Fortsæt til indhold
Politik

Løkke og Lund har afgørende møde om regering fredag

Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen ønsker fredag at få at vide, om VLAK-regering har nogen gang på jord.

/ritzau/

Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) skriver torsdag på Facebook, at han fortsat ønsker at danne en VLAK-regering.

Han ser frem til et afgørende møde fredag, når han skal mødes med Moderaterne og formand Lars Løkke Rasmussen (M) på Hotel Scandic Spectrum i København.

»Moderaterne har endnu ikke givet et klart svar på, om de vil modsætte sig dannelsen af en sådan regering. Nu ser jeg frem til at mødes med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne fredag eftermiddag kl. 16.30 på Scandic Spectrum,« skriver han.

»For Danmark har brug for en regering. Det er tid til at sætte politik før personer, og der er brug for, at vi i morgen kan konkludere på, hvorvidt Moderaterne vil modsætte sig dannelsen af en VLAK-regering,« skriver Venstres formand.

Moderaterne sidder med de afgørende mandater i forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

Lars Løkke Rasmussen har allerede givet tydeligt udtryk for, at han ikke er begejstret ved udsigten til en VLAK-regering, bl.a. fordi Moderaterne ikke kommer til at sidde i regeringen.

Lars Løkke Rasmussen har dog endnu ikke meldt officielt ud, at han vil modsætte sig dannelsen af en VLAK-regering.