Alternativets pressechef klager over 56 »vildledende« artikler: »Pressen har desværre fungeret som nyttige idioter«

»Det er noget helt galt, når det her kan foregå.«

Som borger i et demokratisk samfund sidder Magnus Haslebo – til daglig pressechef i Alternativet – tilbage med en skuffelse og en bekymrende fornemmelse i maven efter at have fulgt mediedækningen af regeringens afskaffelse af den grønne PSO-afgift.

Hen over det seneste halve år har toneangivende medier igen og igen viderebragt Venstre-regeringens påstand om, at afskaffelsen af PSO-afgiften var et krav fra EU's side, fordi EU-kommissionen havde fundet den danske elafgift traktatstridig. Ifølge Venstre-regeringen var tvang fra EU selve begrundelsen for at fjerne PSO-afgiften.

Men som DR's Detektor for nylig dokumenterede, så har EU-kommissionen aldrig konkluderet, at PSO-afgiften var ulovlig og skulle afskaffes.

Som kommissionens talsmand Ricardo Cardoso siger i programmet:

»Nej, for at gøre det klart, vi har aldrig konkluderet i en statsstøttesag, at PSO-tariffen var ulovlig.«

Og det har kommissionen altså ikke gjort, selvom den daværende Venstre-regering har brugt ord som »ulovlig«, »traktatstridig«, »en pligtopgave« og en »tvangssituation« om behovet for at skrotte PSO'en.

Sagen har nu fået Magnus Haslebo til – som privatperson – at tage det usædvanlige skridt at klage til Pressenævnet. Han anklager en række af landets største medier for at have overtrådt god presseskik ved i hans øjne at »vildlede befolkningen« og inddirekte hjælpe regeringen med at få afskaffet PSO-afgiften.

Magnus Haslebo, som selv er uddannet journalist, har klaget over i alt 56 artikler fra de seneste tre måneder. Artiklerne stammer fra de trykte udgaver af Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Information og Børsen samt nyhedsbureauet Ritzau og DR og TV2's hjemmesider. I alle artiklerne fremgår det, at EU skulle have afgjort, at PSO-ordningen var enten ulovlig, ugyldig, traktatstridig eller underkendt af EU.

Her i Jyllands-Posten har vi for eksempel skrevet:

»PSO-afgiften blev indført for at betale for omstillingen til grøn energi. Afgiften er dog i strid med EU’s regler og skal være afskaffet inden den 1. januar. Derfor har regeringen erklæret det for en bunden opgave at få løst problemet.«

Magnus Haslebo mener, at den samlede produktion udgør et alvorligt, demokratisk problem:

»Når man fremstiller det, som om det er en nødvendighed at afskaffe PSO-afgiften, så kortslutter man det politiske system og den demokratiske samtale, fordi man får afskaffelsen til at være hævet over al debat,« siger han.

»Lige i denne her sag er en stor del af medierne desværre kommet til at fremstå som nyttige idioter for at få afskaffet PSO-afgiften.«

PSO-afgiften er kort fortalt en grøn afgift, som alle danske elforbrugere betaler. Pengene går blandt andet til at udvikle den grønne omstilling. Regeringen har længe ønsket at fjerne afgiften, som særligt rammer erhvervslivet. Efter lange forhandlinger lykkedes det i november den daværende Venstre-regering af indgå en aftale om gradvist at fjerne PSO-afgiften frem mod 2022 sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Socialdemokratiet, Radikale og SF. Til gengæld stiger danskernes bundskat.

I den endelige aftale skriver partierne direkte, at EU har kendt PSO-afgiften ulovlig, selvom det altså ifølge Detektor ikke er tilfældet:

»Europa-Kommissionen har erklæret PSO-systemet traktatstridigt. Det er en bunden opgave at finde en langsigtet løsning, der sikrer finansieringen af den grønne omstilling,« står der.

Aftalen blev indgået under protester fra blandt andre Alternativet, som argumenterede for, at dem, der »sviner mest, skal betale mest.«

Og nu er mediernes mulige inddirekte hjælp til at få fjernet PSO’en altså havnet hos Pressenævnet.

Nævnets opgave er at behandle klager over pressen, men det er et krav for at kunne klage, at man har »retlig interesse«. Klageren skal således direkte eller indirekte være omtalt i en artikel, en tv- eller radioudsendelse eller være afbildet på et fotografi, som er bragt i et medie, fremgår det af Pressenævnets regelsæt.

»Man kan (…) ikke klage som enkeltperson, hvis man blot har generel faglig eller politisk interesse i det emne, der er omtalt i pressen,« hedder det.

Dermed vil Magnus Haslebos klage sandsynligvis blive afvist, da han ikke har retlig interesse.

Men det er helt okay, understreger han.

»Jeg tror også, at klagen bliver afvist, men det vil være et fint resultat uanset hvad,« siger han og uddyber:

»Hvis ikke jeg kan klage over disse artikler som borger, så er der ingen, der kan. Så står vi i en situation, hvor man som borger de facto ikke har nogen sanktions- eller klagemulighed, når medierne vildleder befolkningen. Det vil jeg gerne have at vide, hvis det forholder sig sådan.«

Og videre:

»Hvis Pressenævnet ikke har mulighed for at tage en sag om vildledning af hele den danske befolkning op, så mangler vi måske en demokratisk institution, der kan,« siger Magnus Haslebo og åbner dermed en debat om Pressenævnets rolle generelt.

»Jeg synes i den grad, at sagen er en debat værdig, og før jeg kritiserer Pressenævnet for at have for få handlemuligheder er jeg nødt til at afsøge den mulighed,« forklarer han.

Pressechefen hos Alternativet understreger samtidig, at der også er eksempler på, at medier har fået den korrekte sammenhæng med om PSO-afgiften; nemlig at EU-kommissionen havde sået tvivl om PSO-afgiften.

»Jeg tror bestemt ikke, at journalisterne begår fejlen i ond vilje. Det er nok snarere et udtryk for travlhed,« siger han.

Samtidig påpeger han, at både Alternativet og EU-kommissær Margrethe Vestager undervejs i de langstrakte PSO-forhandlinger forsøgte at råbe vagt i gevær og få rettet fejlen – dog uden det store held. PSO’en blev stadig kaldt »ulovlig« og »traktatstridig« i flere danske medier.

Ifølge Magnus Haslebo udstiller sagen et større principielt problem om, at den hurtige nyhedsdækning ikke altid når at faktatjekke alle de påstande, der videreføres.

»Det er interessant, når spinmaskinen begynder at styre, hvad der kommer ud i medier. Der kommer nogle postulater ud, som lige så stille begynder at indfinde sig i den offentlige debat, fordi medier gentager dem og dermed reproducerer fejlen i et uendelighedsloop,« siger han og stiller spørgsmålet:

»Har medierne den fornødne tid og de fornødne ressourcer til at imødegå spin?«