Venstre-folk angriber pressen for ensidig valgdækning
Mediernes dækning af valgkampen har været "under al kritik", lyder det bl.a. fra en række Venstre-kandidater
En række folketingskandidater fra Venstre er gale i skralden over den måde, medierne har dækket valgkampens første uge på.
Det virker næsten, som om medierne har spekuleret i, at blå blok skulle miste sit forspring, så valgkampen bliver mere lige og dermed mere spændende, vurderer indfødsret- og forbrugerordfører Jan E. Jørgensen.
Han er bl.a. frustreret over den behandling, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen fik af ordstyrer Poul Erik Skammelsen i en duel på TV 2 med Helle Thorning-Schmidt søndag aften.
Poul Erik Skammelsen afbrød i løbet af duellen Lars Løkkes talestrøm 28 gange, mens Helle Thorning-Schmidt "kun" blev afbrudt af studieværten 13 gange.
"Det er, som om en række medier har tænkt sig, at denne valgkamp pinedød SKAL være spændende - og derfor går de hårdest til favoritten," siger Jan E. Jørgensen om TV 2's håndtering af formandsduellen.
Kritikken breder sig i tirsdagens udgave af Politiken, hvor energiordfører Lars Christian Lilleholt mener, at mediernes dækning af valgkampens første dage har været "under al kritik", mens iværksætterordfører Jakob Engel-Schmidt også sår tvivl om mediernes motiver.
"Det ville også være trist at lave avis, hvis det var sådan, at de borgerlige var foran med fem pct.point," siger han.
Allerede på valgkampens anden dag måtte Venstre i defensiven, da Lars Løkke Rasmussen og direktøren for virksomheden Panorama begge måtte forklare nogle udtalelser om en unavngiven tidligere medarbejder på Panorama, som havde sagt op, fordi det "ikke kunne betale sig" for ham at arbejde i forhold til at være på kontanthjælp.
Episoden førte til, at Panoramas direktør blev jagtet og udspurgt om dokumentation for hans påstand, mens der blev spekuleret i, om Lars Løkke Rasmussen mon havde talt usandt, og at den unavngivne Panorama-medarbejder slet ikke fandtes.
Mediernes dækning af denne sag fik folketingsmedlem og -kandidat Martin Geertsen (V) til at skrive bl.a. dette på Facebook:
"Direktøren for Panorama har bekræftet det, Lars Løkke Rasmussen har gengivet (...) Journalist fra Dagbladet Roskilde, som var tilstede under Lars Løkke Rasmussens besøg på Panorama, bekræfter det, Lars Løkke Rasmussen har gengivet. Direktør for Bella Sky, Allan Agerholm, bærer ved til Lars Løkke Rasmussens pointe om, at det ikke kan betale sig at arbejde. Pressens konklusion: Lars Løkke Rasmussen lyver ... Politisk journalistik eller journalistisk politik, DR og TV2??"
Også på Twitter har mediernes kritiske fokus på især Lars Løkke Rasmussen fået en hård medfart fra blå bloks støtter.
TV 2 har over for Politiken afvist kritikken af Poul Erik Skammelsens afbrydelser af Lars Løkke under søndagens tv-duel med henvisning til, at der "sker mange ting i direkte fjernsyn".
"Jeg mener bestemt ikke, at man videnskabeligt ud fra dette kan lægge til grund, at TV 2 er en rød kanal, der er ude på at få fat i Lars Løkke," siger event- og udviklingschef Ulla Pors.
Ifølge de seneste meningsmålinger har rød blok i løbet af valgkampens første seks dage halet ind på blå blok, og der er nu så godt som dødt løb mellem de to politiske fløje. Indregner man den statistiske usikkerhed, er det fuldstændig åbent, hvem der fører.
Jyllands-Postens seneste Wilke-måling viser 48,9 pct. opbakning til rød blok og 51,1 pct. til blå blok.