Tro, håb og Strandby

Konen er til forældremøde, og svigermor er ved at putte de tre knajter, så der er ingen grund til at forhaste sig. Fiskeskipper Peter Snebang Kristensen er svært fornøw'e med tingenes tilstand og tager imod den kop kaffe, der bliver rakt ud til ham gennem et åbentstående vindue i Havnegrillen.

Den nye grillbar med cementpudset lyseblå facade er de møj stolt af i Strandby nord for Frederikshavn. Den har afløst den gamle pølsevogn og troner nu på kajen som et symbol på udvikling og fremsynethed. VELFÆRDSHUSET står der med store bogstaver på bagsiden af huset, så de sejlende turister kan finde vej til toiletter, bad og vaskerum.

Nu mangler man bare at overbevise havnebestyrelsen om, at der må sælges øl med en alkoholprocent på 4,6.

»Men har man sagt A, så må man også sige B,« mener Peter Snebang Kristensen.

Med et dansk fiskerierhverv i krise er man tvunget til nytænkning. Også i Strandby, hvor antallet af fiskefartøjer er halveret til 46 på 10 år, og hvor flere fiskere styrer mod økonomisk forlis i kølvandet på reducerede kvoter, faldende priser og reguleringer af fiskeriet med såkaldte havdage, der skal sikre genopretning af torskebestanden i blandt andet Nordsøen.

Selv en indfødt som jeg, der blot krydser sit spor, bliver trist til mode ved synet af de åbne havnebassiner, hvor kutterne engang lå så tæt, at man kunne kravle over den ene ræling efter den anden - på tværs af havnen.

»Ja, det er sørgeligt syn,« medgiver den pensionerede fisker Johannes Møller, også kalder Fløjte-Johannes, der dagligt runder havnen på en Suzuki, der kun kan raje 30 km/t. Det er ikke som de unge lømler, der kører rundt på ulovligt tunede Puch Maxi'er, der kan raje hielt op til 80 km/t!

På haw'e

Johannes var bare 13 år, da han kom med på haw'e. Indtil da havde han gået i skole tre dage om ugen og ofte kun en enkelt, når han kunne se sit snit til at stikke ud og fiske.

Hans historie er mig ikke fremmed. Min farfar kan fortælle den samme. Og min onkel. Og i lige linie min oldefar, tipoldefar og tiptipoldefar. Min far derimod blev direktør i Bikuben og skabte dermed en anden livsbane for sig selv og sine efterkommere.

Alligevel er der så mange ting, der ligger dybt forankret i én, når man er født og opvokset i et samfund som Strandby. Der er et historiefællesskab, der strækker helt tilbage til bronzealderen, og så tætte familierelationer, at det tangerer indavl. Farfars søster blev f.eks. gift med farmors bror. Og oldefar Arnold Kajgaard giftede sig i sin tid med en enlig mor og fik børn med hende, og da hun døde, giftede han sig med endnu en enlig mor (min farmors mor Axeline) og fik flere børn, så ingen i dag kan hitte rede i, hvem der er i familie med hvem i flokken af hele, halve og stedsøskende.

Men én ting er sikkert: I Strandby risikerer man ikke at ligge død i en lejlighed i flere måneder, indtil liglugten får nogen til at reagere. Her holder man øje med hinanden. Det vil nogen måske opfatte som utidig snagen i andres privatliv, men i Strandby kalder man det omsorg. Og mener det.

Derfor er jeg altid så glad, når jeg drejer af ved Bannerslund, seks kilometer nord for Frederikshavn. Selvom arkitekterne ikke har stået i kø på den sidste strækning ind til Strandby, så ved jeg, at der lidt længere fremme ligger en by midt i verden, som er min by. Med skumsprøjt, sand og måger.

Anekdoterne

En by, som jeg har så kær, at jeg aldrig for alvor har vendt den ryggen. Og hvis puls jeg overtager med den største selvfølgelighed i samme øjeblik, jeg passerer byskiltet Strandby C.

