Det danske demokrati er blevet en tom skal. I en ny bog viser Christian Egander Skov os, hvorfor vi skal være bange

Christian Egander Skov åbner døren til den røde murermestervilla i den lille, sønderjyske landsby Felsted.

Hans hjem ligner lidt et antikvariat.

Tunge, brune møbler, læderindbundne bøger – Grimbergs Verdenshistorie og præst og forfatter Jakob Knudsens samlede værker – og en valgplakat fra 1935.

»Stem konservativt«, formaner den.

Den borgerlige historiker bor gammeldags.

Men hans nye bog ”Folkeligt skal alt nu være”, der i næste uge udkommer på Gyldendal, er så radikal, nytænkende og fremragende, at jeg er taget til Sønderjylland for at forstå den dystre diagnose, han i bogen stiller:

Vi – ja, her i Danmark – er ved at have et så udhulet folkestyre, at vi knap er et rigtigt demokrati længere, men et postdemokrati. En potemkinkulisse, en tom skal af et demokrati.

Det er hammeralvorligt, for verden rumler, og folkestyret vil enten blive overtaget af demokratifornægtende autokrater eller teknokrater, hvis ikke vi gør noget.

Hvorfor og hvordan er en længere omvej at forstå.

Vi sætter os ved et sofaarrangement og drikker sort stempelkandekaffe.

Christian Egander Skov begynder med at fortælle, hvordan demokratiet kom med Den Franske Revolution i 1789 og siden skyllede som en bølge ind over den vestlige verden som det, han kalder en af verdenshistoriens mest radikale og geniale idéer: at al legitim magt udspringer fra folket.

Ikke fra Gud, ikke fra noget hinsides. Men fra folket.

»Den folkelige revolution begyndte i 1789 og fik væltet alle de gamle regimer i Europa, hvor magtens kilde var fyrsterne. Hvor havde fyrsterne magten fra? Gud. Det var en snebold, der rullede sig større og større og endte med skabelsen af både de moderne nationalstater og de moderne demokratier,« siger Christian Egander Skov.

Det endte i Auschwitz.

At folket fik magten var og er godt.

Men det blev også hurtigt noget skidt.

De nye magthavere misbrugte folket og gjorde uhyrlige ting i dets navn.

Allerede få år efter Den Franske Revolution begyndte Robespierre at massemyrde franskmænd, der ikke var tro mod revolutionen (som jo var folkets vilje).

»Den folkelige revolution er desværre også begyndelsen på den moderne totalitarisme. Folket har en dobbelthed. Det er noget godt: ånd, kunst og kultur. Men folket har også en dæmoni. Det rimer på det 20. århundredes store katastrofer, på de to verdenskrige, på kommunismen og på Nazityskland, der radikaliserede idéen om race og ville ”rense” nationen ved at udrydde jøderne,« siger Christian Egander Skov fra sin sofa og kommer med en meget Egander Skovsk sætning:

»Den sti, man betrådte på Bastilledagen i 1789, blev til et jernbanespor, der pegede direkte mod Auschwitz. Man kan ikke fortænke folk i, at de efter Anden Verdenskrig satte sig ned og tænkte: Hvad er gået galt?«

Svaret blev, at vi havde fået for meget folk i folkestyret, for meget demos i demokratiet. Folket kunne for nemt forføres, dets vilje kunne være tyrannisk, blodtørstigt, folkemorderisk; begræns det satans folk.

Vi fik stærke forfatninger med domstole, der begrænsede magten i politik. Konventionerne og menneskerettigheder blev opfundet. Der blev sat stærke hegnspæle op for magtudøvelse.

Kort sagt: vi fik det, man i dag kalder et liberalt demokrati.

»I Vesteuropa opbyggede vi efter Anden Verdenskrig politiske systemer, hvor folket gennem valg giver det første indspark til den politiske proces, hvorefter idealet er, at det holder sig væk,« siger Christian Egander Skov.

Samtidig blev nationalstater et fyord. En kikset anakronisme, der med globaliseringen ville forgå.

