Kandidattesten: Hvilken politiker er du mest enig med?
Vil du finde en kandidat ved det kommende folketingsvalg, der matcher dine holdninger, så tag Jyllands-Postens kandidattest.
20 spørgsmål om alt fra skat og kontanthjælp til miljø og barselsorlov. Det er, hvad du skal igennem for at få et bud på hvem, der bedst matcher dine holdninger til det kommende valg.
Prøv testen her
Spørgsmålene er formuleret af Jyllands-Posten og Politikens politiske redaktioner og har til formål at komme bredt rundt i de centrale emner i dansk politik. Omkring 2/3 ud af de pt. 780 opstillede kandidater har besvaret testen.
Jyllands-Postens kandidattest, der er udviklet i samarbejde med Politiken og Ekstra Bladet, giver mulighed for, at du ud for hvert spørgsmål kan angive, hvor vigtigt emnet er for dig. Hvis du f.eks. lægger vægt på at finde en kandidat, der deler dine holdninger til miljø, skal du ud for disse udsagn vælge ”meget vigtigt”, og de vil vægte tungere i det endelige resultat.
Som resultat får du præsenteret en liste med både personer og partier. Både dem, som matcher dine holdninger mest, og dem, som du er mindst enig med. Resultatet kan deles direkte på sociale medier.
Ønsker du at komme tættere på, har hvert parti og hver kandidat en profilside, hvor man kan læse mere om baggrund og mærkesager. På hver profilside kan du se, hvordan dine svar fra testen passer med kandidatens svar. Hvor er I enige, hvor adskiller holdningerne sig.
Er du mere interesseret i det fulde overblik over, hvem du kan stemme på, kan du under ”Se min stemmeseddel” få vist de kandidater, som er opstillet i din storkreds. Har du ønsker til en bestemt type kandidat , kan listen filtreres efter køn, alder og uddannelsesniveau.
Endelig kan du få et overblik over partiernes kandidatsammensætning under ”Sammenlign partier”. Her fremgår kandidaternes gennemsnitsalder, kønsfordeling og uddannelsesniveau for hvert parti.