Prestige-reform er gået i hårdknude
Regeringen vil styrke a-kasserne i fleksjobreform. V og K afviser gaver til fagbevægelsen.
Reformen af fleksjob-ordningen er stødt på grund hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), siger Venstre. Ministeren vil fremover give medlemmer af a-kasser en højere ydelse end ikke-medlemmer, mens de leder efter et fleksjob. Hun vil også give medlemmer større tilskud end ikke-medlemmer, når de får et job. Men efter tre måneders forhandling afviser Venstre og Konservative endegyldigt en reform med forskelsbehandling.
Forskelsbehandling
»Reformen er gået i hårdknude. Dette er så uretfærdig forskelsbehandling, at vi ikke vil være med til det. Man skal ikke tvinges til at være medlem af en a-kasse,« siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V), der i stedet vil finde pengene på f.eks. indsatsen for fleksjobberne. »Det er ikke i orden, at størrelsen på ydelsen afhænger af, om man er medlem af en a-kasse,« siger politisk ordfører Benedikte Kiær (K). Regeringens plan vil betyde, at ledige fleks-jobbere vil få omkring 15.200 kr. om måneden som a-kassemedlemmer, mens ikke-medlemmer må nøjes med omkring 10.300 kr. Begrundelsen er, at regeringen vil have flere til at melde sig ind i a-kasserne. »De svage skal ikke betale for, at regeringen skylder fagbevægelsen et ”tak for hjælpen” fra valgkampen,« siger Tørnæs.
Svært for regeringen
Forhandlings-hårdknuden er alvorlig for regeringen, der budgetterer med 1,9 mia. kr. fra reformen. Desuden udstiller VK's veto, hvordan regeringen får svært ved at få flertal i Folketinget for de goder, den i de kommende uger vil love LO-toppen som betaling for højere arbejdstid. Mette Frederiksen afviser, at der er tale om »tak for hjælpen«, og hun kalder det »Venstre-spin«, at forhandlingerne er i hårknude: »Fleksjob har stor betydning for så mange mennesker, at det fortjener at blive taget alvorligt. Jeg forhandler med Venstre ved forhandlingsbordet,« siger hun.