Jo, liden Strandby har pudsigt nok en afkørsel til centrum, for hvis man fortsætter ligeud ad den nye omfartsvej, så havner man på havnen. Men det gør man nu uanset, hvilken vej man kører i Strandby. Man drages mod havet og havnen. Ligesom man altid finder en god lejlighed til at genopfriske et par historier eller to om sine forgængere.

Jeg har altid været vild med dén om skomageren, som jeg husker fra min barndom. Han havde stift ben og var en sen aftentime gået ned til Tatol for at trække sig en pakke cigaretter i automaten. Uheldigvis faldt begge snipper på hans slips ind i automaten, og da han smækkede lågen i, stod han hjælpeløst fastnaglet til automaten uden flere mønter på lommen. Her stod han den hele nat, indtil en fisker kom forbi næste morgen og "købte" ham fri.

Der er også mange gode anekdoter om fiskeeksportør Julius Thomsen, der i flere perioder var formand for havnens bestyrelse. Han fik engang foretræde for departementchefen i fiskeriministeriet, der gjorde gældende, at Strandby havnebestyrelse blot som alle andre kunne indsende en ansøgning, hvis de ville have en bevilling. Men departementchefen havde gjort regning uden vært, for Julius Thomsen stødte sin stok i gulvet og sagde: "A vil ha' bevillingen mæ hjæm, og det ska' være nu...!" - og det fik han.

Det er sådan, jeg ser min bys indbyggere. De henvender sig direkte, uden omsvøb eller større palaver, og de er opflasket med en stærk tro, vilje og arbejdsomhed. Det er ikke en pedantisk påstand, jeg her fremkommer med. Det er byens natur, indbyggernes åndelige fundament. Og det mærker man lige så tydeligt som lugten af fisk, salt og tjære.

Mission og metodister

Amen fristes jeg til at tilføje. Jeg har skam gået i Indre Missions søndagsskole. Ikke fordi min nærmeste familie var missionske, slet ikke. Vi kom kun i Strandbys karakteristiske folkekirke med det sorte tjæretag, der minder om sejlet på en fiskekutter, når der var barnedåb og den slags. Når jeg gik i IM's søndagsskole, så var det fordi, mine venner gjorde det. Ligesom jeg gik til spejder under metodistkirken, fordi metodisterne var knapt så hellige som FPF'erne.

Men de hellige i IM nåede da at sætte så dybe spor i mig, at jeg i mange år troede, at der var nogle mennesker, der var meget bedre end alle andre. Den antagelse blev forstærket af, at min veninde altid havde to kroner med til søndagsskolens indsamlingsbøsse, mens jeg kun fik én krone med. Ergo var hun et bedre menneske end jeg. I dag ved jeg bedre.

Tiden har også givet mig indsigt i forhistorien til den religiøse vækkelse, der greb byen mange år før, jeg kom til verden. Den kommer her:

I det 17. århundrede, da fiskeriet blev mere end et bierhverv for bønderne, var hovedfiskeriet østersfangst, som foregik fra åbne robåde og altid i kulingvejr, for ellers kunne bådene ikke drive med skraberedskaberne. Blev vejret for slemt søgte man ly ved kysten eller på Hirsholmene, hvor man hev bådene på land og vendte bunden i vejret på dem. Så kunne man kravle i ly nedenunder og holde varmen med billig brændevin. Det var nogle barske og hårdføre mænd, der fiskede under de betingelser, men adgangen til den billige brændevin bragte imidlertid flere og flere stoute fiskere i uføre.

