»Tiden er gået,« fastslår Mette Frederiksen: Intensive forhandlinger skal føre til firkløverregering om få uger
Lars Løkke Rasmussen får ikke den regering, han drømte om. Nu indleder Mette Frederiksen et intensivt forhandlingsforløb på Marienborg. Målet er, at der »snart« skal dannes en rød-lilla firkløverregering.
Forleden delte Mette Frederiksen (S) et billede på sine sociale medier af en lille stabel bøger.
Mens Venstre-formand Troels Lund Poulsen forsøgte sig som kongelig undersøger, havde den fungerende statsminister pludselig fået »lidt mere fritid«, som hun skrev, og hun havde brugt den på at læse tre bøger. Den fjerde, “Kaosingeniørerne” af Giuliano da Empoli, var hun stadig i gang med.
Selv om den italienske forfatter og tidligere politiske toprådgiver beskæftiger sig med populismens indtog i vestlig politik i 2010’erne i sin seneste bog, er titlen også meget sigende for den tilstand, dansk politik har befundet sig i de seneste 59 dage.
Og nu skal det også være slut, bedyrede Mette Frederiksen, da hun lørdag eftermiddag igen var blevet udpeget som kongelig undersøger efter den tredje kongerunde siden folketingsvalget den 24. marts.