Fortsæt til indhold
Politik

Justitsministeren: "Meget alvorligt" med urigtige oplysninger

Mette Frederiksen (S) fik mandag formiddag Skattesagskommissionens rapport på bordet.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) modtog Skattesagskommissionens rapport mandag formiddag, kort før den blev gjort tilgængelig for offentligheden.

I rapporten, som er resultatet af flere års arbejde i kommissionen, konkluderes det, at en embedsmand er gået for tæt på behandlingen af den konkrete skattesag, at to embedsmænd har brudt deres tavshedspligt, at der har været en alvorlig lækage til pressen, og at der er afgivet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand.

”Beretningen fortæller os, at der er begået lovbrud,” siger justitsministeren på et pressemøde.

Det begåede ”lovbrud” henviser til, at Peter Loft har brudt skatteforvaltningsloven, da han som departementschef i Skatteministeriet gik ”for tæt” på Skats behandling af Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, skattesag.

Justitsministeren fortæller desuden, at hun havde håbet på, at man havde fundet frem til, hvem der lækkede de fortrolige skatteoplysninger til BT, samt at det er ”meget alvorligt”, at der i forbindelse med sagen er blevet afgivet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand.

Mette Frederiksen opfordrer på baggrund af det nu afsluttede kommissionsarbejde til at ”lære af fortiden og rette blikket fremad”.

”Det er helt afgørende i et retssamfund, at man kan stole på, at myndighederne afgør sager på et objektivt grundlag og ikke er styret af politiske motiver,” lyder det fra Mette Frederiksen.

Justitsministeren vil ikke tage stilling til den endnu uopklarede del af rapporten, og hun vil heller ikke tage stilling til, hvilke konsekvenser - om nogen - det skal have for den tidligere minister Troels Lund Poulsen, at han videregav personfølsomme rygter om Stephen Kinnocks seksualitet.

”Ansvarsområdet på den politiske side er et ansvar for Folketinget,” lyder det fra ministeren.