JP's læsere om Levakovic: »Han skal bare hjem, og hele familien skal samme vej«
Mange af læserne mener, at det er politikernes pligt at blande sig i Gimi Levakovic' manglende udvisningsdom.
Den 46-årige Gimi Levakovic slipper for at blive udvist af Danmark. Det afgjorde Østre Landsret tirsdag og omstødte dermed udvisningsdommen fra byretten.
Dommen fik en række politikere, heriblandt Tine Bramsen (S) og Inger Støjberg (V) til at melde ud, at de ønsker at lave reglerne om, så kriminelle med dom efter dom bag sig ikke kan blive i Danmark. Den konservative formand Søren Pape meddelte tirsdag, at han vil tale med justitsminister Søren Pind (V) om lovgivningen bag de nuværende udvisningsregler.
Men har politikerne ret til at blande sig i domstolenes forvaltning af de love, der eksisterer i Danmark? Det spørgsmål stillede vi tirsdag Jyllands-Postens brugere på Facebook, og de fleste af de knap 500 kommenterende brugere mener, at det i særlige tilfælde er OK for politikerne at blande sig. Og flere stiller spørgsmålstegn ved Østre Landsrets manglende udvisning af Gimi Levakovic.
»Nej, politikere skal normalt ikke blande sig. Men vi har set så mange fuldstændig tåbelige afgørelser, at der efterhånden er tvivl om, at dommere følger lovgivningens intentioner, eller om de plejer egne kulturradikale synspunkter,« skriver Evald Christiansen.
Det er deres pligt at blande sig, når det er ved at skride ud af hænderne på domstolene. De må vedtage nogle helt klare love, det er ikke op til dommerne at fortolke dem.
»Det er deres pligt at blande sig, når det er ved at skride ud af hænderne på domstolene. De må vedtage nogle helt klare love, det er ikke op til dommerne at fortolke dem,« supplerer Preben Bo Jensen.
Gimi Levakovic blev i august i år udvist til sit hjemland Kroatien af byretten i Næstved, men Landsretten omstødte dommen, bl.a. med henvisning til, at den 46-årige har forældremyndigheden over to mindreårige børn. Han er denne gang tiltalt for dødstrusler og våbenbesiddelse, men har tidligere været fængslet for andre forhold.
Den 46-årige er ikke den eneste i Levakovic-familien, som flere gange har været på kant med loven. I løbet af de seneste par år er fire medlemmer af Levakovic-familien blevet udvist af Danmark for bl.a. hjemmerøverier, et bankrøveri og dødskørsel i det indre København.
Familien har desuden spredt forargelse, fordi de ifølge TV2-dokumentaren "Sigøjnerbossen og hans frygtede familie" har modtaget 16,8 mio. kr. i offentlig forsørgelse i løbet af fire år.
»Magter snart ikke mere at høre om, hvor meget vi eftergiver "deres små fejltagelser". Han skal bare hjem, og hele familien skal samme vej. At hans børn ikke kan sproget, og han har boet i Danmark i mange år, kan ikke være vores problem,« skriver Kim Steffensen.
Der er dog JP-læsere, som går mod strømmen og mener, at politikerne skal respektere magtens tredeling og blande sig helt uden om, hvad domstolene laver.
»Hos os er magten tredelt. Det byder, at domstolene er HELT uafhængig af det politiske system. Det skal bare respekteres, og det vil det vel reelt vel også blive - uanset hvad vi som enkelt personer måtte mene,« skriver Ole Lynggaard Jørgensen.
Levakovic-sagen er blevet et symbol på de udfordringer, som opstår, når folk, der ikke er danske statsborgere, begår så grov kriminalitet, at de kan blive udvist - selv om de har større tilknytning til Danmark end til deres hjemland. I Gimi Levakovic' tilfælde kom han til Danmark som barn og har ikke nogen særlig tilknytning til Kroatien.
Men også andre sager har sat retsfølelsen på en prøve. Bl.a. sagen om den 18-årige somalier, der blev udvist af byretten efter at have voldtaget en kun 10-årig pige i byen Gullestrup. Også her ændrede Landsretten dommen til en betinget udvisning med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, og netop dén sag henviser en bruger på Jyllands-Postens Facebook-side til.
»De har ikke viljen. De har intet ændret siden sidst,« skriver Daniel M. Hansen.
Også i sagen, hvor den 23-årige Nanna Skovmand og hendes kæreste juleaften 2014 blev overfaldet og tævet med kæder, har spørgsmålet om de betingede udvisninger været oppe at vende.
Det viste sig i løbet af retssagen, at den ene af de sigtede - en 18-årig mand - to gange tidligere var blevet dømt til betinget udvisning. Selv om den unge mand havde begået ny kriminalitet inden for sin prøvetid på to år, blev han alligevel ikke udvist, men fik endnu en betinget udvisningsdom.
Denne sag fik Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til at kræve de betingede udvisningsdomme skrottet, mens Venstres daværende retsordfører Karsten Lauritzen - som nu er skatteminister - over for Ekstra Bladet udtrykte ønske om at få reglerne strammet op.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har i forbindelse med Levakovic-dommen skrevet på Facebook, at det er på tide at stramme udvisningsreglerne.
Hun ønsker ikke at uddybe udmeldingen på nuværende tidspunkt. I regeringensgrundlaget skriver Venstre følgende om emnet:
»Regeringen vil også sætte ind over for udlændinge, der begår kriminalitet under deres ophold i Danmark. De misbruger det danske samfunds tillid. Kriminelle udlændinge skal udvises og hjemsendes til afsoning i størst muligt omfang. Derfor vil regeringen stramme udvisningsreglerne og styrke indsatsen for hjemsendelse af kriminelle udlændinge.«
Procesbevillingsnævnet vil efter Østre Landsrets dom over Gimi Levakovic sandsynligvis blive bedt om at tage stilling til, om sagen kan komme for Højesteret.