Fortsæt til indhold
Politik

Masssivt sikkerhedsopbud under Wilders-besøg

Bombehunde og metaldetektorer var med til at sikre sikkerheden omkring den omstridte, hollandske politiker, Geert Wilders, der lørdag talte på Folkemødet i Allinge.

Politiet var massivt til stede under islamkritikeren Geert Wilders besøg i Allinge lørdag. Både bombehunde og metaldetektorer blev taget i brug for at sikre debatten om ytringsfrihed, der er arrangeret af Trykkefrihedsselskabet, hvor også betjente fra Politiets Aktionsstyrke var til stede.

Efter anvisning fra politiet meddelte Folkemødet for nogle dage siden, at debatten af sikkerhedsmæssige årsager måtte rykkes fra et åbent telt på festivalområdet, som det oprindeligt var planlagt, og over på den lokale skole, Kongeskærskolen.

Her mødtes Wilders og Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose, til en debat om demokrati og frihed.

Den kontroversielle hollandske politiker begyndte med at takke Trykkefrihedsselskabet for invitationen – og også rose selskabet med formand Katrine Winkel Holm i spidsen for ikke at lade sig tryne af den hidsige debat, der er fulgt i kølvandet på nyheden om, at Wilders skulle gæste årets folkemøde. Flere politikere har bl.a. meldt ud, at de ville boykotte folkemødet på grund af Wilders tilstedeværelse.

”Jeg elsker Danmark,” sagde den hollandske islamkritiker – på dansk vel at mærke.

Herefter slog han over i engelsk og konstaterede, at han godt var klar over, at kærligheden ”nok ikke var gengældt alle steder”.

4. maj i år var der et skudattentat mod en Muhammed-udstilling i Texas, hvor Wilders deltog, men det har altså ikke afskrækket ham fra at deltage i dagens debat med Flemming Rose, der i lighed med Wilders har måttet leve med dødstrusler efter Muhammed-tegningerne.

"Jeg er da ikke glad ved det"

Ifølge Wilders er han blevet ”gemt” i et hemmeligt hus på Bornholm, indtil debatten skulle afvikles.

Et skøn lyder, at omkring 50 betjente var med til at bevogte Kongeskærskolen, hvor der kun var plads til 80 tilhørere.