Fortsæt til indhold
Aarhus

Valgplakaten har fået et personligt strejf

Kunstværk eller hærværk. Enhedslistens Søren Egge Rasmussen har ladet kæresten male på sine valgplakater.

Henrik Grønvald

Enhedslistens folketingskandidat Søren Egge Rasmussen har valgt at skifte nogle af partiets traditionelle Ø-valgplakater ud med med en meget personlig fotovalgplakat.

Kæresten, billedkunstneren Ina Marie Graneberg har udsmykket nogle af plakaterne med folketingskandidatens kernebudskaber som vedvarende energi, kollektiv trafik, cyklisme og økologi.

Hvorfor bruger du portrættet på plakaterne i stedet for det røde Ø?

»Portrætterne er besluttet i den centrale valgkampsledelse, og så er det op til lokalafdelingerne, om de vil bruge det. I Aarhus Afdeling Øst har vi enstemmigt besluttet at bruge halvt af hver,« fortæller Søren Egge Rasmussen.

Det er, som om det politiske hjerte i en valgplakat er holdt op med at slå.
Søren Egge Rasmussen, folketingskandidat, Enhedslisten

Hvorfor har du ladet din kæreste male på valgplakaterne?

»Det er lige minimalistisk nok med blot partinavn, kandidatens navn og et portræt. Det har vi forsøgt at rette op på ved at tilføje plakaterne noget mere om, hvad jeg står for.«

Så fra de anonyme røde Ø-plakater er du ligesom gået all in?

»Jeg vil gerne genoplive den gode valgplakat. På plakatmuseet i Den Gamle By finder man valgplakater med et stærkere budskab, som reflekterer over nutiden og rækker ind i fremtiden. Det er, som om det politiske hjerte i en valgplakat er holdt op med at slå.«

Risikerer du ikke, at det bliver opfattet som hærværk?

»Nej, for det ville kræve en stige, og hvis man skulle male, som Ina har gjort, ville det nok tage et kvarters tid. Det ville man nok ikke gå i gang med.«

Du er ikke bange for, at folk så vil dekorere videre på kunstværkerne?

»Nu hænger plakaterne 2,3 meter over jorden, så det tror jeg ikke. Men det er jo en risiko. Der sker jo ting og sager med valgplakater.«

Hvad håber du at opnå med en mere personlig valgplakat?

»Jeg tror, at flere vil blive opmærksomme på, at jeg stiller op, inden de kommer ind i stemmeboksen. Og der er en del, som godt ved, at jeg i mange år har arbejdet for vedvarende energi, økologi, og havvindmøller i Aarhus Bugt, og som vil bedømme mig på det. Så jeg håber, at det giver en ekstra effekt.«

Er det ikke synd at hænge kunstværker i lygtepælene?

»Måske, men jeg tror også, at jeg vil beholde en og tage den med ud til valgmøderne. Folk reflekterer nok mere over tingene, og hvad valget drejer sig om, når de ser den på nært hold.«

Tror du, at en god valgplakat giver flere stemmer?

»Tidligere betød plakaterne nok mere. I dag har andre nye medier taget over, og folk bruger noget, som minder om plakatkunst, ved at lægge et billede op med en bestemt tekst. Og det er godt, det ikke udelukkende er portrætter, som har været igennem Photoshop, og hvor der kun står et navn og partiet.«

Og du har ikke været igennem Photoshop?

»Nej, det tror jeg ikke.«

Så det er et helt ærligt billede, du har på plakaten?

»Ja. Måske er det et år gammelt, så det er nok det mest uærlige ved det.«