Thornings nytårstale var båndet
Statsministerens nytårstale blev optaget to dage før den blev vist for danskerne.
Både TV 2 og DR lavede optaktsudsendelser, hvor det bl.a. blev sagt, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ville tale fra Marienborg kl. 19.
Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fik på DR lov til at give Thorning gode råd til talen "i aften", selv om det senere blev sagt på begge kanaler, at den var optaget på forhånd.
For allerede den 30. december havde statsministeren sig foran kameraet på Marienborg for at aflevere sine ord til danskerne.
Sendes samtidig med nytårstaffel
Og sådan har det været i mindst 20 år, måske længere, men hverken DR, TV 2 eller Statsministeriet kan oplyse præcis hvor længe.
Klokken 19 befandt Helle Thorning-Schmidt sig nemlig i sit gallatøj på Amalienborg til nytårstaffel hos dronningen, en tradition, som har eksisteret i flere hundrede år.
Af samme årsag har man været nødsaget til at optage talerne på forhånd, mens dronningens nytårstale til gengæld sendes direkte på tv og i radioen.
Første gang i 1940
Første gang, en dansk statsminister holdt nytårstale, var den 1. januar 1940, hvor Thorvald Stauning gjorde status set i lyset af Anden Verdenskrig, som var brudt ud få måneder forinden.
Året efter, 1. januar 1941, holdt Christian den 10. den første kongelige radiotransmitterede nytårstale.
Først fra 1946 blev det en fast opgave for statsministeren at holde nytårstaler, som frem til 1959 udelukkende blev transmitteret i radioen.
Fogh måtte ændre sin tale
I 1960 blev talen aflyst pga. sygdom, men fra 1961 kunne danskerne høre ordene både i radio og på tv. Siden 1994 har TV 2 stået for at optage den årlige begivenhed.
I 2004 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) helt usædvanligt nødt til at ændre sin tale pga. tsunamien i Sydøstasien, som ramte den 26. december.
Dengang foregik optagelserne den 26. eller 27. december, og ulykken havde ikke fået en plads i talen, da omfanget endnu ikke var gået op for resten af verden.
Men hurtigt stod det klart, at katastrofen var enorm, hvorfor man måtte optage en ny tale. En tale, der udelukkende fokuserede på tragedien, men stadig var båndet på forhånd.
Det førte til, at man siden rykkede optagedagen tættere på nytåret.