Ahva? Se valgkampens mest overraskende valgplakater
Der er noget særligt over valgplakater. Med denne liste hylder vi de mest kreative, sjove eller opsigtsvækkende af slagsen.
Forskningen har igen og igen konkluderet, at valgplakater ikke har nogen særlig betydning for kampen om vælgernes gunst. Alligevel er det en helt fast tradition, at partiernes kandidater hænger i alle lygtepæle. Ja, måske er valgplakaterne det tydeligste tegn på, at et valg er udskrevet.
Og bare fordi plakaterne ikke nødvendigvis flytter stemmer i stemmeboksen, skal det ikke forhindre os i at hylde valgkampens mest interessante, finurlige og sjove eksemplarer.
Derfor – send os meget gerne et tip eller et billede på mail steen@jp.dk eller skriv til @JPpolitik på Twitter eller på Facebook. Vi opdaterer løbende artiklen med de mest interessante påfund.
Den sovende
"Det handler om mennesker," lyder De Radikales partislogan. Men ser man på Sander Jensens valgplakat, får man fornemmelsen af, at det også handler om at være udhvilet. Og lidt om dyr.
Sammen med hunden Vika er han hoppet under dynen på sin noget utraditionelle valgplakat, og det gør ikke noget, hvis den får folk til at undre sig, forklarer Sander Jensen. Hans er opstillet i Aarhus og Østjylland med et valgslogan på godt aarhusiansk: #Prøliåhørhær.
Den kunstneriske
Enhedslistens kandidat i Østjyllands Søren Egge Rasmussen (som står til at komme i Folketinget) har skiftet nogle af partiets traditionelle valgplakater ud med en meget personlig udgave.
Det er hans kæreste, billedkunstneren Ina Marie Graneberg, som har stået for udsmykningen med kernebudskaber såsom vedvarende energi, kollektiv trafik, cyklisme og økologi.
"Jeg vil gerne genoplive den gode valgplakat. På plakatmuseet i Den Gamle By finder man valgplakater med et stærkere budskab, som reflekterer over nutiden og rækker ind i fremtiden. Det er, som om det politiske hjerte i en valgplakat er holdt op med at slå," siger Søren Egge Rasmussen til Jyllands-Posten.
Den håndtegnede
Er det en ægte valgplakat? Flere har undret sit på eksempelvis Twitter.
For kan det virkelig passe, at den konservative Rasmus Jarlov har hængt valgplakater op med børnetegninger? Ja, den er god nok, bekræfter han. Tegningerne er tilmed tegnet af børn af konservative partimedlemmer, så grundholdningerne skulle være helt på plads. (Det er en blåhval nederst til venstre.)
Ud over at være folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds sidder Rasmus Jarlov i Københavns Borgerrepræsentation. Under valgkampen kæmper han særligt med partifællen Mads Holger om et mandat i storkredsen.
Ole Wedel som statsminister
Spøgefugle i københavnsområdet har klistret små plakater med TV-fænomenet og lokalpolitikeren Ole Wedel op. Han er dog ikke Venstre-politiker, men DF'er og faktisk blev han ved kommunalvalget i 2013 valgt ind i byrådet i Halsnæs Kommune i Nordsjælland.
Siden hans optræden i TV-programmet "48 Timer - Købt fri til kærlighed" i 2004 har han fået nærmest kultstatus på nettet.
Den då-dyre
Drillepinde har været på spil i Gribskov Kommune i Nordsjælland og lavet Naturstyrelsens advarselsskilte til bilister om til en advarsel mod fire år mere med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Billedet er taget i nærheden af byen Helsinge.
Den måske lumre
Venstre-manden fra Fyn Lars Chr. Lilleholt har skabt stor moro med sit spændende valgmotto: Giv lysten en chacen. Billedet her er fra Odense-forstaden Dalum, og selv forklarer Lars Chr. Lilleholt sloganet således:
"Giv lysten en chance er for mig en stor del af mit politiske budskab. Lysten til at arbejde, lysten til at gøre en forskel, lysten til at deltage i demokratiet. For mig er det synonymt med liberalisme," siger han til Jyllands-Posten.
