Jurist: Medicinering for at lette arbejdspres er ulovligt
Det er alene patientens helbredsmæssige behov, der skal afgøre medicinen, pointerer sundhedsjurist.
Arbejdspresset på Køge Sygehus er så stort, at personalet nogle gange må give sovemedicin til patienterne. Ellers kan sygeplejerskerne ikke få ro til at tilse andre patienter, skriver DR Sjælland.
Det er en ulovlig praksis, vurderer sundhedsjurist Kent Kristensen fra Syddansk Universitet:
- Der er jo ikke nogen, der gør det her, fordi de synes, det er sjovt. Det er en nødbremse, man har trukket i.
- Det, der er galt, er, at det er en ulovlig nødbremse, personalet har trukket i. Når man ordinerer medicin til en patient, skal det ske efter patientens helbredsmæssige behov - og ikke efter et ressourcehensyn.
- Hvis man medicinerer ud fra en norm om, at man har begrænsede ressourcer - og ikke ud fra patientens helbredsmæssige behov - så begår man skade på patienten og handler i strid med sit ansvar som autoriseret sundhedsperson.
Sundhedsjuristen pointerer, at det også er et ledelsesmæssigt ansvar, at medicinen ordineres korrekt.
- Det er et spørgsmål om, at man som ledelse skal sikre, at afdelingerne har de ressourcer, der er nødvendige, for at kunne løse opgaverne sundhedsfagligt forsvarligt, siger Kent Kristensen.
Socialdemokraterne og SF vil have sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at igangsætte en undersøgelse af, om episoderne fra Køge Sygehus også gør sig gældende på landets andre sygehuse og hospitaler. Ministeren er også kaldt i samråd.