Nye målinger spår tæt løb mellem rød og blå blok
Løkke styrer stadig mod Statsministeriet, men Helle Thorning-Schmidt æder sig ind på hans forspring, viser nye målinger.
Hvis valgtrommerne ikke buldrede løs i forvejen, ville de nok komme til det, efter to nye meningsmålinger i dag er landet på Christiansborg.
Begge målinger spår nemlig tæt løb mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). I begge målinger er stemmefordelingen mellem blokkene 48,0 procent til rød blok og 52,0 procent til blå blok.
Den første er en YouGov-måling foretaget for avisen metroXpress, mens den anden er en Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.
Hos YouGov står Socialdemokraterne står til at blive det største parti i Folketinget med 26,1 procent af stemmerne (46 mandater) efterfulgt af Dansk Folkeparti med 19,7 procent (35 mandater) og Venstre med 19,6 procent (35 mandater).
Megafon spår ligeledes, at Socialdemokraterne bliver det største parti, men Venstre distancerer til gengæld DF til tredjepladsen.
Indrømmet, diverse målinger har taget nogle op- og nedture de seneste uger, så alle spådomme skal naturligvis tages med et gran salt – og som politikerne altid siger, er det kun resultatet på valgdagen, der tæller.
I Ritzaus vægtede gennemsnit af de seneste målinger er Løkkes forspring da også mere komfortabelt. Her står blå blok til 53,3 procent af stemmerne mod rød bloks 46,3. Og Alternativet står ikke til at komme over spærregrænsen.
Værd at bemærke er det dog, at begge dagens målinger forudsiger, at den potentielle valg-joker, Alternativet, kommer i Folketinget.
Og nu vi er i gang med at tælle mandater er det i øvrigt vigtigt at huske, at de fire nordatlantiske mandater forventes at fordele sig 3/1 til Thornings favør. Ligesom det er i dag.
Den seneste uge er valgspekulationerne nærmest eksploderet på Christiansborg, hvor forventningen nu er – blandt andet baseret på regeringens seneste stribe af politiske udspil – at Thorning vil udskrive valg i denne uge. Selv sagde statsministeren i dag, at valget "kommer når det kommer."
Hvad tror du? Udskriver Thorning valget onsdag?