*

Indland

Politiet vil masseovervåge bilister

Privatliv: I jagten på kriminelle vil omkring 600.000 bilister dagligt blive registreret. På kant med loven, mener flere eksperter.

»Jeg regner med, at vi kommer til at registrere omkring 600.000 nummerplader om dagen. Det kommer til at forbedre vores kontrol og efterforskning af kriminelle markant,« lyder det fra Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Millioner af danske bilister vil få overvåget deres færden på vejene, hvis politiet gennemfører planen om et nyt elektronisk kontrolsystem. Det sker med såkaldte nummerpladescannere, der fra begyndelsen af 2015 vil blive sat på taget af patruljevogne i alle politikredse og stillet op ved grænseovergange til Tyskland samt på udvalgte veje og broer.

»Jeg regner med, at vi kommer til at registrere omkring 600.000 nummerplader om dagen. Det kommer til at forbedre vores kontrol og efterforskning af kriminelle markant,« lyder det fra Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet.

Men Rådet for Digital Sikkerhed samt flere eksperter mener, at automatisk nummerpladegenkendelse er problematisk og på kant med loven.

»Det svarer til masseovervågning. Selvom politiet kun scanner nummerpladerne, er det for vidtgående,« lyder det fra Peter Blume, professor i persondataret ved Københavns Universitet.

Det er nemlig ikke kun mistænkte, der vil blive registreret og få overvåget deres færden, men også alle de lovlydige bilister. Og det vakler på kanten af både persondataloven og den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelse af privatlivets fred.

Samme melding kommer fra Rådet for Digital Sikkerhed, hvor formand Birgitte Kofod Olsen anerkender den gavn, som politiet vil have af udstyret, men er imod masseregistreringen.

»Det vil give politiet indsigt i alle danskeres bevægelsesmønstre, den lokation, de opholder sig på, og hvor længe, selvom de ikke er mistænkt for strafbare forhold.«

Det er endnu uvist, hvor vidtrækkende indsamlingen af informationerne bliver. Det afhænger af en vurdering fra Datatilsynet, som er »positivt indstillet« over for overvågningssystemet.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) skriver i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at hun er opmærksom på de spørgsmål om vores persondata, som brugen af systemet rejser, men at hun på nuværende tidspunkt ikke har kommentarer til, hvordan de konkrete retningslinjer bliver.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her