Ny måling: Thorning står til historisk comeback
Blå bloks føring er væk. Pludselig står Helle Thorning-Schmidt til en komfortabel valgsejr, viser ny Wilke-måling.
Efter at have været markant bagud i årevis, er rød blok halet mærkbart ind på blå blok i løbet af de seneste uger.
Og nu viser en helt ny meningsmåling, foretaget af instituttet Wilke, at der for første gang siden valget i 2011 i en måling for Jyllands-Posten er flertal blandt de partier, der peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister.
Var der valg i dag, ville 51,6 procent af vælgerne sætte krydset ved et parti i rød blok. 48,4 procent af vælgerne vil stemme på partier, der peger på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, viser målingen.
Dermed fordeler mandaterne sig 90-85 til rød blok og har dermed flertal selv uden de fire nordatlantiske mandater. For bare halvanden måned siden var fordelingen 84-91 i blå bloks favør.
Det er især det nystiftede parti Alternativet, der har markant fremgang. Partiet med den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk i spidsen står nu til 4,0 procent af stemmerne – og har dermed god afstand ned til spærregrænsen på to procent selv hvis man tager højde for den statistiske usikkerhed i målingen.
Derudover går Socialdemokraterne frem og ligger nu over valgresultatet på 24,8 procent. Venstre fortsætter til gengæld tilbagegangen, og ifølge Wilke-målingen vil færre end hver femte dansker lige nu sætte kryds ved liste V.
Samtidig kan de Konservative blot notere sig opbakning fra 3,7 procent af vælgerne og står således til at blive overhalet af Alternativet.
Enkeltmålinger skal naturligvis altid tages med forbehold, og ifølge Ritzaus vægtede gennemsnit af de seneste målinger har blå blok da også stadig knebent flertal.
Men hvis det vitterligt lykkes for Helle Thorning-Schmidt at genvinde regeringsmagten, vil det være en decideret historisk bedrift, lyder det fra Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet.
”I perioden fra 1957 – som er så langt tilbage, jeg har kunnet finde målinger – har der ikke været en regering, der har været så langt bagud undervejs i valgperioden, som den her regering har været, og så alligevel vundet. Og det er heller ikke fordi jeg tror, at det er sket før 1957 – længere tilbage har vi bare ikke data,” siger Rune Stubager og fortsætter:
”Vi taler altså om, at rød blok i april 2013 var nede på en tilslutning på 41,4 procent i de vægtede målinger.”
I forhold til valgresultatet fra 2011 mister Venstre 13 mandater, hvis Wilke-målingen holder stik. Til gengæld går Dansk Folkeparti 10 sæder frem. SF og De Radikale taber fire mandater hver, men Socialdemokraterne holder valgniveauet, 44 mandater.
Ifølge Rune Stubager kan flere faktorer være medvirkende til rød bloks pludselige fremgang over de seneste uger.
”Det er jo ikke fordi der i og for sig er sket så meget i forhold til nye politiske udmeldinger eller store skandalesager den seneste tid. Men i forhold til Alternativet kan det spille en rolle, at nogle har holdt sig tilbage fra at pege på Alternativet på grund af faren for stemmespild. Den frygt synes jo nu at være drevet over, og det være en del af forklaringen på, at Alternativet fortsætter fremgangen – ikke bare i denne måling, men i flere andre også,” siger han.
Samtidig vurderer valgforskeren, at en del af forklaringen skal findes i Venstres politik og Lars Løkke Rasmussens personsager.
”For mig at se er der to hovedforklaringer, som begge har med Venstre at gøre: Det første er, at partiets budskaber om nulvækst eller udgiftsstop ikke er populære blandt de vælgere, som partiet siden seneste valg havde gaflet fra rød blok. Det bryder de sig simpelthen ikke om," siger han og fortsætter.
"Det andet har at gøre med Lars Løkkes person. Valget har betydet, at han nu er blevet presset frem i forreste linje. Thorning har på det seneste klart slået Løkke hver eneste gang de i en måling er blevet sat op mod hinanden, uden at det har flyttet meget i forhold til stemmeafgivningen. Det ser nu ud til, at folk i højere grad bringer de to ting i overensstemmelse.”
Cordsen: Nervøsiteten stiger i blå blok
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg afviser, at blå bloks tilbagegang betyder ændringer i Venstres valgkamp.
"Men det giver anledning til, at arbejde dag og nat for at vinde det tabte tilbage," siger hun. Hun mener, at tiden nu er inde til at "tale politik", og hun langer hårdt ud efter Socialdemokraterne for at føre beskidt kampagne med mudderkast og gentagne personangreb.
"Vi har set landets statsminister stå på landsdækkende TV og gøre grin med Panorama-manden," siger hun med henvisning til en kommentar, som Thorning kom med under søndagens TV-duel med Lars Løkke Rasmussen. Her sagde Thorning til Løkke, at der vist var "gået Panorama i den" med henvisning til sagen om virksomheden Panorama, hvor der tidligere blev sået tvivl om en historie, som direktøren havde fortalt til Løkke under et virksomhedsbesøg.
Thornings angreb var tydeligvis planlagt, for i samme øjeblik, som bemærkningen faldt, lancerede Socialdemokraterne kampagnen "Ups, der gik vist Panorama i den," med en video på Facebook.
Er Socialdemokraternes angreb en del af forklaringen på, at I går tilbage?
"Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det svinger i den retning lige i øjeblikket," siger Inger Støjberg.
Hun retter nu skytset mod valgets mulige joker, Alternativet, som ser ud til at blive afgørende for, om Thorning-regeringen genvinder magten.
"Jeg vil bare minde om, at det er et parti, der går ind for kødfrie mandage, løse bisonokser i statsskovene og et banksystem, der hører middelalderen til. Det er det, som Helle Thorning kommer til at basere sit flertal på," siger Inger Støjberg.
Hun henviser til en række forslag fra Alternativet om kødfri dage, mere dynamik i skovene og streng regulering af bankerne, der kun skal have lov at låne penge ud, som de rent faktisk selv ligger inde med.