»Nationalstaternes epoke er forbi,« som den tyske kansler Konrad Adenauer sagde efter Anden Verdenskrig.

Vi blev bedt om ikke at flage alt for meget med vores værdier, sprog og fælles historie, og det var rigtig dumt, for nationalstaterne døde aldrig, og vi har jo heldigvis stadig en idé om, at al legitim magt udspringer fra folket, argumenterer Egander Skov.

Især efter murens fald accelererede det. Nationen måtte godt titte frem, når der var landskamp, men skulle derudover ellers helst puttes væk. Folket og nationen var ensbetydende med klaphatte, pølsehorn eller diskriminerende vittigheder om udlændinge.

Det store tomrum

Det liberale demokrati rummer mange fantastiske ting, mener Egander Skov.

Det var og er fint, at der sættes bremseklodser på folkets vilje. Men det er gået for langt.

Vi lever i dag i det, han beskriver som et postdemokrati. Et stort tomrum, som ligner et demokrati, men ikke rigtig er det.

»Vi har et folkestyre med et folkeformet tomrum i midten. Partierne har kun 110.000 medlemmer tilbage i alt. I 1950’erne var 20 pct. af befolkningen medlem af et parti. Folk trækker sig fra den politiske proces. Målinger viser, at et flertal af befolkningerne i Europa slet ikke interesserer sig for politik. De er stemplet ud. Noget er ravruskende galt,« siger Christian Egander Skov.

Partierne burde være noget af det mest folkelige, vi har. I dag er de totalt ufolkelige. De er blevet »pseudostatslige institutioner«, skriver han i bogen, og de bevilger mere og mere partistøtte til sig selv – ellers ville deres økonomi kollapse.

Folketinget er også blevet en tom skal. Ja, lovene skal formelt set vedtages her. Men ingen kan i dag i ramme alvor påstå, at parlamentet er en drivkraft for hverken debat eller politikudvikling.

Da folketingsmedlemmet Karin Liltorp i begyndelsen af sidste år brød med Moderaterne, sagde hun malende:

»Jeg kan godt gå hjem i morgen og så bingewatche en eller anden serie. Der er ingen, der vil opdage det.«

I sin bog fremhæver Christian Egander Skov nogle dybt deprimerende tal:

Kun 36 pct. af europæerne har tillid til deres parlamenter og kun 33 pct. til deres nationale regering.

I 15 ud af 24 europæiske lande er flertallet ikke engang interesseret i politik. De er simpelthen stemplet ud.

Det samme gælder civilsamfundet.

Folk engagerer sig mindre i foreninger, fodboldklubber eller ngo’er. Demokrati er som bekendt ikke kun at stemme ved valg, men også engagement, debat og oplysning. En livsform, som Hal Koch betonede.

Herhjemme risikerer den ellers så udskældte og normopløsende 1968-generation at være de sidste egentlige demokrater. Det er de gråhårede, der arrangerer fællesspisninger og holder foreningslivet og demokratiet kørende.

»1968’erne har statistisk en udløbsdato på maks. 20 år fra nu, og jeg kan godt blive bekymret for, hvad der derefter sker,« siger Christian Egander Skov.

I bogen låner han et begreb fra den britiske politolog Colin Crouch til at beskrive den samfundsform, vi har fået: et postdemokrati.

»Postdemokratiet er en tilstand, hvor vi har en forfatning, rettigheder, institutioner og valg. Men hvor den egentlige energi i systemet er drevet væk fra folket og over til nogle andre. Og hvem er det så? Professionelle partier, embedsværket og erhvervslivets top. Og så et rockwool-lag af lobbyister og interesseorganisationer. Det er demokratiets nye ansigt,« siger Christian Egander Skov.

Det er ikke en konspiration eller den dybe stat.

Ingen har besluttet, at det skulle være sådan her.

Men desværre er det en ond cirkel.

