Han havde ikke oplevet racisme i Greve, før han kom i byrådet. Torsdag blev Mehmet Zeki Dogru overfaldet
Mehmet Zeki Dogru (Ø) snakkede med sin kollega og hendes datter foran Greve Rådhus. Kort efter havde en »aggressiv mand« hænderne om hans hals.
Det var et meget kort byrådsmøde. Skal temperaturen sænkes i nogle offentlige bygninger, stod der på dagsordenen. Ja, blev det besluttet.
Mehmet Zeki Dogru (Ø) gik som den sidste derfra med sin kollega fra SF. Hendes datter stod ved siden af. Foruden en frisk vind, der blæste over rådhuset, var alt stille og roligt.
Lige indtil en mand kom forbi, og sagde: »Er du ham fra kommunen?«
Mehmet Zeki Dogru er født og opvokset i Greve, hvor han aldrig før har oplevet racisme. Men siden han i 2018 kom i byrådet for Enhedslisten, har han prøvet lidt af hvert. Den seneste episode foran Greve Rådhus går alligevel langt over, hvad han før har været ude for.
»Idet vi siger pænt farvel til hinanden, så kommer gerningsmanden forbi os. Han vender sig 45 grader, og spørger så: ”Er du ham fra kommunen?”. Jeg svarer ja, og så hiver han mig i venstre arm og siger: ”Du skal lukke mig ind i kommunen, jeg skal smadre det hele”.«
Da manden blev nægtet adgang af Mehmet Zeki Dogru, tog han fat med begge hænder i kraven på byrådsmedlemmets jakke.
»Jeg er så træt af sådan nogle perkere som dig, der tror, at I er danskere,« sagde manden ifølge Mehmet Zeki Dogru.
»Ved du, hvem jeg er?«, spurgte Mehmet Zeki Dogru, der ville vide, om det var et personligt angreb.
»Nej, jeg er pisseligeglad med, hvem du er,« svarede manden.
Manden greb fat om halsen på byrådsmedlemmet, og Mehmet Zeki Dogru skubbede ham væk. De stod nu lidt fra hinanden, og havde øjenkontakt, mens manden greb ned i sin baglomme.
Mehmet Zeki Dogru kan kun se, at det er noget brunt. På kort tid blev han klar på, at nu kunne han blive stukket ned.
»Jeg var klar til at blive stukket ned. Jeg havde bare fokus på, at det ikke skulle ramme mig forkert. Farlige steder,« siger han.
En person kom gående forbi episoden, og råbte om hjælp. Det desorienterede i et kort øjeblik gerningsmanden, og gav Mehmet Zeki Dogru mulighed for at trække sig tilbage. Manden begyndte så at slå løs på rådhusets døre og vinduer, før han løb sin vej.
Episoden er det værste, men ikke det eneste, byrådsmedlemmet har oplevet. Siden han kom i byrådet, er der bl.a. også lavet hærværk på hans bil, han er blevet kaldt »perkersvin«, »udlænding«, »fremmedarbejder«, og der er blevet råbt »tag hjem til dit eget hjemland« og »tag Islam med dig hjem«, fortæller han.
»Jeg synes, at jeg betaler for en høj pris, når jeg prøver at gøre noget godt for vores Greve-borgere,« siger han.
Stiller du op næste gang?
»Det ved jeg ikke. Bestyrelsen vil rigtig gerne have det, men jeg har ikke taget stilling til det endnu. Jeg har betalt en høj pris for at sidde i byrådet. Nu er mine børn også ved at blive ældre. De er ved at blive 8 år. Jeg blev råbt af en tur i 2021, hvor min datter var 5-6 år. Hvad hvis det sker nu, hvor hun er mere bevist? Hvordan hun så vil have det med det?«