Pind: Irak-krig bag arabisk forår
Opstanden i en række arabiske lande var ikke blevet til noget uden Irak-krigen, mener Søren Pind.
Hvis ikke USA i samarbejde med bl.a. Danmark havde væltet Iraks diktator Saddam Hussein og indført demokrati i Irak, er det ikke sikkert, at unge mennesker i Tunesien, Egypten, Libyen og en række andre arabiske lande var gået på gaden for at vælte deres diktatorer.
Det mener integrations- og udviklingsminister Søren Pind (V).
»Irak-krigen var bestemt en faktor for, at det kunne lade sig gøre. Man skal ikke fratage de unge, at de selv har tilkæmpet sig samfundsomvæltninger. Men jeg er helt sikker på, at demokratiet i Irak har inspireret under det arabiske forår,« siger Søren Pind, som hæfter sig ved, at den egyptiske intellektuelle Saad-Eddin Ibrahim for nyligt trak en lige linje mellem Irak-krigen og revolutionerne i Mellemøsten.
Sværere at være imod
Ifølge Søren Pind vil historikerne i fremtiden sandsynligvis se anderledes på Irak-krigen efter det arabiske forår.
»Jeg vil mene, at modstanderne af Irak-krigen får en sværere og sværere sag, som tiden går,« siger han.
Med sine udtalelser genopliver Søren Pind den ophedede politiske debat om Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
Søvndal: "Fantasteri"
SF's formand, Villy Søvndal, kalder Pinds argumenter for »vanvittige«.
»Det er ikke blot historieforfalskning, det er fantasteri fra Søren Pind. Revolutionerne, vi ser i den arabiske verden, kommer fra folket - krigen i Irak blev startet på et ulovligt grundlag af Bush, Blair og Fogh på en løgn om masseødelæggelsesvåben,« siger Villy Søvndal.
Også flere mellemøsteksperter tvivler på Søren Pinds argumenter.
Erslev: Ingen forbindelse
»Der er intet, som tyder på en forbindelse mellem Irak-krigen og det arabiske forår. Demokratiet er jo ikke lykkes i Irak,« siger Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Både Dansk Folkeparti og De Konservative støtter Søren Pind.
»Jeg tror ikke, at Irak-krigen var hovedårsagen til det arabiske forår, men indførelsen af demokratiet har været en medvirkende faktor,« siger udenrigsordfører Naser Khader (K).