Jo færre medlemmer et parti har, jo mere bevilger politikerne sig selv i støtte, de køber surveys og laver designerpolitik eller spørger erhvervslivet eller fagforeningerne, hvad de skal gøre. Hvilket igen mindsker manden og kvinden på gadens fornemmelse for, at deres stemme og engagement gør en forskel.

Vores demokrati er blevet en narresut, folket ved det godt og bliver hjemme og ser Netflix, skriver historikeren i sin bog. Og når folket trækker sig, rykker eliten ind og tager styringen. Nogen skal jo gøre det.

Demagog på spring, teknokrat i skjul

Postdemokratiet lyder teoretisk. Men du lever midt i det store tomrum.

Midt i en enorm, demokratisk omvæltning, som vi ikke aner, hvor ender.

»Vores politiske mentalitet har ændret sig i postdemokratiet. Når partierne behandler os som kunder, begynder vi også at opfatte os selv som kunder. Politik er ikke noget, vi engagerer os i længere. Når vi går ned og stemmer, ”køber” vi en vare og forventer, at politikeren leverer. Hvis ikke han gør det, får vi mistillid til ham,« siger Christian Egander Skov:

»Det er kulmineret ved, at vi nu har partier, som kommer i Folketinget og falder fra hinanden to dage efter. Vores partisystem er meget lidt stabilt. Der sker en hastig erosion af den måde, vores demokrati er skruet sammen på,« siger han.

Der er også andre eksempler.

Vi får flere og flere partier. Og det er som bekendt nemmere at få syv partier til at enes end 12. Regeringsforhandlingerne kan vare længe endnu.

Eller tag afskaffelsen af store bededag.

Hverken Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne mener, at de stod fadder til idéen om at træffe en af de mest upopulære beslutninger i dansk politik i årevis.

Idéen blev tilsyneladende båret ind i de forrige regeringsforhandlinger af embedsværket. De tre regeringspartier undervurderede helt håbløst, hvor dårlig en beslutning vælgerne mente, at det var. Måske fordi de for længst er afkoblet fra dem, der stemmer på dem.

Måske du her og nu ikke går så meget op i, om du lever i et postdemokrati eller et demokrati. Men det bør du, mener Christian Egander Skov.

Overalt i den vestlige verden ligger autokraterne på lur for at tage magten. Donald Trump, Viktor Orbán. Den slags typer.

»Populismen opstår som en konsekvens af alt det her. Det sker, når folket går fra apati til vrede over afkoblingen. Populisterne mobiliserer folket mod eliten, og det er meget nemmere for autoritære kræfter at kritisere en potemkinkulisse, end det er at kritisere et demokrati med en levende folkelighed,« siger Christian Egander Skov:

»Men når de erobrer magten, revitaliserer de jo netop ikke folkeligheden. De gør det modsatte. Det første, autokrater gør, er at undergrave civilsamfundet. Truslen mod dem kommer aldrig fra den enkelte – hvad fanden skal han gøre? – nej, den kommer fra den enkeltes evne til at organisere sig med andre mennesker og agere modmagt.«

I elitens billede

Alternativet til, at populisterne får magten, er, at eliten fastholder og udvider den.

At sløve, apatiske folkemasser døser hen i postdemokratiet og lader en elite af eksperter tage beslutningerne for dem. Et teknokrati, ikke et demokrati.

Hvorfor er det ikke en attraktiv løsning, hvis folk alligevel ikke gider engagere sig i demokratiet?

»Af flere grunde,« siger Egander Skov:

»Den mest åbenlyse er, at et elitestyre kun vil forstærke den apati, som fører til vrede, der igen fører til populisme. Populismen er elitestyrets onde tvilling, dens modreaktion. Det andet argument er mere principielt. I et teknokrati tilsidesætter man idéen om, at folket er den legitime kilde til magt. Den italienske politolog Giandomenico Majone har argumenteret for, at en stats legitimitet ikke ligger i inputtet – at folket har suveræniteten – men i dens output; at den kan regere effektivt. Det mener jeg moralsk er forkert.«

Eller sagt på en anden måde:

Hvis vi stadig tror på de tanker, der udsprang af Den Franske Revolution, og hvis vi stadig tror på, at grundloven og de demokratiske bølger i 1800-tallet var moralsk rigtige, skal vi kæmpe for, at folket igen bliver hørt.

