Overblik: Her er regeringens plan for velfærd
Regeringen vil bruge 39 milliarder kr. på sundhed, ældre, daginstitutioner med mere. Få overblikket over Thornings valgoplæg her.
De ældre, de små, de syge og de bange.
Det er disse grupper, der skal få gavn af regeringens planer med at udvikle det danske velfærdssamfund. Regeringen har i dag præsenteret en plan for, hvordan den fælles velfærd skal udvikles. Fire områder prioriteres:
- Bedre sundhed og en værdig alderdom.
- Bedre daginstitutioner.
- Vækst og grøn omstilling.
- Bedre tryghed for borgerne.
Med dagens udspil "Danmark på sikker vej – plan for et stærkere fællesskab" har regeringen vist, hvordan den vil bruge i alt 39 milliarder kroner på at forbedre velfærden i årene 2016-2020. De 39 mia. kr. fordeles overordnet således (Se den mere detaljerede gennemgang længere nede):
- 15 mia. kr. til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre, kronisk syge med videre.
- 5 mia. kr. til børn, uddannelse og social mobilitet.
- 4 mia. kr. til forskning, grøn omstilling og vækst.
- 15 mia. til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.
En hel del af pengene har regeringen allerede præsenteret i tidligere pakker og udspil, som regeringen har præsenteret det seneste halve år. Her er blandt andet udkantsområderne, naturen, sundhedsområdet og landbruget blevet tilgodeset.
Så sent som torsdag i sidste uge præsenterede statsministeren desuden børnepakken "En god start på livet for alle børn," der blandt andet indeholdt en pulje på 1,25 milliarder kroner, som de næste fire år skal gå til mere pædagogisk personale og efteruddannelse af pædagogerne i landets daginstitutioner.
I dag kan vi sige meget klart, at Danmark er ude af krisen. Vi er kommet igennem de sværeste år, og Danmark er nu igen på sikker vej.Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S)
Ideen med tirsdagens udspil er blandt andet at vise, at der er forskelle mellem rød og blå blok i dansk politik, meddelte statsministeren.
Hvor Venstre går ind for nulvækst, vil regeringen lade det offentlige forbrug vokse med i gennemsnit tre mia. kr. om året til 0,6 procent årligt. Helle Thorning-Schmidt (S) betoner, at regeringen vil skabe arbejdspladser og vækst samtidig med, at den fælles velfærd forbedres.
Hun lægger også vægt på, at der nu har været økonomisk vækst i halvandet år.
"I dag kan vi sige meget klart, at Danmark er ude af krisen. Vi er kommet igennem de sværeste år, og Danmark er nu igen på sikker vej," sagde Thorning, da hun og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) præsenterede velfærdsudspillet.
Nedenfor er regeringens egen gennemgang af, hvordan de 39 mia. velfærdskroner skal fordeles frem mod 2020.
15 milliarder kroner til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre og kronikere
"Kræftbehandlingen i Danmark skal kunne måle sig med de bedste lande i verden. Der skal være langt flere kræftpatienter, der overlever deres sygdom. Regeringen har med sundhedsstrategien allerede gennemført markante løft på kræftområdet, der skal bidrage til at indfri regeringens målsætning om, at tre ud af fire kræftpatienter i 2025 skal være i live fem år efter diagnosen er stillet. Hvis det var niveauet i dag ville det svare til, at ca. 6.000 flere patienter om året ville overleve i minimum 5 år, efter kræften er opdaget."
Behandling og pleje af flere ældre
"Befolkningsudviklingen betyder, at der kommer flere ældre over de kommende år. De ældre har en berettiget forventning om, at sundhedsvæsenet leverer en behandling af høj kvalitet og på rette tidspunkt, så rammerne for et langt og aktivt liv sikres. Det kræver en øget kapacitet i sundhedssystemet."
Fokus på kroniske patienter
"Mere end hver sjette borger har en eller flere kroniske sygdomme. Disse borgere lever i dag et liv med mange kontakter til en række forskellige dele af sundhedsvæsenet. Og de indlægges eller har kontakt med sygehuset for ofte i sammenligning med andre lande. Regeringen vil derfor styrke den borgernære praksissektor, så de kroniske patienter kan få deres behov tilgodeset tæt ved deres hjem og med så lille indgriben som muligt."
Nye lægemidler og behandlingsmetoder
"På sundhedsområdet udvikles løbende nye lægemidler og behandlingsmetoder. Forskning og innovation er en grundsten i et moderne sundhedsvæsen. Det danske sundhedsvæsen skal løbende anvende nye tilgange og nye lægemidler, der er mindre indgribende og styrker muligheden for tidlig diagnosticering af sygdomme. Det kan øge overlevelsen og styrke livskvaliteten for patienterne."
Fem milliarder kroner til børn, uddannelse og social mobilitet.
"Regeringens børnepakke "En god start på livet for alle børn", hvor regeringen blandt andet vil give midler til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft på området. Regeringen afviser dog at indfører minimumnormeringer, som Bupl og flere eksperter taler for.
Regeringen vil samtidig sætte penge af, som skal gå til at få børn og unge sikkert igennem uddannelsessystemet, så 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre mindst en ungdomsuddannelse, og 60 procent skal gennemføre en videregående uddannelse.
Fire milliarder kroner til forskning, grøn omstilling og vækst
Regeringen vil sætte penge af til at indfri målsætningen om, at mindst én procent af BNP skal gå til offentlige forskningsmidler. Det er med til at skabe grundlag for vækst i fremtiden.
Regeringen vil følge op på den langsigtede strategi i Naturplan Danmark ved blandt andet at etablere mere skov, forbedring af biodiversiteten og sikre lettere adgang til naturen.
Regeringen vil afsætte flere penge til at sikre bedre vilkår for virksomheder i blandt andet yder- og landkommuner.
15 milliarder kroner til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter
Regeringen vil sætte penge af til at bekæmpe terror i de kommende år som opfølgning på den terrorpakke, man allerede har fremlagt.
Regeringen vil afsætte penge til uforudsete udgifter. På pressemødet i forbindelse med fremlæggelsen af planen blev der blandt andet spurgt til, om de uforudsete udgifter kunne være til boligejere, der har betalt for meget i skat.
Kilde: Regeringens velfærdsudspil