Regeringstoppen: Nej til at ændre ved dagpengene
Vestager og Thorning står fast. Men »problemet er ikke løst,« siger SF.
Skal der ske noget? Eller er alt fint?
Regeringen er tilsyneladende splittet i spørgsmålet om mulige ændringer af dagpengesystemet.
For selvom der er masser af forståelse for den svære situation, som op mod 30.000 danskere snart står i, når de ryger af dagpengesystemet, så fastslår De Radikales leder, Margrethe Vestager, at hun ikke er indstillet på at komme med nye tiltag, der kan afbøde virkningerne af dagpengereformen.
»Det synes jeg ikke. Og det er jo også det, der er regeringens platform,« sagde indenrigs- og økonomiminister Vestager, der samtidig erklærede, at dagpengereform »gør noget godt« for økonomien.
Har gjort alt
Heller ikke hos statsminister Helle Thorning-Schmidt er der nogen trøst at hente.
»Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe folk, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet,« sagde Thorning på det ugentlige pressemøde.
Regeringen har - i forbindelse med finansloven - aftalt at diskutere sagen med Enhedslisten inden sommerferien.
Men mødet kommer ikke med nogen garanti om nye tilbud, fastslog Thorning.
Problemet er ikke løst
Hos SF siger formand og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen omvendt, at regeringen fortsat står med en udfordring forud for mødet med Enhedslisten.
»Problemet er jo ikke løst. Og vi har en drøftelse med Enhedslisten - sådan som det var aftalt i finansloven. Og det skal vi have inden sommerferien«.
Skal den drøftelse føre til konkrete ændringer i jeres øjne?
»Det er aftalt med Enhedslisten, at vi - på baggrund af den aftale, der blev lavet omkring finansloven - skal mødes inden sommerferien, og der skal vi se på aftalen, der er indgået. Så der ligger ikke mere fast på det«.
Det vigtigste er job
Vi kender godt aftalen. Men er det SF’s ambition, at det skal føre til konkrete løsninger?
»Vi har i SF konstateret, at problemet ikke er løst, og vi har i SF en drøftelse. Og så skal vi huske, at både vækstplan og mange rigtig mange initiativer…« sagde Vilhelmsen og afbrød sig selv:
»Det vigtigste er, at vi får skabt job og muligheder for, at få folk kan komme i job.«
Du vil ikke sige, om der skal komme konkrete løsninger ud af mødet?
»Jeg holder mig til de aftaler, vi har, og det er, at regeringen skal mødes med Enhedslisten«.
Enhedslisten har flere gange henvendt sig til regeringen for at få det lovede møde, men endnu er der ikke sat dato for mødet.