»Til sidst, og det er meget, meget vigtigt, skal vi huske, at magt aldrig er uskyldigt. Det kan godt være, at eliter begynder med at sige: ”Vi sikrer ansvarlig regeringsførelse og fører statsskibet gennem oprørte vande”. Men magt korrumperer altid. Eliter vil bruge magten til at indrette samfund, som er gode for folk som dem selv, og hvis man tror andet, er man ekstremt naiv, og så har jeg en brugt bil, jeg gerne vil sælge til dig,« siger Christian Egander Skov.

Vi kan allerede se det i Danmark, mener han.

Den stigende økonomiske ulighed.

Den værdimæssige spaltning mellem den urbane elites progressive værdier og de traditionelle værdier, som arbejder- og middelklassen bærer.

Den voksende afstand mellem land og by.

»De ting er for mig at se allerede konkrete udslag af, at vi har et demokrati, som bliver indrettet i elitens billede,« siger Christian Egander Skov.

Vær bekymret – ikke håbefuld

Christian Egander Skovs analyser er mere potente end hans løsninger. Bogen er ét langt kampskrift for, at folket må revitaliseres.

Men hvordan?

Det ender i noget med dannelse, gode skoler og medborgerskab. At genfinde historien og sproget.

Det er godt at være »far for sine børn eller ægtemand til sin hustru« – eller »tropsfører i et spejderkorps«, skriver han.

Måske det giver mening. Egander Skov er borgerlig og konservativ, han har ikke appetit på store revolutioner. Hans løsninger er ikke institutionelle omvæltninger, ikke noget med at indføre flere folkeafstemninger eller mere direkte demokrati.

»Nogle steder kan tilstanden se håbløs ud. Men jeg tror på, at vi i Danmark og i Norden har en folkelig tradition, der kan genoplives. Vi skal tage alvorligt, at vi er et folk, og at det forpligter en til at være medborger i et samfund og engagere sig,« siger han.

Hvordan gør man det i praksis?

»Man starter ved at have en samtale om det. Sådan fungerer det i et demokrati. Debatten om åndelig oprustning er for mig at se positiv. Åndelig oprustning er folkelig oprustning; at skabe en bevidsthed om, hvem vi er og hvad vi derfor skylder hinanden.«

Er det mere historieundervisning i skolerne, eller hvad?

»Det vil være en væsentlig del af det, ja. Et uddannelsessystem, hvor man tager alvorligt, at vi er noget sammen. Kald mig naiv, men efter 1945 var der to veje i Europa. Den dominerende vej var at tone folket ned. I Danmark og Norden gjorde man oprindeligt det modsatte. Her var lektien, at hvis demokratiet ikke skal blive til et autoritært styre, skal vi ikke tro, at folket er farligt. Nej, vi skal have gang i et dannelsesprojekt, for vi kan ikke have et demokrati uden demokrater.«

Interviewet er ved at være slut.

Christian Egander Skov er det, jeg vil kalde en opbyggelig pessimist.

Både unge og gamle længes efter håbefulde stemmer, der kommer og fortæller os, at det hele nok skal gå. Den 40-årige historiker er ikke en af dem.

»Du må gerne kalde det pessimisme. Jeg vil hellere kalde det ansvarlighed. Mange mennesker kan godt lide håb – men for mig at se har vi haft alt for meget håb. Jeg er opvokset i en tid, hvor vi var så sikre og håbefulde om en bedre fremtid, at vi satte verden på automatpilot. Hvis bekymring derimod er traktoren, forstår du, at tingene falder fra hinanden, hvis ikke du selv gør noget. Hvis ikke du vedligeholder dit eget hus, falder det fra hinanden. Hvis ikke du selv tager opvasken, kommer der mere og mere af den.«

Opfordringen er hermed givet videre.

Vær bekymret.