DF og Enhedslisten: Sænk prisloftet på ældremad
Hvis det viser sig, at prisstigningen på den mad, som de ældre får ude på landets plejehjem, ikke er udtryk for forhøjet kvalitet, bør prisloftet sættes ned. ”Ellers er det ikke rimeligt overfor de ældre,” siger DF’s Karin Nødgaard
Tre af fire kommuner opkræver nu det maksimale beløb – eller marginalt derunder – for maden på plejehjem. Det er en stigning i forhold til i 2010 – det første hele år med det på det tidspunkt nye prisloft. Dengang lå 54 af 98 kommuner på prisloftet eller 100 kr. derfra – i dag er tallet oppe på 74 kommuner.
Det får nu en række partier til at kræve svar på, om kommunernes prisstigning på plejehjemsmad er udtryk for bedre mad eller blot en ekstra udgift, man har hældt over på de ældre.
Men viser det sig, at det alene er en ekstra udgift uden nogen kvalitetsforbedring, bør man sænke det fastsatte prisloft, mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
»Det ville være meget interessant at høre de kommuner, der har valgt at skrue prisen op, om maden så samtidig er blevet bedre i forhold til kvalitet. Men hvis ikke de ældre får bedre frisklavet kvalitetsmad, må man genoverveje, om prisloftet er for højt sat,« siger socialordfører for Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard.
Også Enhedslisten mener, at man bør overveje at pille ved prisloftet.
»Det her er en meget beklagelig udvikling. Ja, det er ganske lovligt for kommunerne at skrue prisen op, men at så mange vælger at benytte sig af den mulighed var jo mildest talt ikke hensigten. Jeg mener bestemt, at man bør sætte prisen ned - især når man kan se på andre kommuner, at det har været muligt at holde prisen nede,« siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen med henvisning til blandt andet Vallensbæk Kommune, der tilbyder landets billigste ældremad på plejehjemmene til 2.252 kr. om måneden.
Her forklarer Morten Schou Jørgensen (K), fungerende formand for social- og sundhedsudvalget, at det netop er et politisk valg, for omkostningerne til at producere maden er langt større, lyder det:
»Det handler om livskvalitet. De ældre skal have noget ordentlig mad, og vi vil gerne sikre, at alle har råd til det,« siger han i dagens avis.