EL vil have ministersvar om nummerpladescanning
Enhedslisten vil have drøftelser eller samråd med justitsminister Mette Frederiksen (S) om politiets elektroniske scanning af millioner af nummerplader.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) skylder befolkningen klare svar på, hvordan politiet vil håndtere oplysningerne om de millioner af bilister, som fremover vil blive indsamlet af det nye automatiske scanningssystem for nummerplader.
Det mener Enhedslisten, som nu foreslår Mette Frederiksen at indkalde til politiske drøftelser om planerne.
Ifølge partiet er der tale om et så "voldsomt" indgreb, at hvis ikke Mette Frederiksen inviterer til drøftelser, vil Enhedslisten kalde ministeren i samråd om sagen:
"Vi opfordrer justitsministeren til omgående at indkalde til politiske drøftelser om reglerne for nummerplade-scanning. Det går ikke, at så voldsomt et indgreb bare kan igangsættes af politiet, fordi de føler for det. Jeg tror ikke, at der er politisk opbakning, og den virkelighed må ministeren forholde sig til. Hvis hun ikke indleder drøftelser med partierne, vil jeg kalde hende i samråd i Retsudvalget om sagen," siger retsordfører Pernille Skipper i en skriftlig kommentar.
Sagens kerne er de elektroniske nummerpladescannere, som fra begyndelsen af 2015 vil blive sat på taget af patruljevogne i alle politikredse og stillet op ved grænseovergange til Tyskland samt på udvalgte veje og broer. Formålet er at hjælpe politiet med at opdage og fange kriminelle, stjålne biler, biler med manglende registreringsafgift og lignende. Desuden kan systemet bruges i efterforskning af eksempelvis menneskesmugling og cabotagekørsel.
Ifølge Rigspolitiets vurdering kommer systemet til at registrere omkring 600.000 nummerplader om dagen.
I dagens Jyllands-Posten udtrykker flere eksperter bekymring for danskernes privatliv og for en snigende masseovervågning.
Og i 2008 erklærede den tyske forfatningsdomstol, at de to delstater Hesse og Schleswig-Holstein forbrød sig mod forfatningen med deres nummerpladescanninger. Ifølge Enhedslisten er det danske system endnu mere indgribende end det tyske, og dermed er borgernes retssikkerhed og databeskyttelse på spil, advarer Pernille Skipper.
Hun hæfter sig ved et svar fra 20. oktober, hvor Mette Frederiksen siger, at det er for tidligt at sige, hvor længe politiet vil opbevare de indsamlede oplysninger.
"Jeg synes ikke, det er et minut for tidligt at få svar på dette vigtige spørgsmål, som er fuldstændig afgørende for Enhedslisten," skriver Pernille Skipper.
"Vi har fuld forståelse for, at nummerplade-scanning kan være et nyttigt redskab for politiet, når det gælder opklaring af alvorlig kriminalitet. Men dette redskab skal bruges inden for rammer, der respekterer borgernes retssikkerhed og databeskyttelse. Derfor er ministerens svar til mig ikke godt nok," tilføjer hun.
I en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten oplyser Mette Frederiksen (S), at hun er opmærksom på de spørgsmål om vores persondata, som brugen af systemet rejser, men at hun på nuværende tidspunkt ikke har kommentarer til, hvordan de konkrete retningslinjer bliver.