Støjberg: Grænsekontrollen har været alle pengene værd
Kritikerne kalder grænsekontrollen symbolpolitik og spild af politiets kræfter, men ifølge udlændingeminister Inger Støjberg har den været »helt afgørende«. Og er det fortsat.
Efter ét år med midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse er der fortsat intet, der tyder på et snarligt ophør.
Siden indførelsen 4. januar sidste år har kritikerne ellers tordnet mod grænsekontrollen, som er blevet anklaget for at være nyttesløs symbolpolitik og spild af politiets dyrebare arbejdstid.
Men ifølge udlændingeminister Inger Støjberg (V) har grænsekontrollen været det hele værd.
»Det har været pengene værd. Først og fremmest fordi vi har et meget lavere antal asylansøgere nu, men også set i lyset af den terrortrussel, vi står i i Europa,« siger hun.
Grænsekontrollen forhindrer ikke mennesker i at søge asyl i Danmark. Det kan de stadig gøre, hvis de bliver afvist af stikprøvekontrollerne ved grænsen.
Ifølge Justitsministeriet har grænsekontrollen kostet over 200 mio. kr. i 2016 og opslugt mere end 450 årsværk hos politiet og Hjemmeværnet.
2,8 millioner stikprøvekontroller af bilister, togpassagerer og andre rejsende er det blevet til, hvoraf godt én promille – 2.849 personer i alt – er blevet nægtet indrejse i Danmark. Blandt disse er der sandsynligvis en del EU-borgere, som har glemt deres pas. Derudover er 232 personer blevet sigtet for menneskesmugling.
Inger Støjberg mener ikke, at man kan stille et simpelt regnestykke op og slå to streger under, om grænsekontrollen har virket eller ej:
»Det er ikke tallene alene, der gør det. Det handler også om de mennesker, som har fravalgt at rejse til Danmark, fordi de har hørt om grænsekontrollen,« siger hun, men erklærer sig tilfreds med antallet af afviste personer. Det viser, at kontrollen har en effekt, selvom kritikere mener, at den er alt for lille i forhold til omkostningerne, mener hun.
Udlændingeministeren hæfter sig særligt ved, at asyltallet er faldet markant fra omkring 21.000 asylansøgere i 2015 til 6.072 i 2016. Det er ikke grænsekontrollens skyld alene, medgiver hun, men også regeringens markante opstramninger på asylområdet samt EU's tilbagesendelsesaftale med Tyrkiet, som har spillet en rolle.
Oprindeligt blev grænsekontrollen indført, fordi regeringen frygtede en ophobning af flygtninge i Danmark som følge af Sveriges ID-kontrol og transportøransvar over Øresund, men siden har regeringen - drypvist - introduceret et yderligere argument for kontrollen ved grænsen.
Støjberg begrunder nemlig også grænsekontrollen med risikoen for, at terrorister kan rejse uset ind i landet. Det dilemma er blandt andet blevet aktualiseret af terrorangrebet i Berlin i december, hvor terroristen efterfølgende kunne flygte til Frankrig og Italien.
»I den situation, som Europa befinder sig i med de terrortrusler, der er, så er det en meget afgørende faktor, at vi fortsat har grænsekontrol. Så det er en af begrundelserne for at fortsætte den,« siger Inger Støjberg.
Allerede nu lægger hun således op til at forlænge grænsekontrollen, når den ellers udløber 12. februar. Regeringen vil derfor endnu en gang anmode EU-Kommissionen om en forlængelse.
Planen er, at Hjemmeværnet skal fortsætte med at aflaste politiet, som har været hårdt presset af den ekstra arbejdsopgave. Fra 1. september er der dog hjælp at hente fra det første hold nyuddannede politikadetter, som tiltænkes at skulle assistere med grænsekontrollen.
Adspurgt om regeringen dermed regner med at grænsekontrollen som minimum fortsætter ind i efteråret svarer Støjberg:
»Jeg kan ikke sætte dato på nu. Det eneste jeg kan sige er, at jeg finder det nødvendigt at forlænge grænsekontrollen nu. Så det arbejder jeg på.«
Før regeringen vil fjerne kontrollen skal der først og fremmest »styr på« Europas ydre grænser. Derudover kan Inger Støjberg ikke se for sig, at Danmark sløjfer grænsekontrollen så længe Sverige stadig har ID-kontrol. Dermed risikerer man nemlig en ophobning af asylansøgere i Danmark, som egentlig ville videre til Sverige, mener hun.
Hvor længe tror du, at den kommer til at fortsætte?
»Vi skal have grænsekontrol så længe, der er brug for det, og der er i den grad brug for det lige nu,« siger Inger Støjberg.
Bliver det ikke meget svært for regeringen at fjerne grænsekontrollen, når Dansk Folkeparti kræver den permanent?
»For mig er det ikke et spørgsmål om, hvordan de politiske partier i Folketinget stiller sig, men om, at jeg mener, at det er helt nødvendigt, at vi fortsat har grænsekontrol.«