Tørlagt

Fisker og strandfoged Niels Tvilling (1849-1919) så hvor det bar hen og var en handlingens mand. Han besluttede sig for at søge hjælp i troen på Gud. Sammen med sin hustru førte han den kirkelige vækkelse metodismen til Strandby i 1876. I dag er Strandby-menigheden landets største og fungerer side om side med en stor lokalafdeling af Indre Mission, der holdt sit indtog i byen i 1904. Men allerede i 1881 blev der stiftet en afholdsforening i byen og den rodfæstede sig i en grad, så de fleste fiskere blev afholdsfolk.

Samme Niels Tvilling var en af initiativtagerne til byggeriet af en egentlig havn i Strandby, der med tiden voksede sig til at blive landets fjerdestørste fiskerihavn. Det skulle også stå til troende, at mens strandbynitterne fik deres afholdsbevægelse, så fik aalbækkerne (nord for Strandby) deres to kroer, hvilket betød, at de aldrig opnåede samme vækst i fiskeriet.

Helt frem til 1970'erne var Strandby på det nærmeste tørlagt. Det var ikke muligt at købe øl hos købmanden eller i Brugsen, og på Strandby Sømandshjem blev der kun serveret citronvand.

Oprindeligt var Strandby Sømandshjem i 1920'erne et badehotel, men Indre Mission købte det i begyndelsen af 1950'erne for at lukke "lastens hule". I dag har man opgivet at drive Strandby Sømandshjem. Man kunne ikke leje de ellers oplagte festlokaler ud, fordi ingen gad at holde fest der. Det hedder sig, at selv missionsfolk søgte udenbys for at få et glas vin til maden, når de skulle fejre et bryllup eller en rund fødselsdag. Sømandshjemmet er nu et afvænningshjem under Blå Kors.

"Hjem og Fix", kaldes det i folkemunde.

Alkoholikere og stiknarkomaner på afvænning er blevet en del af bybilledet i Strandby, hvor man altid har låst døren efter sig...men nu er det slut med at lade nøglen blive siddende i låsen "hvis I skulle komme forbi, og jeg ikke er hjemme", som min onkel plejer at sige.

Elvis i Strandby

Så kan strandbynitterne bedre forlige sig med de nye lejligheder på havnefronten, Velfærdshuset og lystsejlerne. Om end de stadig betragter sig som fiskere.

Niels Tvillings oldebarn, Steen A. Larsen, der driver den grafiske virksomhed S.A.L Tryk og Nordisk Formulartryk, er dog en undtagelse. Tvilling-familiens entreprenante gén kombineret med byens tre grundpiller tro, vilje og arbejdsomhed kommer til udtryk i et omfang, der er ved at blæse én bagud. Mens oldefar fik sat skik på drikkeriet og tog initiativ til at bygge en decideret havn i Strandby, så præsterede Steen A. Larsen i 1960'erne at etablere en officiel Elvis-fanklub med afdelinger i 14 lande. Bøger, plakater, plader, film og sågar cowboystøvler fra Texas blev formidlet via Strandby i et omfang, så Steen A. Larsen den dag i dag modtager breve fra udlandet, hvorpå der blot står "Elvis Strandby".

Jeg kan godt huske Elvis-Steen, fra da jeg var barn. Han var en inkarnation af Elvis, klædt i cowboybukser med nitter, sort læderjakke, lange bakkenbarter og farvet, pomadiseret hår. Et ganske outreret syn i en by som Strandby, hvor træsko og kanvas er den gængse uniform.

Jeg var vel omkring fire-fem år, da jeg skrækslagen knugede min mors hånd ved synet af den sortklædte hoftevrider og bekymret fremstammede: "Uha mor, se en gimmer fyr".

Jeg kan udmærket sætte mig ind i, hvordan det føles at skille sig ud i et mindre og indre missionsk fiskersamfund. Selv var jeg ung i 1980'erne og førte mig frem som diskodronning i et pailletbesat outfit, der nok kunne få det til at gibbe i både fiskere og småbørn. Dengang havde jeg meget svært ved at se, hvad jeg skulle i Strandby ud over at besøge mine bedsteforældre. Så det var med nogen tøven, jeg som gymnasiepige vendte tilbage til byen for at bo i min mormors anneks, da mine forældre rejste til Grønland. Efter to år i byen var jeg ikke et sekund i tvivl om, at mit liv var for kort til at bo i Strandby.

