Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Her er Nye Borgerliges politiske grundprincipper

Højrefløjspartiet Nye Borgerlige kombinerer en stram udlændingepolitik og en hård fordelingspolitik.

/ritzau/

Højrefløjspartiet Nye Borgerlige er torsdag blevet godkendt af Social- og Indenrigsministeriet som opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Partiet placerer sig på den absolutte højrefløj, hvor de kombinerer en udlændingepolitik til højre for Dansk Folkeparti og en fordelingspolitik til højre for Liberal Alliance.

Partiets kræver blandt andet et asylstop, at retten til offentlig forsørgelse knyttes til det danske statsborgerskab, og at kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

Her kan du læse et udpluk fra Nye Borgerlige fem grundprincipper:

  • 1. Nye Borgerlige vil sikre et stærkt, kulturelt værdifællesskab. "En kultur, hvor frie mennesker lever side om side i fred og fordragelighed i et samfund baseret på tillid, solidaritet og sammenhold".
  • 2. Nye Borgerlige vil beskytte naturen. "Vi har ansvar for at give naturen videre til vores efterkommere uden at ødelægge den, mens den er i vores varetægt. Fornuften skal tilbage i miljøpolitikken".
  • 3. Nye Borgerlige vil have mindre stat og mere menneske. "Vi ønsker et samfund med mere økonomisk frihed til danskerne".
  • 4. Nye Borgerlige vil stå vagt om frihed, folkestyre og national suverænitet. "Vi vil stå vagt om danskernes frihed, rettigheder og det danske folkestyre - og bekæmpe enhver begrænsning heraf".
  • 5. Nye Borgerlige vil tage fælles ansvar for samfundets svageste. "Civilsamfundet skal styrkes, og familierne og de nære fællesskaber skal i højere grad have frihed til selv at tage sig af deres nærmeste".