Fortsæt til indhold
Politik

Fifi er en hund efter EU

<p>Formandsmaskotten Fifi er akkrediteret alle EU-møder og dukker op i fuldt ornat med autoriseret adgangspas.</p>

Egentlig begyndte det med at være synd for hunden Fifi. Den knapt fem-årige west highland terrier var alt for meget alene hjemme, mens dens mor, fuldmægtig i Udenrigsministeriet, Jule Helen knoklede med at tilrettelægge det danske EU-formandskab i logistikenheden.

Men efterhånden rykkede hunden ind i ministeriet, og nu er Fifi ophøjet til at være en slags officiel maskot for det danske EU-formandskab, fortæller Jule Helen.

Fifis diplomatiske karriere er nået så vidt, at den har opnået akkreditation til EU-møderne, hvor den deltager med det autoriserede adgangspas, som giver adgang til mødearealerne.

Foto går verden rundt

"Hun bidrager til god stemning," forklarer Jule Helen, som mener, at det nærmest er et tilfælde, at hunden først for alvor blev opdaget på finansministermødet, som slutter i dag.

Da fotograferne først fik øje på den usædvanlige deltager, gik billedet af Fifi verden rundt, og hunden dukkede op på amerikanske hjemmesider.

Med til Horsens

Jule Helen, som er projektansat i Udenrigsministeriet, fortæller videre, at planen er, at Fifi skal fortsætte sin EU-karriere, når det danske formandskab nu rykker møderne til Horsens.

Mange europæiske ministre har formentlig været uvidende om, at de har haft en hund med til møderne. Indtil nu har Fifi nemlig holdt sig diskret i baggrunden.

"Vi er gået ind ad bagvejen," som Jule Helen formulerer det, "derfor har den været godt gemt væk."