Men sådan har Steen A. Larsen aldrig følt det. Trods sin tidligere kontakt til verden ude omkring og trods tre-fire år på landevejene som bassist hos countrystjernen Mr. President, så har han aldrig overvejet at flytte fra Strandby. Han kalder sig en hjemmeføding og har kun én gang følt, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde.

»Den ældre generation af IM var mere fordømmende. De tordnede frem med, at man kom lukt i helvede, og i det lys kan jeg da godt forstå, at jeg var ude på et overdrev og gjorde min mor ked af det, da jeg sammen med nogle af mine kammerater optrådte i præstekjoler med røde kors i et band, der hed Saint Crydolph Chapel!«

Oprørerne

Som de fleste andre af de knapt 3.500 indbyggere, der bor i Strandby i dag, har han været vidne til fiskeriets glade dage i 1960'erne og helt ind i 1980'erne. Fiskerne tjente gode penge og investerede i huse og materielle goder. Men i 1983 enedes man om at definere en fælles europæisk fiskeripolitik med fiskekvoter og strammere økonomi til følge. For at få det hele til at løbe rundt, følte fiskerne sig tvunget til at overtræde loven og det førte til adskillige voldsomme sammenstød mellem de kontrollerende myndigheder og fiskerne.

En sommerdag i 1985 var det helt oppe og koge, da fiskere fra 40 kuttere i Strandby tog loven i egne hænder. På kun 14 dage havde de opfisket hele den kvote, som fiskeriminister Henning Grove og EF havde tildelt dem, og nu havde fiskeriinspektionen pudset en talstærk politistyrke på dem. Fiskerne tog fat i betjentene og bar dem væk én for én og anklagede ministeren for at have kriminaliseret hele fiskerierhvervet. Otte år senere - i 1993 - blev Strandby udråbt som "En lovløs fiskerby" i en DR-reportage fra endnu en konflikt. Rundt om i de danske hjem kunne tusindvis af TV-seere følge med i, hvordan de ellers fredelige fiskere gik til angreb på en lastbil, der forsøgte at bryde deres blokade under en aktion på havnen i Frederikshavn.

»Strandbyfiskerne er ikke ballademagere, men de er dybt frustreret over deres situation. De ser masser af fisk i havet, og de fanger masser af fisk, som de er nødt til at smide ud igen på grund af kvoterne. Og hvad sker der så? Jo, så kommer nordmændene, russerne og polakkerne lige efter med deres trawlere og fanger de fisk, de lige har smidt ud,« siger Steen A. Larsen og medgiver, at den stærke tro, der gennemsyrer hele samfundet, er med til at give fiskerne store moralske problemer. På den ene side føler de sig tvunget til at fiske ulovligt for at overleve, og på den anden side strider det imod hele deres religiøse baggrund.

»De føler sig som forbrydere i samme øjeblik, de sejler ud. Det knækker dem, og mange klarer ikke nervepresset. Fiskerne i Strandby har aldrig ønsket at være en belastning for samfundet. De har altid kunnet klare sig selv. Det ligger i deres historie,« siger Steen A. Larsen, der har indsamlet en masse materiale om sin fødeby og udgivet en bog herom, der hedder "Det gamle Strandby".

Barndom og minder

Det gamle Strandby, jeg har været vidne til, tager sin begyndelse 27. maj 1964, da jeg kom til verden. Det var på den tid, LO stillede krav om fem dages uge, og hvor De danske Husmoderforeninger protesterede til handelsminister Hilmar Baunsgaard over, at "mælk og fløde i papemballage fordyrer varerne på en urimelig måde og er direkte ubehagelig i brug".

