Løkke betaler bilags-penge tilbage
Revisionsfirma gennemgår udgiftsbilagene fra Lars Løkke Rasmussens tid som amtsborgmester. En række af udgifterne vil han tilbagebetale.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) lover nu at tilbagebetale de penge, han som borgmester fik refunderet af det daværende Frederiksborg Amt for udgifter til tobak, diskoteks- og casinobesøg, vask og tøjrens samt diverse videofilm.
Lars Løkke Rasmussen har således bedt revisionsfirmaet Ernst & Young om at gennemgå sine udgiftsbilag fra tiden i Frederiksborg Amt, hvor han var borgmester frem til 2001, for at finde beløbets størrelse.
- Det handler ikke om, at Ernest & Young skal finde ud af, om jeg måtte en ryge en cigaret. Det er helt uomtvistelig, at det måtte jeg godt. Men jeg siger bare, at da jeg ikke ønsker at bruge min tid på at rende rundt og slås med spøgelser fra fortiden, så vil jeg hellere have dem frem i lyset og så honorere det beløb, som kommer frem, og endda fordoble det for alle eventualiteters skyld, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, at alle udgiftsbilagene fra dengang ikke længere eksisterer.
Betaler til Børnecancerfonden
Allerede nu har Løkke Rasmussen dog besluttet at tilbagebetale 3.140 kroner for et New York-besøg, hvor han har "sjusket" med afregningen til Frederiksborg Amt. Finansministeren vil give alle penge til Børnecancerfonden, da Frederiksborg Amt blev nedlagt i forbindelse med kommunalreformen.
Finansministerens beslutning kommer samtidig med, at Statsforvaltningen Hovedstaden onsdag besluttede ikke at indlede en såkaldt tilsynssag mod Lars Løkke Rasmussen. Det sker med henvisning til, at der "ikke ses at foreligge omstændigheder", der begrunder en sådan sag.
- Det skaber den udfordring, at der nu ikke kommer en uvildig, kritisk gennemgang af alle detaljerne i sagen. Og jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at den kampagne, som føres mod mig, nu bringes til ophør, siger finansministeren om sin beslutning om nu at offentlige revisionsundersøgelsen, der allerede blev indledt i sidste uge. Den ventes færdig allerede torsdag eller fredag.
S støtter undersøgelse
Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn, er tilfreds med Lars Løkke Rasmussens beslutning og hæfter sig ved, at finansministeren allerede har besluttet at tilbagebetale de 3.140 kroner.
- Det viser jo, at der ikke har været orden i tingene. Derfor støtter jeg fuldt ud, at et revisionsfirma undersøger sagen til bunds. Til den tid kan vi så forhåbentligt drage en konklusion om Lars Løkke Rasmussens brug af offentlige midler, da han var amtsborgmester, siger Rasmus Prehn.
Lars Løkke Rasmussens udgiftsbilag landede på Statsforvaltningen Hovedstadens bord, efter Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl, fik aktindsigt i en række bilag, som afslørede, at Lars Løkke Rasmussen blandt andet er gået på diskotek og købt øl og cigaretter og betalingsfilm på hotelværelser for skatteborgernes penge.
Statsforvaltning uden kompetence
Statsforvaltningen Hovedstaden understreger imidlertid til, at der er "ganske vide rammer" for, hvordan de kommunale myndigheder anvender deres penge til repræsentationsformål. Samtidig mener tilsynsmyndigheden dog slet ikke at have "kompetence" til at undersøge sagen, at Frederiksborg Amt som sagt ikke længere eksisterer.
- Kun eksorbitante udgifter vil som udgangspunkt være i strid med den grundsætning om økonomisk forsvarlighed, som gælder for kommuner og tidligere amtskommuner, hedder det i afgørelsen.
Arne Lund, som er en af de utilfredse borgere i det tidligere amt, der har klaget over Lars Løkke Rasmussen til Statsforvaltningen Hovedstaden, vil nu overveje sine eventuelle klagemuligheder.
- Det er helt tydelig, at det er en politisk varm kartoffel, hvor de har siddet og talt på knapperne. På den ene side bagatelliserer de udgifterne, men samtidig går Statsforvaltningen Hovedstaden jo ikke selv ind og undersøger, om pengene er udbetalt efter reglerne. I stedet henviser de til, at andre myndigheder har godkendt udgiftsbilagene. Og så er det jo lidt Berlusconi-agtig, at Lars Løkke Rasmussen som indenrigsminister netop nedlagde amterne, hvilket nu juridisk betyder, at der ikke er nogen, som kan rode op i hans fortid, siger Arne Lund.