Hvad så, hvis jeg siger "lysten til sex"?
"Så er det fordi, det har en anden tankegang en mig. Den tanke har jeg slet ikke haft."
Den ansigtsløse
Den radikale kandidat i Københavns Storkreds, Samira Nawa Amini, ville gerne give alle borgere muligheden for at prøve, hvordan det er at have sit ansigt på en valgplakat.
Derfor har hun skåret sit eget ansigt ud af en god portion af sine plakater, og mange har allerede fået taget deres billede som Samira – selv Linse Kesslers hund Jytte som kan ses på billedet ovenfor.
"Fidusen er at skabe noget opmærksomhed i et ellers meget ensformigt plakatgadebillede – og så kan folk prøve selv at være på en valgplakat og lege folketingskandidat. Det resulterer i nogle sjove billeder," siger Samira Nawa Amini, som har lagt flere eksempler ud på sin Facebook.
Den ikoniske
Der er noget ikonisk over fotograf Anna Falcks portræt af levemanden og debattøren Mads Holger. Den 36-årige teolog, forfatter og skribent kører i øjeblikket kampagne i Københavns Omegns Storkreds, hvor han håber på en plads i Folketinget for De Konservative.
Og hans plakat bærer præg af, at han er en stilfuld herre. Den er eksempelvis helt renset for distraherende budskaber og partinavn – kun Mads Holgers navn og det konservative C-logo.
Tidligere på året genoplivede Mads Holger sammen med den socialdemokratiske kampagnemakker Morten Bødskov det berømte billede af Poul Schlüter og Anker Jørgensen med hver deres pilsner for munden.
Den sønderjyske Obama
Han er godt nok et par nuancer fra at være Obama, men pyt nu med det. Den 25-årige DF-kandidat og formand for Dansk Folkepartis Ungdom, Peter Kofod Poulsen fra Aabenraa, har fået lavet sin egen version af den amerikanske kunstner Shepard Faireys ikoniske Hope-plakat, der var med til at sprede Barack Obamas budskab om "håb og forandring" over USA i 2008.
Det mørkeblå farvevalg skal symbolisere Peter Kofod Poulsens liberale og borgerlige sider, fortæller han her.
"Men jo også den røde baggrund, hvor jeg prøver at illustrere, at det også er vigtigt, at vi tager et socialt ansvar og passer godt på vores velfærdsstat," siger Peter Kofod Poulsen.
Den virkelig lange
Liberal Alliances kandidat i Nordsjælland, Jonathan Nielsen, har efter sigende fået lavet Danmarks længste valgplakat. 70 meter tæller den, og den hænger i Hillerød på Sjælland og den kan også ses i videoen her.
35-årige Jonathan Nielsen er medlem af Hillerød byråd og arbejder til daglig som politisk konsulent for LA.
Den der siger tillykke
Om 18-årige Holger selv synes godt om denne satireplakat, melder historien ikke noget om. Men uanset hvad kan han glæde sig til at kunne stemme for første gang ved valget.
Plakaten hænger i Højbjerg syd for Aarhus, og sjovt nok hænger der en ægte Dansk Folkeparti-plakat lige nedenunder.
Den med pandekager
Hvem vil ikke stemme et stor JA til pandekager? Rasmus Klump har sandsynligvis fat i en tordnende vindersag her. Eller er en bare en udspekuleret populist? Tak til den vakse læser, som har sendt os billedet.
Den alternative
På Twitter har Alternativet høstet megen ros og mange smil for dette kreative påhit – en valgplakat, der kommenterer andres valgplakater. Og så endda i partiets alternative stil.
Det unge parti med bogstavet Å kan vise sig at blive valgets joker, afhængig af om Uffe Elbæk og hans partifæller klarer sig over spærregrænsen eller ej, hvilket meningsmålingerne i øjeblikket er uenige om.
På billedet ovenfor, som er taget af en journalist på TV 2, er det Venstres Kåre Traberg Smidt, som er kandidat i København, det er "gået ud over".
Den genopstandne
Salige Mogens Glistrup har ikke gjort meget væsen af sig siden hans død i 2008. Derfor er det lidt overraskende, at han hænge rundt omkring i Mårslet syd for Aarhus.