Mine barndomsminder knytter sig til de seks huse i Strandby, jeg har boet i. Til alle vi ungers leg i de tyske bunkere i klitterne ved nordre strand. Til søndagsturene med madpakker til Hirsholmene. Til rabarberne, stikkelsbærrene og persillen på Hannesvej, som jeg høstede og solgte til nabokonerne. Til de lange aftener på havnen, når vi ventede på, at farfar og onkel kom hjem - og vi endelig kunne få varmt mad. Til mågeskrig og mågeklatter. Og rødspætterne, der den dag i dag bliver hængt til tørre på snore side om side med vasketøjet.

Men først og fremmest knytter mine minder sig til menneskene i min barndomsby. Blandt dem faster Grethe. Den evigt cyklende faster Grethe.

»Fasters søde pige,« siger hun, da hun åbner døren til sit rødstenshus på Thaarupsvej. Nu er hun godt nok min fars faster, men det hænger vi os ikke så meget i heroppe. Hendes afdøde mand Elias, der var en Kajgaard, har jeg altid kun kendt som "onkel Bimme".

Faster Grethe er blevet 83 år og har været alene, siden onkel Bimme døde i 1986. Han var fisker gennem 40 år på kutteren FN 300 "Kate" sammen med onkel Ingerslev. De fiskede i Nordsøen og var væk i op til halve år ad gangen. Til gengæld tjente de det dobbelte af, hvad deres kolleger kunne indtjene i de hjemlige farvande.

Det var tider!

Afsavnene

Med også tider med store afsavn og bekymring.

»Det var sværest om søndagen, når hjemmefiskeren gik tur med sin kone og børn. Da følte vi os forladt.«

»Men der var også nogle fordele. Far kom hjem med tennisbolde, abrikoser og alt muligt, som vi ikke kunne få fat på i årene efter krigen. Og han tænkte ikke kun på sine egne børn, han havde de samme gaver med til min veninde Britta, hvis far blev minesprængt under krigen,« fortæller Helga.

Hver tiende Strandby-skib minesprængtes under krigen. Andre blev beskudt og opbragt. Ialt 10 af byens fiskere mistede livet under den tyske besættelse. Min farfar og oldefar var ombord på en kutter, der blev minesprængt og sank, men de reddede livet. Farfar var også blandt de fiskere, der deltog i modstandsbevægelsen og sejlede både våben og soldater fra England og jøder til Sverige.

Også i årene efter krigen var det stadig med livets som indsats, de stod ud af Strandby Havn, hvor minerne lå så tæt foran havneudløbet, at sejllads var næsten umuligt.

Men livet gik videre, og Helga, der kom til verden ved krigens begyndelse i 1939, blev voksen - og fandt sig en fisker, Johannes, der stammer fra Læsø. Og så var kursen ligesom udstukket.

Selv drømte Helga om at blive lærerinde, men blot tre dage efter hun i 1957 havde taget realeksamen, fik hendes far arrangeret et job til hende på auktionskontoret. Der er hun stadigvæk.

Også Helga forsikrer, at det var helt naturligt for hende at blive boende i byen, da hun blev gammel nok til selv at bestemme. Hun gled uden store overvejelser ind i tilværelsen som fiskerkone.

Men både faster Grethe og Helga erkender, at det ikke har været et bekymringsfrit liv. De har foldet deres hænder mange gange og bedt for deres mænd, når de var haw'e.

»Åh, hvor var vi glade, når der kom telegram fra Grimsby i England med ordene "Ankommet - alt vel!",« siger faster, mens Helga grinede fortæller, at far altid skulle have citronfromage, når han kom hjem. En hel skålfuld for sig selv.

Fiskerkone

I dag går tankerne til Jørgens søn Lars på 24 år, selvom vilkårene for tidens fiskere er væsentligt forbedrede. Lars kommer hjem hver uge og arbejder ombord på en veludstyret kutter med både telefon, wc, bad og køleskab. Han fisker iøvrigt sammen med min tantes nevø Thomas på 18 år.

