DF lader Esben Lunde Larsen slippe af krogen trods anklage om løgn
Esben Lunde Larsen (V) er den tredje minister, som DF har truet med at vælte.
På trods af yderst hård kritik og anklager om løgn lader Dansk Folkeparti miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) blive siddende på ministertaburetten.
Det meddeler gruppeformand Peter Skaarup (DF), efter et gruppemøde, hvor sagen blev drøftet.
»Vi tager den undskyldning, som ministeren har givet til Folketinget og også til os, til efterretning,« siger Peter Skaarup, som hæfter sig ved, at Esben Lunde tidligere tirsdag »lagde sig fladt ned« og undskyldte.
At Esben Lunde får lov til at fortsætte skyldes også, at han har lovet at gennemføre den fiskeripolitik, som DF og et flertal uden om regeringen er enige om. I stedet for en fyring vil DF derfor lade ham slippe med en skriftlig påtale, en såkaldt næse.
»Han er under overvågning – han har fået et gult kort,« som Peter Skaarup udtrykker det.
Kort fortalt handler ministerstormen om, at Esben Lunde Larsens ministerium har haft kendskab til flere forslag til, hvordan de store koncentrationer af fiskekvoter hos kvotekongerne kan begrænses. Men Folketinget er kun blevet præsenteret for ét forslag. Det på trods af, at et flertal uden om regeringen har efterlyst redskaberne og har indgået en aftale om en fiskeripakke, som blandt andet skal gøre op med kvotekongerne, som via stråmænd sidder på rigtig mange fiskekvoter og dermed gør, at kvoterne er samlet på relativt få men meget magtfulde hænder i fiskeriet.
I alt havde Miljø- og Fødevareministeriet et katalog med 16 forslag liggende, men kun ét blev præsenteret for partierne – nemlig forslaget om at fiskere skal underskrive en tro- og loveerklæring.
Før skæbnemødet i DF's folketingsgruppe udsendte Esben Lunde Larsen en pressemeddelelse, hvor han hele tre gange sagde »undskyld« for sin håndtering af sagen. Han påtog sig ansvaret for ikke at have oplyst Folketinget tilstrækkeligt og lovede at arbejde helhjertet for at gennemføre den fiskeripakke, som et flertal uden om regeringen har vedtaget.
Undervejs i sagen er DF's fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) ellers gået langt i sin kritik af Esben Lunde Larsen. Han har blandt andet beskyldt ministeren for direkte at lyve og for at »misbruge DF« og forsøge at indfange støttepartiet »i et spin«.
»Jeg er pissesur,« sagde han blandt andet til Jyllands-Posten i weekenden.
Alligevel var det en mere forsonlig linje, som DF-formand Kristian Thuelsen Dahl udstak, da han tirsdag ankom til gruppemødet:
»Det er godt, at han anerkender sit eget ansvar,« sagde Thuelsen Dahl blandt andet om Esben Lunde og fortsatte:
»Det er mere til at arbejde med en minister, som anerkender sit eget ansvar i sagen, end en minister, som ikke gør. Det synes jeg, der har været tvivl om indtil nu.«
Esben Lunde Larsen er den tredje VLAK-minister, som DF har truet med at vælte, siden regeringsdannelsen i november; først ældreminister Thyra Frank (LA) i sagen om plejehjemme »Lotte« og siden transportminister Ole Birk Olesen (LA) i sagen om Postnords krise.
Men alle tre gange blev det ved truslerne.