Fortsæt til indhold
Politik

Søren Pind tager affære efter udskældt Levakovic-dom

Justitsministeren har bedt Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som den meget omtalte Levakovic-sag så vidt muligt kommer for Højesteret.

Justitsminister Søren Pind (V) reagerer nu på sagen om den seriekriminelle Gimi Levakovic, som på trods af talrige pletter på straffeattesten tirsdag fik landsrettens ord for, at han ikke kan udvises af Danmark.

Ifølge Søren Pind bør sager som Levakovic' så vidt muligt prøves i Højesteret, skriver ministeren i en Facebook-opdatering:

»Jeg har i dag anmodet Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som Levakovic-sagen så vidt muligt afprøves i Højesteret,« skriver han:

Østre Landsret afgjorde tirsdag, at 46-årige Gimi Levakovic skal halvandet år i fængsel, men at han slipper for at blive udvist af Danmark.

Dermed omstødte landsretten byrettens beslutning, der lød på fængsel og efterfølgende udvisning af landet med indrejseforbud i 12 år. Levakovic har en stribe domme bag sig, og afgørelsen fik tirsdag en række politikere til at kræve, at regeringen tog affære.

Én af dem er Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne.

»Det virker jo åbenlyst urimeligt, og ens retsfølelse bliver åbenlyst krænket, når domstolene omstøder en afgørelse, så en mand, der har begået så grov kriminalitet, alligevel ikke kan sendes ud af Danmark,« sagde hun tirsdag og fortsatte:

»Og det er derfor, at min opfordring til justitsministeren er klar: Han må sørge for, at den her sag bliver gennemgået, og at vi får peget på, hvad som ligger til grund for, at den her dom er blevet omstødt. Og så må vi fremadrettet sikre, at vi har lovhjemmel, så mennesker, der begår så voldsom kriminalitet, ikke kan have ophold i Danmark.«

Søren Pind vil dog rådføre sig med relevante myndigheder, inden han eventuelt vil foreslå lovændringer:

»Disse sager har stor offentlig bevågenhed, og der er naturligt fokus på, om reglerne kan strammes. Inden vi sætter lovmaskineriet i gang, er det vigtigt for mig, at vi så vidt muligt får Højesterets udlægning af retstilstanden, så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind. Det gælder ikke mindst, når vi har med sager som Levakovic-sagen at gøre, hvor landsretten har delt sig i en 3-3 afgørelse. Vi så det samme ske i sagen om bandelederen Fez Fez, som Højesteret endte med at udvise af Danmark med indrejseforbud for bestandig,« skriver han på Facebook.

Rigsadvokaten ønsker ikke at kommentere justitsministerens henvendelse på nuværende tidspunkt.

Hos Landsforeningen af Forsvarsadvokater advarer man imidlertid politikere mod at udtale sig om konkrete retssager.

»Det er vigtigt, at den lovgivende og den dømmende magt bliver holdt adskilt. Politikerne bør lade dommerne passe deres arbejde,« siger foreningens formand, advokat Kristian Mølgaard.

Han understreger desuden, at ingen af politikerne kan have læst afgørelsen i Levakovic-dommen og derfor ikke kan vurdere alle detaljerne i sagen. Så meget desto mere grund til at lade være med at udtale sig skråsikkert:

»Uden et intenst kendskab til de specifikke detaljer i sagen skal man holde sig fra at kommentere. Når det handler om udvisninger er der jo mange hensyn, der skal afvejes helt ned i detaljen,« siger han.

Kristian Mølgaard har ingen holdning til om Levakovic-sagen skal for Højesteret eller ej. Det bør dog ikke være et kriterium at sagen har stor offentlig interesse, mener han. Derimod bør det være et kriterium, hvis sagen har principiel interesse.

Normalt blander politikere sig ikke i domstolenes arbejde. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er dog oprørt over Levakovic-dommen, som han ikke mener er retfærdig.

»Helt vildt at Levakovic ikke blev udvist af Danmark. Efter talrige kriminelle gerninger og provokation på provokation havde jeg set frem til, at byrettens udvisningsdom ville blive stadfæstet,« skriver han på Facebook og fortsætter:

»Håber sagen nu ankes til Højesteret, så retfærdighed kan finde sted! Og så er der behov for at udvisningsreglerne strammes!«

Og dén kommentar er ifølge Kristian Mølgaard over stregen:

»Han kommenterer netop kvaliteten af landsrettens afgørelse uden at have det fornødne kendskab til den specifikke sag. Med andre ord mener han, at dommen er forkert,« siger forsvarsadvokaten.

Regler om udvisning hører under udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ressortområde, og efter Levakovic-dommen tirsdag skrev hun i en Facebook-opdatering, at det er »blevet tid til at stramme udvisningsreglerne.«

Hun ønsker ikke at uddybe kommentaren overfor Jyllands-Posten på nuværende tidspunkt. I stedet henviser hun til Venstres regeringensgrundlag, hvor man kan læse følgende om regeringens planer:

»Regeringen vil også sætte ind over for udlændinge, der begår kriminalitet under deres ophold i Danmark. De misbruger det danske samfunds tillid. Kriminelle udlændinge skal udvises og hjemsendes til afsoning i størst muligt omfang. Derfor vil regeringen stramme udvisningsreglerne og styrke indsatsen for hjemsendelse af kriminelle udlændinge.«