Dokumentation: Esben Lunde får alvorlig og skarp kritik af Folketinget
Han overlevede som minister, men må leve med en alvorlig plet på sit politiske CV.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) står til at få særdeles hård kritik fra et bredt flertal Folketinget for at have tilbageholdt oplysninger i sagen om fiskere med mange fangstkvoter – de såkaldte kvotekonger.
Flertallet tager nogle af hårdeste ord i det politiske vokabularium i brug over for ministeren i den tekst, som formelt udgør »næsen«. Folketinget udtaler »sin alvorligste kritik« og finder Esben Lundes rolle i kvotesagen »overordentligt kritisabel«.
Ifølge Socialdemokratiets fiskeriordfører Simon Kollerup er der tale om den nok skarpest mulige kritik.
»Det er en af de største næser, der kan gives i Folketinget. Det afspejler, at vi anser forløbet som værende dybt, dybt alvorligt,« siger han.
Som følge af kvotesagen har Esben Lunde nu lovet at gennemføre den fiskeriaftale, som et flertal uden om regeringen indgik i december. Det betyder ifølge Simon Kollerup (S), at fiskeripolitikken i praksis ikke længere føres af regeringen, men af flertallet udenom.
»Effektivt er ministeren sat under administration i fiskeripolitikken,« siger han.
Dokumentation:
Her er hele den udtalelse, som ventes vedtaget af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg torsdag formiddag:
Folketinget udtaler sin meget skarpe kritik af miljø- og fødevareministerens håndtering af forholdene vedrørende den uhensigtsmæssige kvotekoncentration i fiskeriet i Danmark; de såkaldte ’kvotekonger’.
Folketinget konstaterer, at ministeren ikke har oversendt ministeriets forslag til at modvirke kvotekoncentration og de såkaldte ’kvotekonger’ til Folketinget på trods af, at et flertal ved gentagne lejligheder har ytret ønske herom, og at de efterspurgte oplysninger ville have været af stor betydning for de enkelte partiers mulighed for at udforme effektive forslag til at begrænse kvotekoncentrationen.
Folketinget udtaler sin alvorligste kritik af dette. Alvoren skærpes, da folketingsflertallets muligheder for at gennemføre den mest kraftfulde indsats mod de såkaldte ’kvotekonger’ på denne måde er blevet svækket.
Folketinget udtaler sin alvorligste kritik af dette. Alvoren skærpes, da folketingsflertallets muligheder for at gennemføre den mest kraftfulde indsats mod de såkaldte ’kvotekonger’ på denne måde er blevet svækket.
Folketinget finder det på denne baggrund overordentligt kritisabelt, at miljø- og fødevareministeren på denne måde har modvirket implementeringen af Vækst- og Udviklingspakken for dansk fiskeri, som blev vedtaget i en beretning i Miljø- og Fødevareudvalget med et meget bredt flertal den 7. december 2016 (Beretning nr. 2 om en Vækst- og Udviklingspakke for dansk fiskeri).
Folketinget anser det som værende en selvfølge, at ministeren nu hurtigt og aktivt medvirker til, at Vækst- og Udviklingspakken for dansk fiskeri implementeres efter folketingsflertallets hensigt. I ord og i ånd. Folketinget bemærker i den forbindelse, at ministeren har givet Folketinget en uforbeholden undskyldning for de nævnte forhold, samt at ministeren har lovet, at han fremover loyalt vil gennemføre flertallets politik, jf. ministerens pressemeddelelse af 4. april 2017.
Esben Lunde Larsen gav tirsdag en uforbeholden undskyldning til Folketingets partier for sin rolle i sagen om kvotekongerne.
Det var i sidste ende denne undskyldning, som betød at DF lod ham blive på posten. Partiet havde ellers kritiseret ham for direkte løgn, men endte altså med at frede ham.
Hør DF's gruppeformand Peter Skaarup begrunde beslutningen her:
Hør DF begrunde hvorfor Esben Lunde kan fortsætte som minister
En næse er et politisk redskab, som Folketinget bruger til at udtale kritik af ministeren eller ministeriet. Næsen bruges som en form for irettesættelse og som regel som punktum i en sag, hvor ministeren eller ministeriet har handlet kritisabelt.
Næsen er symbolsk, da den ikke har nogen juridisk betydning og ikke kan tvinge ministre til at gå af. Ministre er kun tvunget til at gå af hvis, de får et egentligt mistillidsvotum.
Næse-begrebet stammer sandsynligvis fra det gammeldanske udtryk »nesæ«, der betyder skam eller vanære.