Dér har vi den igen. af "min fars brors kones søsters kusine...du ved nok...hende, der boede overfor din mors onkels tante, altså før de flyttede op ved siden af onkel Kaj".

Thomas' far, altså min tantes svoger, er også fisker. Jens Holm Nielsen hedder han, mens Thomas' mor, Anne-Kirstine Nielsen, er advokatsekretær og datter af den nu afdøde brugsuddeler Krogh.

Som barn boede Anne-Kirstine så tæt på havnen, at hun vågnede op til mågeskrig og fiskekutternes tuk-tuk-tuk og faldt i søvn til billedet af kutternes lanterner på det blåsorte hav.

»Jeg har altid vidst helt inderst inde, at jeg aldrig ville flytte fra byen. Som ung faldt jeg over en annonce, hvor et norsk ægtepar bosiddende i USA søgte en au-pair. Jeg sendte en ansøgning afsted, men var et helt nervevrag i dagene efter. Det var helt forkert. Jeg hørte jo til i Strandby, og det fornemmede jeg meget tydeligt.«

Men også på andre områder har Anne-Kirstine haft en klar fornemmelse af, hvad hun ville og ikke ville. Blandt andet ville hun have Jens. Ham mødte hun allerede i 1. klasse, og knapt havde de slået op på læsebogens side ét, førend hun kundgjorde, at hun ville giftes med "ham den mørkhårede". Og selvom han ikke reagerede på hendes efterfølgende kærestebrev, så blev de kærester som teenagere og giftede sig i 1978.

»Jens blev fisker allerede efter 9. klasse, så jeg har ikke kendt til andet. Men det var ret hårdt, da drengene var små, og jeg var alene om forældremøder, madpakker, aftensmad, lektier og godnatsange. Ind imellem har jeg da været misundelig på de kvinder, der har et mappedyr, der kommer hjem hver dag kl.16.00, og som kan sendes ud og slå græs.«

Tiden har lært Anne-Kirstine, at der er en stor frihed forbundet med at være fiskerkone. En frihed, som vokser i takt med, at sønnerne bliver mere og mere selvhjulpne.

»Først var det en nødvendighed at være alene. Siden er det blevet et behov,« siger hun.

Billedet af den bekymrede fiskerkone, der går rundt på kajen og vrider sine hænder, mens hun spejder efter sin mand, kan vi godt glemme alt om.

»Selvfølgelig har jeg været bekymret i ekstreme tilfælde, hvor himmel og hav stod i ét, men jeg kan jo hverken gøre fra eller til. Det vil kun forpeste min og børnenes hverdag, hvis jeg bruger al min energi på at være bange. Men jeg vil da indrømme, at jeg er bekymret for min søn Thomas. Når det er et rigtigt lortevejr med stiv kuling, så ønsker jeg, at han sad på en kontorstol på kommunekontoret.«

Hun tilføjer: »Hvis man tror, så lever man i en forvisning om, at det hele nok skal gå.«

Tro og håb

Med andre ord, hvis der er tro, så er der håb. Og det har man i Strandby, selvom vi er et par stykker, der i sin tid stak halen mellem benene og så fremtiden et helt andet sted.

»Jeg bliver i hvert fald her. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg er jo fisker,« lyder logikken fra Peter Snebang Kristensen.

Mørket har sænket sig over havnen, hvor en topgejlet Honda Civic med en halefinne på størrelse med en mindre hval drøner forbi og imponerer et par knægte, der indtil videre må nøjes med en knallert. Men "Kommer Tid, kommer Raad" som der står i en gammel beretning om det allerførste havnebyggeri i Strandby.

»Nå men...jeg må vist også se at komme hjemad,« siger Peter Snebang Kristensen og bliver siddende: »Er der lidt mere kaffe?«

lisette.greve@jp.dk