Fortsæt til indhold
Politik

Esben Lunde undskylder over for Folketinget

Presset miljø- og fødevareminister erkender, at han burde have givet Folketinget alle oplysninger i fiskesag.

På dagen hvor Dansk Folkeparti formelt vil afgøre, om han kan blive siddende som miljø- og fødevareminister lægger Esben Lunde Larsen (V) sig nu fladt ned og underskylder over for Folketinget.

Han undskylder for det første, at han har tilbageholdt oplysninger om bekæmpelse af de såkaldte kvotekonger – fiskere med rigtig mange fangstkvoter.

»Jeg vil gerne give Folketinget en undskyldning,« skriver han i en netop udsendt pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

»Jeg vil gerne undskylde over for Folketingets partier, at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet af mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget. Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket,« udtaler Esben Lunde.

Han tilføjer, at det er hans ansvar som minister, og kommer derefter med en endnu en undskyldning:

»Jeg vil gerne undskylde, at samarbejdet ikke har været godt omkring arbejdet med at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger, da det ligger mig meget på sinde, at der både er et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og Folketingets partier.«

Undskyldningerne fra Esben Lunde Larsen kommer få timer før, at Dansk Folkeparti på et gruppemøde skal afgøre, om partiet fortsat har tillid til Esben Lunde Larsen. Har DF ikke det, er han færdig som minister.

Kort fortalt handler ministerstormen om, at Esben Lunde Larsens ministerium har haft kendskab til flere forslag til, hvordan de store koncentrationer af fiskekvoter hos kvotekongerne kan begrænses. Men Folketinget er kun blevet præsenteret for ét forslag. Det på trods af, at et flertal uden om regeringen har efterlyst redskaberne og har indgået en aftale om en fiskeripakke, som blandt andet skal gøre op med kvotekongerne, som via stråmænd sidder på rigtig mange fiskekvoter og dermed gør, at kvoterne er samlet på relativt få men meget magtfulde hænder i fiskeriet.

I fiskeripakken foreslår aftalepartierne – dvs. DF, S, R og SF – blandt andet, at indføre en regel om, at maksimalt 75 procent af en fiskekvote kan udlejes til andre. I dag er der ingen grænse, hvilket har ført til såkaldte »slippers-skippers«, som har kunnet eje fiskekvoter uden nogensinde at have gummistøvler på til havs. Indtil videre har regeringen forsøgt at forhandle videre om fiskeripakken, selvom den har et flertal imod sig, men på et samråd fredag meddelte Esben Lunde Larsen, at regeringen nu tilslutter sig pakken.

I en redegørelse, som Folketingets partier modtog mandag aften, erkendte Esben Lunde, at han burde have lagt alle forslagene om bekæmpelse af kvotekongerne på bordet over for forligspartierne.

»Set i bakspejlet ville det have været hensigtsmæssigt, hvis jeg efterfølgende på baggrund af partiernes interesse, også havde oversendt alle forslag fra min mødesag af 10. marts 2016. Det beklager jeg, for det var – set i lyset af forløbet – bedre, at partierne bag Fiskeripakken kunne have foretaget deres egen bedømmelse af forslagene,« skrev han i et svar til Folketinget.

Miljø- og Fødevareministeriet erkendte derudover selv i en gennemgang af sagens forløb, at Esben Lunde i enkelte tilfælde udtrykte sig »upræcist« på samrådet i fredags, hvor DF og Socialdemokratiet ellers havde krævet, at han lagde alle kort på bordet.

DF's fiskeriordfører Ib Poulsen har ligefrem anklaget ministeren for at lyve, og søndag optrappede han retorikken:

»Jeg er pissesur over det her. Under samrådet gjorde ministeren flere forsøg på at skabe et billede af, at Dansk Folkeparti kendte alle tre tiltag. Ministeren forsøgte på en fiks måde at fedte den af på DF og skubbe os foran sig i sine undskyldninger i et forsøg på at godtgøre sine handlinger,« sagde Ib Poulsen til Jyllands-Posten.

Analyse: Lunde er svækket som minister