Malou Aamund undsiger sin far
Ny Alliances Malou Aamund bakker op om partilinjen og vil ikke støtte sin far, Asger Aamund, i hans skarpe kritik af partiets strategi igennem valgkampen.
Der er ingen opbakning til Asger Aamund fra datteren Malou Aamund i kritikken af Ny Alliances strategi i valgkampen.
- Det, far siger, må stå for hans egen regning, siger Malou Aamund, der hellere vil evaluere valgkampen efter valget.
Omfattende kritik
Erhvervsmanden Asger Aamund var søndag ude med en omfattende kritik i et interview med Berlingske Tidende, hvor han blandt andet kritiserer partiets slagsmål med Pia Kjærsgaard, ønsker en klarere støtteerklæring til Anders Fogh Rasmussen og karakteriserer præsentationen af partiets politik som god politik, der blev til "en pose nødder".
- Jeg bakker fuldt op om partilinjen og skal ikke ind og diskutere regeringsgrundlag. Det lader jeg være op til Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen, siger Malou Aamund, der stiller op for Ny Alliance i Nordsjælland.