Ny opfindelse sætter valgplakater op 25 pct. hurtigere
En kreativ lollik har fundet på et nyt aggregat til at sætte plakater op.
Det er tungt, det tager lang tid, og det er besværligt.
At hænge valgplakater op er en opgave for mange partisoldater rundt omkring i landet i disse tider. En af dem er Hans Kristensen, kasserer for Socialdemokraterne i Lolland.
Men på den egn er opsætningen blevet lidt nemmere ved dette folketingsvalg.
Efter at have været med til mellem 15 og 17 valg i alt har Hans Kristensen nemlig fået en idé.
Han har bygget en trækonstruktion, som betyder, at han selv kan sætte plakaterne op uden at få ondt i ryggen. Han kalder den selv for en "plakatopsætter".
"Ideen kom ved EU-valget sidste år. Der gik vi over til at bruge plastplakater, og sådan nogle er tunge. Så når man skal op i to meters højde med dem, så er det altså med at blive til en blæksprutte med fire eller fem arme. Normalt må man være flere om det for at støtte det," siger han.
Efter valget til EU-parlamentet gik Hans Kristensen i gang med at udvikle den nye anordning, som viste sit værd for første gang i onsdags, da valget blev udskrevet.
"Vi var tre og klarede 300 mellem klokken 12.30 og 19. Den er designet sådan, at den overholder de lovbestemte krav, så de ikke kommer højere op end 2 meter og 15 centimeter," siger han.
Med sin nye opfindelse kan han nu sætte plakater op for den lokale S-kandidat, Kasper Roug, ca. 25. pct. hurtigere end tidligere, vurderer han.