Efter endnu en partihopper: Sætter politikere sig selv over partiet?
Når ideologien forsvinder i politik, bliver politikernes holdepunkt dem selv. De sætter egne muligheder og karriere over partiet, mener lektor Johannes Andersen.
Anker Jørgensen, Poul Schlüter eller Thorvald Stauning.
Ikoniske partisoldater, der gennem et helt liv, kæmper for en politisk bevægelse – både i med- og modvind – bliver måske mere sjældne i fremtidens historiebøger.
De seneste års mange eksempler på, at politikere tager deres mandat med over til et andet parti midt i en valgperiode, bekræfter nemlig fordommen om karrierepolitikere, mener lektor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen.
»Mens politikere før i tiden var forankret i en ideologisk bevægelse, ser vi i dag flere politikere, som sætter egne ambitioner og muligheder over partiets. Hvis ikke man kan trække vejret i partiet, ryger mandatet over til et andet, hvor mulighederne ser lysere ud. Det er en bevægelse, som bekræfter et brud med erhvervs- og klassetilhørsforhold til bestemte partier,« siger Johannes Andersen.
Debatten om politikere, der hiver deres mandat med over i et andet parti, er endnu engang blevet aktuel, efter den nu tidligere socialdemokrat, Pernille Schnoor, skiftede til Alternativet, blot 10 måneder efter næsten 4.000 socialdemokrater havde stemt hende i Folketinget.
Men ifølge Johannes Andersen er det del af "gamet", som vælgerne skal indstille sig på, når de går i stemmeboksen.
»Troløsheden i samfundet er en del af nutidens politik. Både vælgerne og politikerne gør i stigende grad op med forestillingen om, at de ultimativt tilhører et bestemt parti. Vi forbinder ikke et parti med en bestemt samfundsklasse eller erhverv, som vi gjorde før i tiden, og derfor shopper vi rundt mellem partierne« siger lektoren og uddyber:
»De mange partiskift er blot et billede på os vælgere. Vi vælger ud fra enkeltpersoner og enkeltsager, så vores ideologiske holdepunkt forsvinder. Politikerne placerer sig ligeledes i det parti, hvor politikerens egne holdninger og målsætninger får bedst vilkår. Og hvis partitoppen går i én retning, er det ikke givet, at alle politikere følger trop«.
Nyere politisk historie vidner da også om, at politikerne ikke nødvendigvis flytter sig i samme retning som partiet.
Seneste eksempel er fra december 2015, da Jens Rohde skiftede fra Venstre til De Radikale i Europa-Parlamentet, fordi Venstre ifølge Rohde havde dannet parløb med DF i flygtningepolitikken.
På samme måde oplevede SF en flugt fra partiet, da folketingsmedlemmer som Astrid krag, Ole Sohn og Jesper Petersen trak deres mandat over til Socialdemokraterne, ligesom Ida Auken gjorde det samme, da hun skiftede til De Radikale.
»Siden 1970'erne har partierne haft tendens til at skifte politisk linje oftere. Netop fordi de ikke tilhører en bestemt gruppe, som da Venstre var landbrugets parti, eller da Socialdemokraterne var arbejdernes parti. Så partiernes skiftende politik har selvfølgelig også betydning for, at nogle politikere smutter med deres mandat,« siger Johannes Andersen.
Pernille Schnoors skifte til Alternativet er foreløbigt det eneste mandathop i denne folketingsperiode.