Thorning: Vi havde ikke gjort nok
Ny såkaldt »arbejdsmarkedsydelse« skal hjælpe udfaldstruede.
En løsning var nødvendig.
Der var ingen anden udvej.
Det fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på dagens pressemøde i Statsministeriet, hvor hun præsenterede den nye såkaldte arbejdsmarkedsydelse, der sammen med dagpenge og uddannelsesydelse giver arbejdsløse i alt mulighed for maksimalt fire års støtte.
»Vi har gjort meget. Det har hjulpet nogen. Men det er ikke nok,« forklarede Thorning.
En mere langtidsholdbar løsning
Op mod 30.000 står til at falde ud af dagpengesystemet, og derfor vil regeringen nu bruge i alt to mia. kr. på den nye særlige ydelse.
"Vi har gjort meget. Det har hjulpet nogen. Men det er ikke nok".Helle Thorning-Schmidt (S), statsminister
Thorning kaldte dagpengesystemet for »en vigtig del af den danske model,« og hun annoncerede derfor en kommission, som skal komme med forslag til et fremtidigt dagpengesystem.
Tidligere har finansminister Bjarne Corydon (S) sagt, at den såkaldte akutjobordning var en »fuld, hel og dækkende løsning,« men Thorning mente ikke, at regeringen har ændret kurs.
»Det her er en mere langtidsholdbar løsning, end vi har haft tidligere,« sagde Thorning og pegede på, at den nye ydelse kan bruges frem til 31. december 2016.
Vi gjorde det
Thorning understregede, at hun - fra første færd - havde hjulpet de udfaldstruede.
»Vi har jo netop skridt for skridt og helt fra starten taget hånd om de mennesker, der stod i en skidt situation,« sagde Thorning og henviste til blandt andet den midlertidige forlængelsen af dagpengeperioden på et halvt år.
I det socialdemokratiske bagland er der umiddelbart ros til Thorning for aftalen.
»Vi gjorde det! Kan se mig selv i øjnene igen. SÅ godt nyt for tusinder af familier, der har været ramt af VKOs dagpengereform,« skriver Pernille Rosenkrantz-Theil således på Twitter.
Hovedpunkter:
- Den særlige uddannelsesordning forlænges frem til udgangen af 2013
- Der indføres en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse pr. 1. januar 2014
- Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 pct. af det maksimale dagpengeniveau for ikke forsørgere og 80 pct. for forsørgere.
- Arbejdsmarkedsydelsen er ikke afhængig af familieindtægt eller formueindkomst
- Personer, som opbruger retten i første halvår af 2014 har ret til ydelsen i 1 ¼ år
- Den samlede periode, hvor man modtager dagpenge, penge fra uddannelsesordningen eller arbejdsmarkedsydelsen kan ikke overstige fire år
- Varigheden af arbejdsmarkedsydelsen aftrappes løbende frem mod 2016
- Regeringens udspil til en løsning på dagpengeområdet bliver finansieret gennem øget kontingent for a-kasse-medlemmer i 2013, 2014 og 2015
- Medlemmerne skal betale 35 kroner om måneden i et ekstra bidrag til a-kassen for at finansiere regeringens midlertidige arbejdsmarkedsydelse for langtidsledige.