Jyllands-Posten ringede til Fremskridtspartiets formand Niels Højland:
"Hænger han i Mårslet? Det var da skønt. Nu har jeg ikke kontakt med de døde, det gør jeg normalt ikke så meget i, så jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt han er stået op fra de døde."
Frihedsministeren Søren Pind
Tankerne ledes hurtigt hen på Tintin i Congo eller Manden med den Gule Hat fra Peter Pedal-bøgerne, når man får øje på Søren Pind (V) iført safaritøj og med hatten højt hævet i salut.
Men billedet er skam ægte nok. Det er taget af fotograf Søren Christian Bech på en sandblæst landingsbane i Sydsudan i 2011, på et tidspunkt hvor Søren Pind var udviklingsminister (eller frihedsminister, som han selv døbte posten) i Løkke-regeringen. Pind besøgte Sydsudan for at fejre landets dengang nyvundne selvstændighed.
Nu hænger den originale valgplakat i det københavnske gadebillede sammen med Søren Pinds mere almindelige valgplakater.
Babyen med gæld
Den lille August er kun ti måneder gammel og dermed ikke i nærheden af at kunne stille op til Folketinget endnu. Alligevel har den konservative kandidat Casper Strunge valgt at bruge Augusts ansigt på sine plakater, der kan ses i Gentoftes lygtepæle.
Formålet er at vise, at staten allerede har stiftet gæld på Augusts vegne. August ved det bare ikke endnu.
"Det er for at understrege alvoren i det generationslån, vi optager i vores børns navn hvert eneste år, når vi bruger mere, end vi tjener," siger han om statens milliardstore underskud på driften.
Sheriffen fra Amager
Lidt bar hud er muligvis det ældste markedsføringstrick i bogen. Men provokatøren John Erik Wagner – også kaldet sheriffen fra Amager – formår alligevel at forny genren med sin nye valgplakat.
På plakaten, der hænger i flere lygtepæle rundt om i København, er Wagner afbilledet iført intet andet end en cowboyhat og et bælte med en revolver.
"Stem på Wagner det gavner," lyder sloganet fra løsgængeren, som ved kommunalvalget i 2013 gjorde sig bemærket ved at storme på scenen og kortvarigt afbryde DR's direkte TV-valgdebat.
Glass-Steagall eller kaos!
En klassiker i gadebilledet op til et valg er plakaterne fra Schiller Instituttets Venner.
I år advarer Tom Gillesberg (læs mere om ham her) mod at ofre befolkningen for at den internationale valuta- og finansverden kan forsætte sin spekulation.
"Vi skal have et paradigmeskifte over til investeringer i infrastruktur, produktion, videnskab og samfundets udvikling i samarbejde med BRIKS-landene og resten af verden. En win-win-politik der gavner os alle," hedder det på Schiller Instituttets Venners hjemmeside.
Alle skal have en chance til
Mere kyniske iagttagere af dansk politik vil muligvis finde denne plakat med Helle Thorning-Schmidt morsom.
Efter i knap fire år at have været dømt nærmest fuldstændig ude af kampen om at genvinde magten - hovedsagligt på grund af den opslidende løftebrudskritik - ser Thorning og resten af rød blok nu ud til at kunne true Lars Løkke og de blå partier.
Valget tegner til at blive en gyser og ifølge de seneste målinger et det kun et enkelt eller to mandater, der skal svinge fra blå til rød side, før Thorning har flertal.
Tip os
Vi kan umuligt have opdaget alle de geniale plakatpåfund ude i valgkampsdanmark. Så tip os meget gerne på @JPpolitik.
En sidste ting. Det er godt nok ikke en valgplakat i traditionel forstand, men har I set fotograf Joachim Ladefogeds montage med alle partilederne på den berømte trappe i Vandrehallen på Christiansborg? (ovenfor)
Billedet spreder sig over et helt opslag i dagens Jyllands-Posten. Læs mere om Joachims fem dage lange anstrengelser for at få billedet i kassen her.
Og se også de historiske valgplakater fra Danmarks Plakatmuseum her: