Sådan er det i hvert fald på Ottawas markedsplads, hvor folk står i kø foran et rødt skur med dampende varme Beavertails, dybstegt butterdej vendt i ahornsirup og pudret med kanel, sukker og lidt citron. Også poutine, en Québec-specialtet, hvis hovedingredienser er pommes frites, ost og sauce, smager bedst, når det indtages ved en lille snackvogn på pladsen.

På Byward-markedet kommer oplandets farmere ind for at sælge grønt til storbyens indbyggere. Foto: Getty Images

Byward-markedet er et bilfrit område proppet med forretninger, restauranter og vinbarer midt i byen. Om dagen er det både et madmarked og et shoppeparadis, hvor Lapointes 150 år gamle fiskemarked blander sig med hippe tøjforretninger og smykkeboder. Om aftenen er det byens primære restaurantområde.

Rundt om hjørnet ligger Dalhousie Street, som i de senere år er blevet hovedstrøget for de mere avantgardistiske tøjdesignere.

National Gallery

Det måske flotteste eksempel på moderne arkitektur i Ottawa er National Gallerys glasbygning i let rosa granit, designet af Moshe Safdie. De store glasspir på museets bagside er inspireret af parlamentsbygningens gotiske tårne, og kombinationen af det tunge metaltag og de lette krystalspir gør bygningen til en attraktion i sig selv.

Kunstmuseets hvælvede rum indeholder den største samling af canadisk kunst og ­inuitkunst i verden. Den kronologiske udstilling af canadisk kunst er især spændende og giver den besøgende en illustreret udgave af Canadas historie.

Canadian Museum of History

Lige over for National Gallery på Gatineau-siden af Ottawa-floden ligger Canadian Museum of History. I museets Grand Hall fortæller farverige totempæle og et kunstigt skovmiljø om de nordvestlige indianske kystkulturer.

På Canadian Museum of History kan du bl.a. opleve indianske totempæle. Foto: Getty Images

Alene bygningens organiske design er et besøg værd, men derudover er der nok at tage sig til. For hele Canadas historie, fra indianske kulturer over vikingernes ankomst og frem til i dag, illustreres gennem et væld af spektakulære udstillinger. Særlig populær er Great Adventure-udstillingen, der giver børn og voksne en interaktiv indsigt i forskellige verdenskulturer. Cineplus-biografens store, runde lærred viser Imax- og Omnimaxfilm.