Ziegler: Samfundet tabte tålmodigheden med os
En forhandlingsløsning havde været bedst, men det havde trukket for langt ud, siger KL's chefforhandler.
Michael Ziegler, KL's chefforhandler i forhandlingerne med Danmark Lærerforening, er både lettet og ærgerlig over udsigten til et regeringsindgreb i den næsten fire uger lange lærerlockout.
"Samtidig må jeg sige efter vores møde med Mette With Hagensen (formanden for Skole og Forældre, red.) i går eftermiddag, at det står mere og mere klart for mig, at det ville have lange udsigter at få en forhandlingsløsning. Så jeg kan sådan set godt forstå, at samfundet taber tålmodigheden med os og siger, at nu må børnene i skole igen - og laver et indgreb," siger Michael Ziegler i sin første kommentar til lockout-indgrebet til TV 2 News.
Kender ikke indholdet
"Så i den forstand kan man godt sige, at jeg er lidt lettet, men jeg er ærgerlig over, at det ikke lykkedes ved forhandlingsbordet, og jeg ville gerne have fortsat i forsøget på at nå en løsning," siger Michael Ziegler.
Han har ikke hørt noget konkret om indgrebet fra regeringen og afviser at kommentere indholdet af indgrebet, fordi det ville basere sig på "rygtebasis".
"Jeg har da forhåbninger om, at regeringen vil lave et indgreb, der i givet fald tilgodeser nogle af vores synspunkter, men jeg har ingen forventninger," sitger Michael Ziegler til TV 2 News.