Analyse: Pia Olsen Dyhr sender interessante signaler ved at åbne for ny regeringskonstellation
Lars Løkke Rasmussens mission med Moderaterne ser ud til at være lykkedes, lyder det fra Jyllands-Postens politiske analytiker efter nye toner fra SF.
Da der blev forhandlet regeringsdannelse på Marienborg efter det seneste folketingsvalg, var der særligt én ting, som fik SF til at forlade forhandlingsbordet: Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne.
Til det sidste forsøgte SF-formand Pia Olsen Dyhr at overbevise Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om at droppe de nye venner i blå blok og i stedet benytte sig at det røde flertal, som var intakt efter valget. Men forgæves.
Nu åbner Pia Olsen Dyhr alligevel for at gå med i en regering sammen med midterpartiet Moderaterne.
»Vi kommer jo nok ikke til at etablere en regering i Danmark uden at have et af midterpartierne med, og der synes jeg jo, at det så må afhænge af det politiske indhold, man kan få,« siger hun i et interview med Politiken i forbindelse med hendes 10-års jubilæum som SF’s formand.
Det er ingen hemmelighed, at Pia Olsen Dyhr længe har kæmpet for, at SF skal tilbage i regeringskontorerne.
Alligevel er hendes udmelding interessant, lyder det fra Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl.
Det er der flere grunde til:
»For det første siger det noget om, at Moderaterne nu er lykkedes med at etablere sig som et midterparti, som er svært at komme uden om. Det har været et af Lars Løkke Rasmussens mål, som nu ser ud til at være lykkedes,« siger han.
For eksempel har også Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, for nylig åbnet for en ny centrum-højre-regeringskonstellation, som foruden LA inkluderer Moderaterne, De Radikale, De Konservative og Venstre.
»Alle partier indstiller sig på, at Moderaterne nok er et blivende parti i Danmark. I hvert fald her på kortere sigt. Vi ser det både fra højre og venstre side,« siger Niels Th. Dahl.
Ud med Venstre
For det andet fremhæver han, at Pia Olsen Dyhr nu sender nogle andre signaler, end hun gjorde under regeringsforhandlingerne på Marienborg i 2022.
Dengang sad SF længe med ved bordet, da partierne forsøgte at danne en bred regering uden om Moderaterne, men hvor Venstre var med.
»Det var SF sådan set lune på at afprøve på daværende tidspunkt, men da dén regeringskonstellation ikke længere kunne lade sig gøre uden Moderaterne, trak SF følehornene tilbage. Nu siger Pia Olsen Dyhr, at SF måske alligevel godt kan samarbejde med Moderaterne, men nok ikke sammen med Venstre,« siger Niels Th. Dahl.
I interviewet med Politiken fastslår Pia Olsen Dyhr, at målet stadig er at få en ren rød regering, men hun udelukker hverken Moderaterne eller De Radikale. Til gengæld vil SF have »svært« ved at sidde i regering med Venstre, særligt på grund af uenigheder om klima- og landbrugspolitikken, forklarer hun.
Niels Th. Dahl tror ikke på en regering med både SF og Moderaterne. Dertil er partierne simpelthen for langt fra hinanden – særligt på den økonomiske politik. Pia Olsen Dyhrs udmelding handler mere om at holde SF med i spillet, vurderer han.
Hvorfor siger Pia Olsen Dyhr så det her nu?
»Fordi hun har behov for at markere over for de mange nye vælgere, som SF ser ud til at have fået, at SF er et relevant parti, som ikke har opgivet regeringsdrømmene – selv om sporene fra SRSF-regeringen skræmmer,« siger han.
Dengang slugte SF så mange af Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestagers (R) kameler, at partiet til sidst nedsmeltede og endte med at trække sig ud af regeringen. Det er nu 10 år siden, og Pia Olsen Dyhr har langsomt, men sikkert fået genrejst SF.